Vis tekst

  Sidst opdateret: 06. maj 2004 22:16
  Kan læses af: alle

Den 6. maj vender Daniel tilbage til Sorthøj efter sin udflugt til Blackmoor Sept i England. Adspurgt om, hvordan det er gået, fortæller han:

"Daniel? Det er ikke mit navn mere, men lad mig begynde ved starten, så vil du forstå det.

Jeg tog til Blackmoor for at finde ud af, hvorfor de ikke svarede os, når jeg prøvede at stable en aftale i stand, så vi kunne åbne en månebro mellem vore vier. Derfor tog jeg derover efter sidste blot, og jeg skal ikke sige meget om rejsen, for der var ikke noget specielt om den, men til gengæld vil jeg forsøge at give dig et lille billede af, hvordan der ser ud i Blackmoor. Det ligger nord for York og er et område, der undgås af selv de lokale. Lyngen på stedet er næsten sort og filtrer sig omkring ens ben, træerne er krogede og man er ikke sikker på, at de rent faktisk stadig er i live. Selve viet ligger i et dalområde, hvor det er nemt at overskue området oppe fra bakkerne. Kun et sted er der en slugt ind i området. Viets hjerte er et mosehul omkranset af træer, der matcher hullet sorte vand. Det siges, at Blackmoors lyng har fået sin farve, fordi det får vand fra mosehullet.

Men jeg foregriber tingenes gang, for jeg nåede ikke længere end til grænsen af deres territorium, før jeg fandt ud af, at jeg ikke var videre populær. Jeg havde ikke mere end sat mit ben over grænsen, før jeg noget hårdhændet blev ekskorteret til viet af fire store modi. Her blev jeg stillet for deres jarl, og han var vred.

For at gøre en lang historie kort, så var septen blevet angrebet kort tid efter, at månebroen var blevet lukket, og det havde kostet dem 9 ulve at slå det tilbage. De mente, at vi havde brudt den gamle ed om altid at hjælpe hinanden, og derfor var jarlen ved at dræbe mig ud på stedet. Jeg fik dog talt ham ned og spurgte, om ikke det var muligt, at vi kunne stille en bod for vores edsbrud. Med mit liv stadig på spidsen fik jeg arbejdet mig frem til, at det ikke ville gavne nogen, hvis jeg blev dræbt, men at boden skulle være til viets bedste. Hvis det betød, at jeg måtte give mit liv, måtte det være sådan, men jeg ville give det til viet som bod og ikke blot dø for en hævngerrig ulvs hånd. Her kaldte han på sin ritemester.

Ritemesteren var en sær, krumbøjet mand med et ujævnt trav. Hans øjne lyste nærmest op, da han hørte om tilbuddet og sagde, at viet manglede de ni ulves kraft, og det var blevet svagt i tiden, der var gået. Han bad mig følge med ind til viets hjerte, der var som en lukket verden. Alt i mens småsludrede ritemesteren videre om, at viet tørstede. Tørstede efter blod. Han kiggede på mig og spurgte, om jeg virkelig ville give mit liv som bod. Jeg havde ikke lige regnet med at blive taget på ordet, men et ord er et ord, og Sorthøj har jo ikke ligefrem råd til at skyde venner fra sig, så jeg gentog mit tilbud.

Han bad mig tage en løkke om halsen, der var hængt op i et af træerne over mosehullet. Han begyndte at messe til Vidar. Noget med, at her fik han det offer, som hans bror også havde givet. Så kom han hen til mig og kiggede mig dybt i øjnene, mens han fortsatte sin uforståelige messen. Pludselig mærkede jeg en skarp smerte i brystet, der fik verden til at gå ud af fokus. Jeg kunne svagt se, at det var et rør af mistelten, som han havde stukket ind i min hjertekule, og blodet var allerede begyndt at løbe ud af det. Jeg nåede dog ikke at tænke meget over det, for straks efter hev to hjælpere i rebet, og jeg blev hængt op ude over mosen, så mit hjerteblod strømmede ned i det sorte, grådige vand.

Min tanke forsvandt ind i den mørke del af Skyggerne, og jeg vil ikke fortælle dig om, hvad jeg så der, for jeg ønsker ikke at tænke på det. Det er slemt nok at se dem i drømme.

Da mine tanker endelig fløj tilbage til min krop, hang jeg stadig ude over vandet. En enkelt dråbe blod tabte sit tag i røret og forsvandt ned i mosehullet, hvor der intet spor var af mit offer. Til gengæld kunne jeg se en blodrød måne stige langsomt op gennem slugten. Jeg fornemmede kun svagt, at jeg blev hevet ind. Ritemesteren sagde: 9 ulve, 9 dage, hjerteblod - Sorthøj, I har betalt jeres bod. Velkommen blandt frænder.

Jeg forsvandt ud i et væsentligt mere behageligt mørke. Jeg befandt mig i en skovlysning, hvor jeg har været før. Og jeg mødte Sverre, som jeg har gjort der før i al hans pragt, og han kom over og sagde: Det var vist og værdigt. Du bærer familiens kappe med ære. Jeg har besluttet mig for, at du må bære mit navn fremover, for du har bevist, at du kan dømme med samme kløgtighed, som jeg gjorde det i min tid.

Jeg husker ikke så meget af den resterende tid. Ritemesterens te hjalp mig hurtigt på hægterne igen, men jeg kan nu stadig ikke anbefale den, og hjemrejsen var meget begivenhedsløst. Det er historien om, hvordan vores frænder er kommet tilbage til os, og desuden historien om, hvordan jeg har fået mit nye navn."