Vis tekst

  Sidst opdateret: 02. feb 2009 22:27
  Kan læses af: alle

Denne historie blev i store træk fortalt til Kyndelmisseblotet i Troldhøj 2009. Sikekrt blevet husket af skjalde og ånder.

Sømosens Søn har altid følt at der manglede noget. Han har ikke kunne sætte finger på hvad, men han har søgt meget i sit sind og i verdenerne omkring sig. Han var alfa i et kobbet, og en stabil en af slagsen, men det gjorde ham ikke komplet. Han var udfordringens mester, men det var heller ikke nok. Han sad i Troldhøjs ældsteråd, men heller ikke nok.
Hvad var det så? Han fandt over årene flere af sine forfædre i tågerne omkring denne verden. Sølvmanke og Gråtand, henholdsvis dommer og gode. Dramatiske genforeninger og tit med store konsekvenser for det daglige virke i Troldhøj. Når det skete, følte han sig mere hel. Men også kun mere..., for der manglede stadig en betydelig del.

I løbet af efteråret 2006 og vinteren og foråret 2007 begyndte Sømosens Søn at blive underlig og fraværende. Han blev mere aggressiv især hvis noget spurgte ind til om han var OK, for det var han ikke. Det rev i hans sind og han kunne ikke gennemskue, hvad det var. Som månederne gik trak han sig mere ind i sig selv. En trancelignende tilstand og hvis nogen forsøgte at ruske liv i ham, så reagerede han voldsomt og med en enorm energi. Dette måtte hans kobbelfæller sande, idet de faktisk ganske grundigt blev løbet over med beskeden om at blande sig udenom. Hvis man lyttede efter kunne man nogle gange sagte høre ord som sølv, straf, Floden, mørke, råd, forfald osv., men der var aldrig sammenhæng heri. Inden koblet nåede at gøre noget og for alvor indrage resten af septen, forsvandt Sømosens Søn sporløst.

Da Sømosens Søn løb ind i brisen fra havet på den anden side af sløret befandt han sig i Erubus. Han havde haft færten af noget og havde længe haft drømmesyner om en garou i en sølvflod, så han fandt ret nemt sit mål.
Den glemte part af sin fortid. Skjult i skam. Heinrich Wegner en stolt SS officer og Fenrir modi af 3. rang. Han var god til at se det rådne i andre, troede han. Han var i mellemkrigstiden del af koblet Durhshauende Donner med en dygtig forseti (Aleksy) og en dygtig gode (Ulric), og sammen havde de jaget ormens mere fordækte håndlangere. De var et godt team og tog aldrig fejl af fjenden. Men koblet blev splittet, da nazismen rullede over Tyskland og koblets forseti flygtede pga. sit blandede blod. Heinrichs første forbrydelse bestod i at dræbe sin anden kobbelfælde, som han overbevist om, havde Ormen i sit hjerte.
Heinrich følte sig inspireret af nazismensretorik og siden koblets splittelse, havde han manglet en der udpegede fjenden. Han så ligheder mellem nazismens fjendebillede og de modstandere som koblet hidtil havde mødt. Så han blev langsomt, men sikkert lullet ind i nazismens myteunivers og med sit adelige blod i årerne var han også velkommen i SS. Men Ormens folk var blandt hans nye kammarater, og de fik Heinrichs øjne åbnet yderligere, mens han dansede i spiralen.

Sømosens Søn fandt en stadig stolt Heinrich, der måske nok fortrød den sidste del af hans livsforløb, men han bebrejdede andre denne livsbane. Selvfølgelig var det nazisternes skyld at koblet blev splittet. Da forsetien skred fra koblet manglede han en til at lede sine klør.
Sømosens Søn indså dog, at problemet rettere lå i, at Heinrich ikke anså sig som ansvarlig for forfaldet, men bebrejdede andre. Han var uskyldig og forsømt af andre, og nu blev han tilmed også straffet.

