Vis tekst

  Sidst opdateret: 09. feb 2009 02:32
  Kan læses af: alle

Asbjørn løber gennem skoven, lyden af træernes stemmer flyder til ham fra alle sider. Nogle er kraftige nogle er svage.
Af de kraftigste stemmer synger de fleste i harmonier der på en gang er tidsløse og tydeligt ældgamle. Som han løber er der to stemmer der er kraftigere og ældre end de andre og hele tiden bliver kraftigere for hvert skridt skjalden tager.

Pludseligt kommer han ind i en lysning langt inde i skoven denne lysning er domineret af et stort smukt og utroligt gammelt egetræ og en gammel hvidtjørn.
Deres røster er her så gennemtrængende at man ikke kan høre andet. De to planters harmoni bærer præg af århundreders sammenhørighed. Asbjørn knæler midt i lysningen med front mod de to gamle planter og begynder at tale med dem, planterne taler mest om skoven og dennes forfald over århundrederne.
Asbjørns stav er også et emne de ynder at tale om idet de kan mærke at den hænger sammen med et højere sted.
Som samtalen mellem Gylfin og plante fortsætter bliver der givet løfter og lavet aftaler. Asbjørn har fundet nogle nye venner, og et nyt refugium.