Vis tekst

  Sidst opdateret: 15. sep 2011 21:44
  Kan læses af: alle

Ugen op til landsblot, ugen efter Kalø. David drev rundt i de gader, han havde kaldt hjem i snart ti år. Her, i Umbraen, var gaderne underligt stille. Det normale mylder af byens ånder tiede, hvis de da ikke var forsvundet, dræbt eller draget videre.
Det kunne ikke skjules, at den frygtede tåge var på vej tilbage.
Den før så respekterede jarl David, der sammen med Ulvesind havde kastet århundreders glemsel af landet, havde vendt sig mod sit land, og kaldt tågen tilbage. De gale ånder forstod det ikke, og de raske diskuterede højlydt beslutningen. Diskussionen havde dog stoppet brat, da tågen begyndte at samles om fødderne på dem, der gik i umbra byens gader. De, der havde alderen til at huske den første tåge løb, de andre forstummede. Nogle forsøgte febrilsk at forsvare sig, at barrikadere sig, men præcist som sidst var der nærmest intet der virkede. Den flok af ånder, der i mange år havde fulgt David overalt var svundet ind med beslutningen. Endnu flere havde vendt ham ryggen, da de hørte hvad prisen for at samle tågen i byen igen havde været. Ulven Ulvesinds tredje liv. Den tidligere Jarl havde handlet hans vens efterliv væk, og efterhånden som ulve og ånder skulle stoppe med at bruge navnet, ville hans minde gå samme sted hen, som det land han havde været kaldet til at redde. I starten af den nye tåge havde enkelte ånder angrebet den ensomme ulv, der strejfede rundt og tog afsked med landet og minderne. Ulvens fremtoning havde været mere sørgmodig end konfrontativ, og de fleste havde derfor efter kort tid ladet ham være.
Gennem den svage tåge anede David skyggen af domkirkens mægtige bygning, der også gennem sidste glemselsperiode havde holdt stand, som det eneste sted i den indre by. Den tunge dør åbnede for Davids skulder, og det kølige mørke, som han efterhånden kendte så godt, åbnede sig for ham. Grubler, domkirkens ånd hilste ham fra sin vandte plads bagerst i skyggerne. Grubler havde, som en af de få aldrig været påvirket af vanviddet, og havde forstået beslutningen.
David styrede målbevidst mod krypten. Han gik igennem et af hans mange hjem, og kom ind i rummet, hvor han af flere omgange havde gravlagt faldne frænder. Nye var kommet til den sidste tid, og hans øjne vandrede rundt i lokalet og fæstnedes ved den nyligste bylt, som han forsigtigt samlede op, og lagde over skulderen mens han roligt skiftede form. Bærende på den faldne, bevægede han sig ud af byen mod stenene, hvori de gamle helte hviler. De, som ville vende tilbage og kæmpe for landet når den sidste kamp står. Her havde de sidste forfædre, som ikke var blevet gale eller var stukket af, slået sig ned. Modtagelsen var kølig, da de så den pjaltede ulv, der engang havde ledt dem. David lagde kroppen fra sig på jorden, og rettede sig op for at tale til dem en sidste gang. ”Jeg forstår hvis I vil væk, og foreslår jer at drage mod Sorthøj, men det er selvfølgeligt op til jer.” Efter en kort rådslagning nikkede de samtykkende, og den lille karavane bevægede sig langsomt nordpå med bylten på en vogn. David hjalp dem på vej, forrest ledte han dem af en sikker vej, han havde fundet kort efter sin ankomst til Danmark. Få timers tavs vandring senere nærmede de sig den nye grænse ved fjordene. Ulven lagde hovedet tilbage og udstødte et langt, højt og klagende fredshyl. Efter en tid blev hylet besvaret på den anden side af grænsen. David kiggede et øjeblik på de forfædre, der i sin tid havde hørt hans kald til det nye land, mens de passerede forbi. Derefter vendte han snuden mod hans nye hjem i Troldhøj, og besluttede sig for første gang længe til, ikke at besøge Viborg på vejen.
Bylten var også på vej hjem, og Sorthøj ville på forfædrenes vogn finde liget af krigens andet og sidste offer, Asbjørn Tornetunge, fældet af David Wilson i timerne hvor freden blev stiftet over Jylland.