Vis tekst

  Sidst opdateret: 24. sep 2010 04:22
  Kan læses af: alle

Lang og mørk strækker gangene sig, intetheden larmer og oplyser de kolde klippevægge i rummet dybest nede. Bjerge af spåner og glemt skrammel danner imellem sig en snørklet sti og hvor den ender sidder Ulven. For Ulvens fødder står hirden. Ånder, runer og eder er bundet i dem, nogle så iltre at de gløder og udgiver et svagt lys. Skæret er nok til at ulven kan se at udføre sit værk med øjnene i det udtryksløse ansigt, dybt fokuserede på hændernes arbejden.
Hundreder af hirdsmænd har han; døde såvel som levende, glemte såvel som uundfangede, alle er de hans og alle kender han:
Dér står hans gamle læremester; Jarl af Land og Sept, sammen med Skjalden med Frakken, Krigeren med Hvalp og Ditto uden, Kaffebryggeren, Nordjyden, Forfaderen med Stokken, Snapsedrikkeren, Tågetaleren, selv Bålhopperen og Spiraldanseren står i skaren.
Alle hirdsmænd for Ulven der havde et navn, tog bod, blev bundet og glemt.
Ulven samler hirden med sine hænder, stykke for stykke, knude for knude, del for del og binder dem til virkeligheden og hinanden.