Vis tekst

  Sidst opdateret: 27. nov 2003 02:13
  Kan læses af: alle

Forud for Neblungblotet i Sorthøj, som var det første efter Elin havde meddelt, at hun ville tage til Norge for at blive gift, havde Daniel øvet ihærdigt i selskab med sin forfader. Sidste blot var han blevet stillet i forventning, at hans udfordring om at blive Portvogter ville blive en prøve på hans evner i Skyggelandet - ikke lige hans kop te. Lettelsen var derfor til at tage på, da han fandt ud af, at han blot skulle åbne en månebro til den sept, som Elin var i for øjeblikket, og hente en historie hjem fra hende. Onde tunger kunne påstå, at opgaven afspejlede det faktum, at Daniel er en af de få, der har kendskab til portriterne for øjeblikket.

Men aftenen indeholdt andre store ting for Daniel. Eftersom Retfærdighedens Kløer i kraft af sin nye titel af Jarl havde besluttet sig for at gå over i Gaias Skjold, kunne Daniel pludselig titulere sig Alpha - eller hersir, som han selv er begyndt at kalde det - for Den Rensende Flamme. Noget han absolut ikke var utilfreds med.

Daniel forsøgte også at vinde endnu en titel den aften. Han vidste jo nok godt, at der ikke var nogen realistisk mulighed for at blive Vogter, men Retfærdighedens Kløer skulle ikke stå og antyde, at posten kun var for krigere!
Beslutningen blev, at de to udfordrere, Daniel og Stålklo (Alex Hjemføding var faldet i unåde), skulle gå op i kamp mod Retfærdighedens Kløer, og den, der stod op til sidst, ville være Vogter. Daniel og Stålklo gik hurtigt sammen mod Retfærdighedens Kløer, men han kunne blot stå og sende dem flyvende gennen luften, som han havde lyst til. Daniel blev dog ved med at rejse sig op, selv på punktet, hvor der var mere, der hang af ham end på ham. Retfærdighedens Kløer sendte ham dog til sidst endeligt til tælling, og det så alvorligt ud for den sønderrevne Daniel - troede man.
Pludselig rejste Daniel sig op, som om intet var hændt, og gik direkte i kødet på Retfærdighedens Kløer. Da han tilmed havde påkaldt Thors Styrke, var det pludselig Retfærdighedens Kløer, der var flyvende. Der gik ikke lang tid før, Daniel stod bøjet over en stille Retfærdighedens Kløer for at give det sidste slag, da han pludselig kollapsede - og denne gang blev han liggende.
Bagefter huskede Daniel kun første del af kampen, og alle er enige om, at det var Sverre Lysende Sti, der havde givet Daniel en hjælpende hånd. Ikke at det ændrede ved udfaldet af dysten.

Resten af blotet var Daniel en noget stille og hærget ulv. Det kunne hænge sammen med de ar på hans bryst, som ikke ser ud til at ville læges.