Vis tekst

  Sidst opdateret: 05. feb 2012 21:55
  Kan læses af: alle

Da jeg vandrede i Afgrundens dal, i mørket bag sløret, så jeg døende gløder. Af utallige bål, valgte jeg ét. Jeg lagde en kævle på. Stille og roligt åd ilden sig mæt og afgav sit skær og varme. Jeg trådte tilbage, da jeg så to mænd sidde tæt ved mig. De så ud, som sad de fast i jorden og bevægede sig ikke. For mig var de statuer, for ilden var de gammelkendte venner.
Den første flyttede på sit hoved og så på mig, og ulvens iris var at se i ansigtets hulninger. Han talte når bålet flammede op og varede ellers sin mund. Jeg mindes jeg hentede træ til ilden, først tæt på så længere og længere væk. Jeg fugtede deres læber fra flaskerne ved deres fødder, når deres tale blev tør og raspende. Alt dette for deres historie.

Før Troldhøj vågnede var der kamp, før der var et Troldhøj var der ulve. På Djursland var et kobbel af Fenris æt. Alle søgte de at vække landet, at vække drømmen, at vække Troldhøjen. To af ulvene drog mod Fyn i deres jagt, to ulve som ikke ville vende tilbage, to ulve som ikke vidste hvad mulden gemte.
Ulvene var kendt som Fredløs og Tørst.
Bag sløret kæmpede de deres første kamp på Fyns jord. Ånder og troldevæsner væltede mod dem som en bølge og da den havde ramt dem med al sin kraft stod ulvene stadig. De satte sig for at hvile men larmen fra kampen rungede stadig på slagmarken trods det at fjenden var nedkæmpet. De vandrede væk for at finde roen til at hvile sig. De byggede et bål og satte sig. Tørst åbnede sin flaske og tog et drag af den. Han rakte den til Fredløs og sagde ”Det var en god kamp og en god sejr, her kan vi hvile i fred”, Fredløs tog et drag af flasken og sagde blot ”I aften er der fred, i morgen er der en ny kamp”.
Da morgenen gryede, rejste de sig og vandrede tilbage til slagmarken og endnu engang kæmpede de og endnu engang brød de bølgen.
De vandrede tilbage til deres lejrplads, men selv her rungede kamplarmen endnu. Her hvor der før havde været ro.
De rejste sig og vandrede længere ind i slørets morads.
De fandt et sted hvor larmen ikke nåede dem mere og byggede deres bål på ny. Tørst åbnede sin flaske og tog et drag af den. Han rakte den til Fredløs og sagde ”Det var en god kamp og en god sejr, her kan vi hvile i fred”, Fredløs tog et drag af flasken og sagde blot ”I aften er der fred, i morgen er der en ny kamp”.
De rejste sig da den nye dag bød dem at rejse sig og de drog mod slagmarken endnu en gang. Endnu engang kæmpede de mod en horde som virkede endnu større end før, men endnu engang sejrede de. Lang var deres vandring tilbage til bålet og da de nåede det var der ej mere ro der. De vandrede længere ind i landet og fandt endelig et sted hvor lyden ej forstyrrede. De byggede deres bål og satte sig. Tørst åbnede sin flaske og tog et drag af den. Han rakte den til Fredløs og sagde ”Det var en god kamp og en god sejr, her kan vi hvile i fred”, Fredløs tog et drag af flasken og sagde blot ”I aften er der fred, i morgen er der en ny kamp”.
Men da morgendagen gryede rejste de sig ikke for mulden havde fanget fredløs og slukket tørst. De var blevet tilfredse med freden og bålets varme. Således sidder de som statuer indtil de hører larmen igen og denne gang vil de søge mod den og opsluge den som den vil opsluge dem.

Således var deres historie og for dette bragte jeg dem ild og fugtede deres læber. Men ikke kun for det. For de kaldte mig søn og frænde, som de kalder alle af Troldhøj. For gløderne fortalte og de hørte. Hvorledes Drageilden vågnede, og de hørte deres gamle kobbelfælle fik en søn og de hørte hvordan han skiftede, hvordan han sejrede og hvordan han tog navn. Hvordan han blev Alfa. Og de kaldte Ham søn og frænde. Og som de kaldte Aslak søn, kaldte de mig søn og frænde. Og de kaldte mig Fenrir for jeg var af Troldhøjs sept.