Vis tekst

  Sidst opdateret: 26. apr 2008 11:34
  Kan læses af: alle

Det første jeg husker er at tumle i skovbunden mens min Mor samler rødder. Hun lugter trygt af røg og mælk og smækker tilfreds med tungen når hun finder noget godt.

Sommeren kom, var og gik og jeg forstod at jeg var en af Folket, at vi lever i den store skov, af Moderens gavmildhed og vores egen snilde. Min Mor bestemte at jeg var Bidt-i-Vuggen, efter de store hvide ar på min arm.

Ved midsommerfesten sang vi i den lyse nat, og fejrede Moderens gaver.

Vinteren kom, var og gik og jeg forstod at der er en cyklus i livet i skoven, og at den som kan bøje sig og smidigt følge med når verden vender, efterårsstormen pludselig kommer, eller trækfuglene flyver lavt han lever godt her. Jeg lærte verden at kende, hvor kaninerne har huler, hjortene græsser og de bedste bær gror lige inden kulden kommer.

På den mørkeste nat påkaldte vi solen. Med et vældigt bål og ivrige sange bad vi året vende igen og lade blidere tider komme.

Foråret kom, var og gik og jeg forstod at ligesom fuglenes unger, rævens hvalpe og vildsvinenes smågrise er jeg en del af Moderen og tjener hende.
Jeg lærte at den som vandrer med respekt i Moderens rige kan vinde hendes velvilje, finde jagtlykke og knapt sulte i foråret

Da dag og nat blev lige lange fejrede vi sommeren-som-skal-komme og takkede for alt det nye der spirer frem.

Efteråret kom, var og gik og i det sidste kom tiden hvor jeg var groet for lang og vidste for meget til at blive i mine barneskind. Som mine brødre og søstre før mig gik jeg ud for at våge og spørge Moderen hvilken sti jeg skulle gøre til min.

Som det er tradition blandt Folket vandrede jeg tre dage i skoven, uden at beslutte hvorhen, gik hvor benene og stierne ledte mig.
På den tredie aften - den aften hvor forfædrene vandrer blandt os - kom en mand til mit bål i skumringen.
Jeg så at jeg kendte ham igen og vidste nu at arrene på min arm var fra hans tænder. Han kaldte mig Fenja og jeg huskede.
Han var tilfreds og talte længe, som goder og gamle mennesker gør.
Jeg forstod at hans bid var det Magne havde søgt, uden at kende det, at kun ved at opløse min form helt kunne jeg være fri af Væveren.
Jeg vidste at jeg kunne blive, leve her som Bidt-i-Vuggen i Gaias cyklus og langt fra her.
Men jeg huskede nu igen, og jeg ved at der er en krig vi skal kæmpe og jeg vil slås blandt jer, ikke gemme mig i Moderens favn.