Vis tekst

  Sidst opdateret: 08. sep 2015 06:39
  Kan læses af: alle

Foråret 2013
Gleipnir vender tilbage til sin sept med et par enkelt nyheder fra Kattegats dybter.
For det første er der en gæld. Ægir, Herren over Havet, tog Gleipnir ind i sin hal, da ulven havde svømmet dertil igennem bølgerne, hjulpet af sine forfædre frem til sin hjem-ø.
Da Ægirs hof lå på samme ø, så åbnede han sine porte da Sorthøjs kriger dukkede op. Hans folk ville forvente samme gæstebud ved lejelighed.
Dertil kom et problem. En gammel regel, fra dengang sådan noget havde magt, var at de druknede tilhørte hans elskede døtre indtil at deres moder, Ran, overtog dem.
Gleipnir var som sådan lagt krav på af Ægirs datter, Blóðughada, Den Blodige Bølge. For flere år siden bandt Sorthøj hende med i en sten da de kæmpede imod Ran. Og Gleipnir var den mading de brugte til at lokke hende til, og på trods af hendes favntag med ham blev hun den dag nægtet hendes krav.
Nu, da Gleipnir selv var kommet til hans haller, så skulle dette ordnes.
Da morgen gryede og frosten havde forladt Læsø, var Gleipnir blevet håndfæstnet med Ægirs datter.
Implikationerne der af? Goderne rasede, de ældste grinte og Gleipnir forsøgte at lægge ånderne bag sig. Men lige lidt hjalp det.
For den rødhårede bølge, hun som var hans Blodige Brud, var altid i hans tanker, uanset hvor langt fra havet han kom.
Han sad nu imellem tjeneste til Odin, Asernes Konge, og et bånd til jætterne i form Blóðughada. Og hvis dette fortsatte? Så skulle han i sandhed brydes ved Ragnarok, som forfædrene i deres visdom havde sagt.


Landsblot 2013
Knap havde stormen lagt sig, førend at der var andet at tænke på.
Meget blev sagt ved det landsblot, en ny Jarl af Jylland blev sat på posten og blod gødende jorden.
Men, det vigtigste for Gleipnir var Kronhjortens År's begyndelse, da han af vinteren var blevet trukket til bålet, og goderne havde kaldt Kronhjorten ind i ham.
Åndens vilje var stor, og der var meget lidt at Gleipnir kunne gøre for at holde den i skak.
Og da hans sept begyndte at se skævt til ham på grund af Kronhjortens tilknytning til Fianna-stammen? Så bad han om lov til at forsøge at tæmme den i felten, og blev undskyldt for sine pligter.

**Imellem Landsblot**
Han løb. Og Kronhjorten fik frit spil.
Set i bakspejlet, så har en frugtbarshedsånd måske lidt for frit spil i en varulvekrop. I løbet af året brugte Gleipnir/Kronhjorten tiden på at jage skørter. Var der en lokal fest, så dukkede han op, og lod Vreden fra både Ulv og Ånd skylle over forsamlingen.
Ved festens afslutning var der altid en pige han gik hjem med. Dagen efter var han væk igen.

Vinteren kom, og han befandt sig i Ægirs haller, og nød godt af øllen fra Havkongens lager. Både Gleipnir og Kronhjorten var velkomne, en som frænde og en anden som ven.
Ved sin viv var der altid et hedt favntag, og for en tid var både ulv og ånd tilfreds i hallerne under Læsø.

Men da foråret kom, så for en fanden i Kronhjorten og tvang ulven tilbage i verdenen. Igen var en tur igennem rigerne af kød og ånd som både ulv og hjort.
Iblandt ulve flokke blev de jaget og fortæret. I blandt mennesker var jagten efter vin og varmt selskab. Men der var næsten ingen ende.

Ved et blot i Troldhøj kom han dertil, og med åndens tale skar han ind til deres største fejl.
De avlede for lidt. Dette blev senere en vigtig del af Troldhøjs videre færd, men til det blot var der to der talte imod.
Røn og Katla. Jarlen der talte imod gravide hunulve og Røn der mente at Kronhjorten talte over sin stand da den bad dem om det.

Snart kom der bud fra Nord. Gleipnir skulle tage til Landsblotet i Himmelhøj alene. I norden havde menneskets grådighed sluppet fjenden løs fra dybet, og det tog prioritet.

Ved det landsblot blev Kronhjorten sendt bort, og Gleipnir var fri. Men i skøningen havde han glemt en jarlgave til Stålsang Jarl, og blev reddet af Aslak på mållinjen førend at skjalden tog det ilde op.
Der blev også gjort ting ved det landsblot som ikke huede ham. En var Drageilds udnævnelse. En anden de betvungne blodsbond som den gamle Skjald havde krævet.
Han drog derfra med en bitter smag, og slet nyt.