Vis tekst

  Sidst opdateret: 22. aug 2004 19:50
  Kan læses af: alle

David løb afsted. Kastede hurtigt et blik over skulderen hvor han ikke langt tilbage havde set den store skov. Han var stået af toget ikke langt fra den berygtede skov, da hans penge ikke havde ført ham længere, og kontroløren havde truet med at kontakte politiet. Så meget havde han da forstået af den tyske mands gebrokne engelsk. Nå men da han snakkede med bjarke havde han nævnt et blot i aften. Selv om David hjertens gerne havde kigget forbi den sagnomspundne sept i den sorte skov, ville han sgu også gerne hjem. Energierne over skoven bar tydeligt præg af et større blot var i gang, men han måtte hellere komme hjem. Den pjuskede mørkegrå ulv stoppede et øjeblik på en bakke, og vendte sig langsomt mod skoven en sidste gang. Netop da skød en stor sort skikkelse op fra skoven og vendte næppet i davids retning. Så for satan. Ulven tog benene på nakken og sprintede afsted med den sorte fugl i hælende. David viste ikke hvad det var, men han viste at ånden han havde jagtet fra danmark til sydtyskland havde ledt ham hastigt gennem schwartzwald territorrie. Han havde sgu ikke tid til at stoppe og spørge om lov, så han besluttede sig til bare at smutte ud lige så hurtigt som han var kommet og håbe på at han ikke havde generet nogen. Nu regnede han med at fuglen var en vagthund med opgaven at jage ham ud, og den var satans stor, og i sin ret, så det skulle den få lov til.
Men fuglen var ikke nogen vagthund, men en stormkrage, og dens besked var fra Fenris, og gjorde mere ondt end alle de slag David havde fået gennem hele sit liv.
David skulle ikke længere løbe under Fenris i vredens æt. Den sad. David stod i regnen, fortvivlet og vred, forvirret og uforstående.
Men han løb hjem med beskeden, og til blotet om aftenen viderebragte han beskeden til de andre ulve i Viborg.
Uden noget kobbel, og endnu engang alene blev David nu stillet en udfordring. Bjarke ville give ham lov til at løbe kobbelløs i Viborg hvis han inden natten var omme havde dræbt en af ormens børn der var en ulv værdig i kamp, og renset dens krop. David åndede lettet op, det skulle nok kunne lade sig gøre. Ja, han havde faktisk allerede en ide. Men så kom den anden del. David skulle også, inden nætterne igen bliver kortere end dagen finde ud af hvorfor Fenris havde forladt ham. Dråberne ramte tungt i davids ansigt, og tankerne kørte hastigt rundt, mens timerne gik til blotet var overstået, og han kunne tage fat på den første del af udfordringen.