Vis tekst

  Sidst opdateret: 13. sep 2004 22:51
  Kan læses af: alle

Høstblotet i Sorthøj d. 11/9 begyndte stille og roligt. Sverre kom lidt senere, da han skulle modtage en månebro fra Troldhøj, hvor igennem Aslak og Sortmåne ankom. Maden var god, og vejret holdt tørt.

Selvom det på ingen måde var en behagelig ting, følte Sverre sig nødsaget til at kræve straf over Per, hans kobbelfælle, der havde brudt sin ed og var forsvundet på endnu en af sine nyttesløse ture ind i Umbraen. Kløer af Is indvilgede i at udføre et rite, der fjernede Pers rang, så han blev hvalp igen. Ubehageligt, men nødvendigt.

Det næste emne huede absolut heller ikke Sverre. Kløer af Is bekendtgjorde, at han ville nedlægge Den Rensende Flamme, det kobbel Sverre var alpha for. Trods megen modargumenteren lykkedes det ikke Sverre at overbevise Kløer af Is om, at Den Rensende Flamme burde bestå.

Blotet indeholdt flere mindre sager og et par enkelte historier - blandt andet om engang Lysende Sti var i Rusland hos nogle Sølvtænder - og det så ud som om, det skulle blive et roligt blot uden de bemærkelsesværdige ting at berette om. Men netop som blotet var ved at runde af, tog Lysende Sti førstesæde i Sverres Krop og trak Aslak til side for at få ham til at hjælpe med en lille plan, som Lysende Sti havde udtænkt.

Lysende Sti huskede udmærket, hvordan han havde været i stand til at bruge sit fulde potentiale engang Sverre havde været tæt på at dø i kamp. Når livstråden var ved at briste, kunne en anden ånd træde til. Men desværre kun for en kort tid. Så snart kroppen kom sig, ville Sverre genvinde magten over sin krop. Men Lysende Sti havde kalkuleret, at hvis han kunne spise hjertet fra en kriger så mægtig som sig selv, så ville han kunne forblive i kontrol over Sverres krop. To ulve i Jylland passede i rang og stand til Lysende Sti; Morild og Drageild, men valget var ikke svært, for Lysende Sti havde altid misundt Drageild, at han blot kunne komme tilbage fra de døde og genoptage sin gamle rang og stand uden videre. Og desuden var Drageild Jarl af Jylland, hvilket gjorde det legalt at udfordre ham til en holmgang - der jo nemt kunne ende med døden...

Lysende Sti skulle blot have en til at bringe Sverres krop på dødens rand, så han selv kunne komme til. Det var den ting, som han ville have Aslak til at hjælpe ham med, men Aslak syntes ikke om den lyssky måde, som det hele blev præsenteret på, så han krævede, at Sorthøj blev hørt om sagen, inden han besluttede sig.

Lysende Sti fremlagde sin sag flot, og mange af septens ulve kunne også kun se fordele ved at få en athro forseti i bytte for en cliath rotagar. Enkelte var ikke helt så lune på ideen og ville have, at Sverre gav sin accept på at give sit liv først. Lysende Sti forsøgte at lade Sverre overtage - dog med ham selv i baggrunden til at overvåge, at Sverre ikke ødelagde det hele, men af en eller anden grund kæmpede Sverre i dette øjeblik imod, og Lysende Sti overtog kontrollen igen og forsøgte at fuppe de forsamlede til at tro, at han var Sverre. Det lykkedes ikke helt, og han var nødt til at forsøge at lade Sverre komme frem igen på grund af vedholdende krav herom.

Denne gang slog det helt fejl. Daniel gik besærk - en sjældenhed - over det forræderi hans mest trofaste støtte havde udvist. Hans egen forfader var parat til at sælge ham for selv at komme til live igen.

Vreden gjorde ham i stand til at bryde sit bånd til sin forfader, men den gjorde også, at han ikke så helt nuanceret på tingene. Med vreden strømmende gennem sine årer fornægtede han alle de gerninger, som han havde haft Lysende Stis hjælp til, han fornægtede sin slægt og han fonægtede alle forfædre. Han udøste også sin vrede over de tilstedeværende ulve, der havde været parat til at sælge ham. Det kostede ham en plads i ulvenes samfund.

Sverre har taget sit oprindelige navn igen, Daniel Strange, og han har forladt Sorthøjs land. Han er på jagt efter sin anden slægt, sin fars, for hans mors var tydeligvis ikke noget for ham.