Sømosens Søn kunne ikke få Heinrich til at indse sine fejl. Derfor sætter han sig for at finde den tidligere alfa for Heinrich, forsetien der flygtede med nazismens komme. Dette bliver jagten på en flygsom mand der hele tiden er lige uden for rækkevidde for Sømosens Søn. Derfor bliver det nødvendigt at lære gaven Stands kujonens flugt. Med denne får han fanget Aleksy og får vristet historien ud af ham.
Aleksy var af polsk herkomst og havde adskillige jødiske slægninge. Efter sit skifte tænkte han ikke så meget over dette faktum, da en anden kamp var vigtigere, og han var alfa i et succesfuldt kobbel, der havde speciale i at opsnuse og eliminere Ormens korruption i mand og ulv. Men i mellemkrigstiden, hvor ens herkomst pludselig blev et kardinalpunkt, og nazismens ideologi havde sit tag i mange fenrirer, blev Aleksy bange både på sin slægts og egne vegne, for han kunne ikke dæmme op for flodbølgen, og han valgte at flygte til sin hjemegn i Polen. Han ville ikke indrømme det, og pakkede det ind i en masse rationelle begrundelser, men i hans hjerte havde frygten fat.
I takt med at nazismen bredte sig forsøgte Aleksy at bringe sin slægt i sikker afstand og var i Rusland, da krigen brød ud. Her kæmpede han med splittet sind sammen med russiske garous mod invasionen på umbrasiden. Da krigen vendte blev han konfronteret med Heinrich, der på dette tidspunkt havde danset spiralen og kæmpede i en SS specialenhed. Aleksy var forfærdet over Heinrichs forfald og den grusomhed han lagde for dagen, men ville ikke konfrontere ham – igen af frygt. Derfor udførte han Sølvsmedjens Rite og sendte Heinrich til Erubus, for herved at rense den tidligere stolte ulv.

Efter denne historie, var Sømosens Søn harm, for Aleksy bar en næsten større skyld end sin tidligere kobbelfælle Heinrich. Han trak herefter næsten bogstaveligt Aleksy i nakkehårene til Erubus og smed ham i støvet foran Heinrich, så en tilståelse af frygt kunne udsiges. Men selvom Aleksy indrømmede sin frygt overfor Heinrich, og begrundede sin flugt hermed, så skete der ikke hvad Sømosens Søn have håbet – at Heinrich blev befriet. Heinrich havde jo stadig ret i, at forsetien havde forladt ham og hermed sløret hans syn for den virkelige fjende.
I sin fustration over tingenes stadige ufuldkommenhed slår en tanke Sømosens Søn. Han havde selv båret frygt i sit hjerte over at påpege det nødvendige. Han var ikke meget bedre end Aleksy, konsekvenserne havde dog endnu ikke været så store. Men han havde manglet modet til at påpege hullerne i især stærkere ulves synspunkter og holdninger. Han havde jo tidligt indset problemet med et rent krigerkobbel, men havde ikke turdet gøre noget herved, og han havde tilmed pakket det ind i argumenter om sine kobbelpligter.
Som konsekvens heraf opsøger Sømosens Søn dronningen af Erubus, og han får efter nogen tid audiens hos Charyss. Han sværger at han ikke vil gå samme sti som Aleksy, men være stærk i sin gerning. Hvis han i denne gerning kunne finde et svar, der kunne hjælpe Heinrich, vil han vende tilbage. Han vil lade sig rense i sølvfloden og lade dette være en test af hans standhaftighed. Charyss lytter til denne ed og indvilliger i, at lade Sømosens Søn rense for fordærv og hun siger, at opholdet kan blive enten meget langt eller meget kort. Dette skræmmer ikke Sømosens Søn og han får en plads i floden.
Her lider han afsindig smerte, men ikke særligt længe, og han driver i land. Han føres mod udgangen af domænet og Charyss fortæller at hans sind nu er rent, et godt udgangspunk for at gøre rent i sit eget hjem.