Vis tekst

  Sidst opdateret: 14. aug 2003 01:07
  Kan læses af: alle

Under den voldsomme kamp i Frederikshavn oplevede Daniel en underlig ting. Efter de første skærmydsler, hvor Daniel som sædvanligt blot sørgede for ikke at blive ramt, gik kampen til anden runde inde i pakhuset. Overrasket over modstandernes forudseenhed, blev Retfærdighedens Kløer og Daniel fanget i en blindgyde. Daniel løb forrest, så det var Retfærdighedens Kløer, der måtte smage angribernes sølv. Det var mere, end han kunne klare.

Pludselig befandt Daniel sig alene med to folk, der var i gang med at genlade deres sølvvåben. Nu var gode råd dyre, og Daniel havde det ikke særlig godt med at angribe. På den anden side vidste han også, at det her var enden, hvis ikke han hurtigt kom på noget.

Det var som et slør blev revet væk fra hans hukommelses mørke dybder. En forståelse for kampens nødvendighed og en accept af at tage liv. Tilmed en vis vanthed med den Crinosform, som længe har været ham til gene.

Med følelsen af at genopføre en urgammel dans placerer Daniel sine kløer dybt i den ene modstanders strube, mens han bøjer bagover og river den anden rundt, fastlåst mellem Daniels tænder. Den første falder til jorden, hvor Daniels vægt snart gør det helt af med ham, mens den anden nu får kløerne at føle.

Få øjeblikke efter er det hele ovre. Daniel kigger lidt forundret på de to døde kroppe, men hans øjne afspejler en ny forståelse. En stemme i hovedet får ham til at forstå, hvor hjælpen kom fra. Men en ny målbevidsthed tager han fat i Retfærdighedens Kløers krop, der opfører sig som en sæk kartofler, og skynder sig at trække ham uden for. Så løber han ind for at se, om der stadig er tid til at få de andre ud.