Vis tekst

  Sidst opdateret: 29. feb 2008 21:23
  Kan læses af: alle

Det var på hjemturen, efter jeg var færdig med at betale min gæld til Hundredtand.
Jeg havde løbet længe allerede - selvom jeg kender vejen nu er den stadig lang. Viden er ingen erstatning for forsigtighed, så mine ører er udspilede som paraboler - en rettet fremad, en bagud - min snude sorterer hastigt alle duftsporene omkring mig og jeg lader uroligt mit blik falde på snart det ene, snart det andet.
Dommermånen er forlængst skrumpet, og det er bestemt ikke den tid på måneden det er tryggest at gøre rejsen i, men mit ærinde er fuldført, jeg har betalt min gæld og har ikke lyst til at lade mit kobbel vente yderligere.

Jeg kommer til den del af vejen der går gennem et vinterland, og ser at siden jeg sidst løb dennne vej har både tø og frost været forbi. Her er ikke længere bløde dyner af sne, og det udviskede, rundt bakkede landskab jeg husker er erstattet af grimet, forreven is med bratte sprækker og lumske kløfter. Som beskidte tænder fra en forvokset Hundredtand hældt skødesløst ud over verden, en snare for den uforsigtige vandrer.

Selvom jeg fortsætter med forsigtighed over istænderne er det umuligt ikke at snuble og glide. Jeg får halet mig selv op af adskillige huller, men falder så i en revne jeg ikke kan komme op af ved egen hjælp - ligemeget hvilken form jeg tager er væggene for høje og glatte. Kulden kommer krybende ud af isen og fortsætter helt ind til marven nu hvor jeg ikke længere er i bevægelse. Hvad nu, yngste-ulv?

Efter en kold evighed med kun min frustration og min stemme til at varme mig kigger et ansigt ud over revnens kant. Jeg hører ingen ord, men forstår at den lille ånd (for så vidt at den var lille, de kan vel næppe bedømmes på størrelsen, men mindre end jeg var den) tilbyder mig en handel: Dens form er ikke egnet til rejse i dette landskab, hvis den hjælper mig op vil jeg så til gengæld føre den sikkert resten af vejen gennem islandet?

At afslå vil være at fryse formålsløst ihjel, så jeg indvilger. Ikke længe efter klatrer jeg op ad den tråd ånden spinder ned til mig og vi fortsætter sammen gennem isen.

Der er tavshed imellem os, og jeg mærker dens opmærksomhed på mig selvom det ikke er til at se hvorhen de mangefacetterede øjne er rettet. Ved fælles hjælp forcerer vi ishavet kløft for kløft, skrænt for skrænt. På det sidste stykke, den bid hvor man kan skimte isens ende og ane lune i luften tager opmærksomhedens tyngde til. Vi går langsommere, stopper helt og den fortæller - igen uden talte ord - at den kender mit navn, Fenja, kender mig som den kender sig selv og at den er den del af Væveren jeg bar, at den krablende ånd er det væsen der sad haget fast i min nakke, åd af min livsgnist og forhindrede mig i at blive det jeg er født til, det Moderen ønsker af mig.

Ord kan ikke beskrive hvad der foregår i mit sind nu. Min verden vender, gnistrer af Vrede, roterer... - og falder så brat på plads.
Jeg har lovet at føre ånden sikkert ud af islandet. Vi lavede en handel og jeg - dommer - hvis sjæl bor i min integritet har kun et værdigt valg: At ære den aftale jeg har indgået og betale den pris jeg har lovet.
Jeg er ikke længere noget barn, og hvis jeg tager den hævn mine instinkter tørster efter er ingen undskyldning mulig.

Jeg holder min Vrede i skak - den damper nok af mig, men jeg handler ikke på den. Sammenbidt følger jeg den nu vagtsomme ånd resten af vejen til grænsen. Den tripper som en urolig råbuk, men stopper op lige på den anden side, og betragter mig. Tror jeg da, igen er det svært at sige hvor de kantede øjne ser hen. Jeg står som fastfrosset af blikket, og mærker hvordan min næse, mit ansigt bliver varmt og smerter, hvordan fornemmelsen, lugten, den kendte lugt af Væver bliver virkelig for mig. Som at huske en af byens sædvanlige lugte - bryggeriet, oliemøllen, benzin. Væveren.

Jeg forstår at ånden har givet mig en Gave, men ikke hvorfor. Jeg gjorde kun det jeg havde lovet, holdt den aftale jeg selv havde bundet mig til. Som jeg bliver klar over min undren slipper jeg fri af det mangefacetterede blik og ånden kryber lidt baglæns, uden for mine klørs umiddelbare rækkevidde.

Jeg tager min Vrede og min undren og går, inden jeg gør noget andet end hvad jeg forpligtede mig til.
Det er den vej som er min.