Vis tekst

  Sidst opdateret: 22. sep 2005 00:05
  Kan læses af: alle

I dagene op til landsblotet havde David haft travlt. Han og Nanoqs Pote havde stormet den afvænningsklinik som David havde sporet fomor-bumserne til. Han havde talt med Bjarke om landsblotet og fundet en passende gave til Drageild i en af sine mange tasker, der i øjeblikket lå opmagasineret i John og Kirstines kælder. Valget var faldet på en flaske af det bedste fianna-bryg. Han havde fået noget af den til et krigsråd engang, og aldrig havde han været så klar til at smække skaller. Det ville Drageild faderhader og hans kumpaner sgu nok få brug for, når nu han ikke kunne trække på den store ulvs vredesdepoter.
Landsblotet havde sgu været en smule skuffende. Troldhøj havde holdt igen med provokationerne, og sorthøj virkede ikke nær så meget i krigshumør som først antaget. Så selv om kløerne fik smagt lidt ormeblod var der ikke helt spænning nok til at holde Davids evigt vandrende tankespind fanget hele aftenen.
Men han fik sig en broder. Noget David ikke troede han ville igen. Efter det meste af hans kobbel blev knust i londons undergrund havde han haft meget svært ved at binde sig. I den kamp mistede David fire venner som riter, blodsblanding eller gaver ikke kunne have bundet tættere sammen. Den slags der kun kommer når man har kæmpet, levet, samlet mad og delt leje i årevis. Ære være deres minde.
Men Daniel er et godt valg. Som Rotagarer er de så forskellige som ild og vand.
Daniel stræber målrtettet efter poster og riter. David derimod er meget opportunistisk, og griberi højere grad fat i det livet kaster imod ham.
Men han bryder sig om Daniel, ser det bedste i dommere og rotagarer i ham, og han er sikker på de kan hjælpe og støtte hinanden i mangt og meget.
Til Sensommerblotet hvervede David Sara til at løbe med sig, i hvert fald indtil Skriver kommer tilbage. På den måde kunne han lære hende op som spejder, samtidigt med at redde hende fra opdragelsesturen i Vredens Æt. Det havde han fornemmet på den unge ulv hun ikke ville have godt af. Hun trængte til at snakke og lære om samfundet af andet end en syret eskimo og en moderne viking. David smilede ved tanken om Ulvesind i en kajak og Skriver med hornprydet hjelm. De er sgu gode nok, men Sara var for menneskelig til at forstå deres snak om forventninger, forpligtelser hæder og ære.