Vis tekst

  Sidst opdateret: 09. okt 2017 18:15
  Kan læses af: alle

EFTERÅRET 2016:
Det tog tid for Gleipnir at falde til, og meget af hans tid blev brugt på at løbe patruljer på den nordlige grænse. Tabet af hans egen sept trykkede, men han åd sin egen svaghed, og flåede det ud af sig selv.

Han gav råd og vejledning til hvalpen Gustav. Fuldmåne til Fuldmåne.
"Det er os som skal dø, for at de andre kan leve."

Det efterår lærte han ved Ægir's hof, og måtte til gengæld give sin hustru et barn. Noget han havde holdt sig fra, i frygt for hvad der ville ske.

VINTEREN 2016:
Tavsheden havde taget ham. Bitre tårer blev fældet. Men han løb som en ulv af Troldhøj. Troede han. Landet var endnu ikke sikker på om det var en del af ham.

Men. På Valpladsen, efter et blot hvor at Jarlen var blevet jagtet, erklærede han at han ville tage en blodpris fra Spiral Danserne. En ydmygelse af den type kunne ikke stå hen.
Og så jagtede han i de tågede stier omkring Valpladsen. Og her dræbte han en ung Spiraldanser ved navn Stængel.
Fra tågerne lærte han frostens ramme bid at kende, og ofre Spiraldanserens rensede hjerte til Rimtågen.

Han tog hæder for den kamp på Vestereng i foråret. Landet accepterede ham som en af dens ulve. Han så Vildsvinets krav, og huskede hans tid i Kronhjortens tag, og undrede sig om Aslak ville kunne tage det hverv af sig selv når at tiden var omme.

FORÅRET 2016:
Langsomt begyndte han at forstå Troldhøj. Mere og mere.
Men, hans hverv som kriger var stadig tungt. Og især nu hvor at fronten imod Tulip var trukket op. Tulip, som havde taget Aros som fylkje.
Tulip der engang var af Trolddyb.
Han klargjorde sig på krig. Den krig som Jarlen ville sætte i gang.

Gleipnir så en ulv dø. Gustav var væk.

Gleipnir så en ulv vende tilbage.

Og Gleipnir vendte klør imod en dommer der yppede kiv imod hans Jarl og Ritemesteren.

SOMMEREN 2017:
I Hasle Bakker blev Gleipnirs patrulje pludselig til alvor. Han fik færten af Tulip, han som havde stjålet byen. Og en anden. En nyligt skiftet hvalp, sølet i blod. Tulip ledte efter ulve til sit eget formål.
Uvillig til at miste flere ulve til Tulip, slækkede han på den styrke som han fik fra sin viv, den Blodige Bølge, og skubbede Tulip væk fra hvalpen.
Gleipnir nåede kort at vige Tulip væk, førend at den ældre ulv havde fat omkring hans kampforms kæbe. Valget var imellem at forsætte kampen og måske miste hvalpen, eller vriste sig fri og flygte.
Gleipnir valgte det sidste, og trak sig bort, med det resultat at Tulip rev hans underkæbe af.

Han tog flugten med hvalpen, og takket være de Rotagar-tricks han kendte, slap de væk.
Hvalpen hed Kristin. En alenemor. Forvirret. Ny iblandt folket.
Han kendte det godt. Men kunne ikke rigtigt give hende ordenlige svar.
Gleipnir tog hende med til blot i Eskelund, og præsenterede hende for resten af Troldhøj. Og som præmie fik han ansvaret for hende.
Gleipnir der altid var rastløs og ivrig efter krigen, var ikke voldsomt glad for pligten, men tog den til sig. Hendes panik og desperation mindede ham om ting han havde glemt for længe siden.

Henover sommeren tog han mange rejser og patruljer henover landet. I selskab med Strid og Kristin holdt han øje på landet omkring Aarhus, imens at Troldhøj gjorde sig klar til krig.
Han var stadig rastløs. Havet blev hans eneste ro.
Strid, værende sig selv, prikkede mere og mere til ham, og prøvede at lære så meget så muligt.

Ved halvmåneblotet i Brages Gryde skete der to ting.
Et krigerrite knyttede ham stærkt til Aslak og Flab, og mindede ham om det formål han havde.
Og han fik nok af Vildsvinet, og forsøgte at besejre det. Men... det sad i Aslak, og han blev ydmyget i kamp. Men... han nød det.
Der var stadig nogen som var bedre end ham.
Hvalpen blev stadig mere og mere en ven end et ansvar, og han forsøgte at være der så meget så muligt for hende.

Sommeren gik ind i August.
Og Landsblotet ville snart være over dem.

Under den tiltagende pukkelmåne stod Gleipnir til blot, og fandt under den måne en jagtlyst igen. Han så lindormen der lagde sig om Aarhus.

EFTERÅRET 2017

Landsblotet blev holdt under den vigende pukkelmåne, efter en periode hvor at Gleipnir havde stået i frontlinjen overfor Tulip.
Han indså under blotet at han var begyndt at væmmes overfor visse dele af Magne Jarl, og prøvede at holde Sarah Sejrssang fra at blive suget ned i selvsamme. Han blev blev om at blande sig udenom, men det hviler ikke foreløbigt. Derudover gav han muligheden for Himmelshøj at købslå sig til hans bånd til Enhjørningen.
Ved Vinterulvens Rite kaldt han Drageild for en ulv han frygtede, en fjende og en historie han forstod.
Alt I alt, et landsblot hvor han ikke var torden og vrede, men et hvor at han forstod en del mere end før. Især om ulven han nu huskede som Magne Menneskeæder. En ulv han kaldte Jarl.

Før Kaløblotet løb han og Kristin nordpå.
Begivenhederne ved landsblotet sad kraftigt i pelsen på ham, og han bugtede sig væk fra Aarhus, og håbede på at finde lidt ro i nærheden af Glenshøj, hvor han ville kunne se ind i det land han engang kaldte hjem.
Men.
Der var ikke noget der mindede om ro at finde. Støvet fra Stilstanden blæste i hans ansigt da han nåede Glenshøj. Og forsøgte at kalde ham til sig. Takket være hvalpens tilstedværelse fik han revet sig væk, men et eller andet sad fast i ham.

Deres rejse fortsatte mod kysten nær Randers. I højene nær byen lærte Gleipnir hvalpen om ånder, imens at de boede hos en trold. Her tog Gleipnir også en gave, til gengæld for at ulvene veg en af troldens fjender.

I starten af oktober var de to at finde på Læsø, hvor at Gleipnir brugte tid i det drukende favntag fra hans brud. Der var en vis ro. Selv når Ægir, hans brudsfader, stak til hans ulmende ambitioner. Ægir vidste at Gleipnir ønskede et kobbel. Den gamle brageskål der blev sat for at udfordre for Jarlsædet i Sorthøj var stadig en kilde til sult.
Men, en aften dukkede der noget op i brammingen på Ægirshal.
En gammel sort stav, engang brugt af Sorthøjs portvogtere. Ginnunganaps Nøgle, skyllede i land, båret af de Ni Døtre.
Og med den i hånden, drog de til Kalø.