Vis tekst

  Sidst opdateret: 23. sep 2004 03:08
  Kan læses af: alle

Forestil dig en tovende. Forestil dig også to. Forestil dig, at du forsøger at sætte de to ender sammen, men du hurtigt indser, at de ikke kommer til at hænge sammen blot ved at føre dem sammen. Nu piller du de to ender op og prøver igen. De vil stadig ikke hænge sammen, så du begynder at flette dem ind i hinanden.
Tilsidst har du et langt reb med en lille fortykning på midten. De to tove rækker langt ind i hinanden og skaber en ny og større ting. Forestil dig nu, at du hiver i rebets to ender. Samlingen på midten sidder godt fast, så det får du ikke noget af. Du tager i stedet andre midler i brug og i ét hårdt ryk, lykkes det dig at ødelægge rebet på sit svageste sted: Samlingen mellem de to gamle tove. Men du står ikke længere med de to gamle tove. Istedet står du med to stumper, hvis ene ende er et virvar af flossede og iturevne tråde. Noget fra det andet tov findes stadig i virvaret, og andre tråde mangler, da de stadig findes på det andet tov. Mange tråde er blot endt på gulvet.
Forestil dig nu, at det ikke var tove, du ødelagde, men tanker. At hvert tov var en hukommelse, en erindring, et tankesæt. Du flettede dem ind i hinanden, og du rev dem fra hinanden igen. Og nu er de begge to ødelagte. Nu har du en ide om, hvordan Daniels hjerne har det.

Da Daniel drog fra blotpladsen efter at være blevet udstødt, tog han hjem til sit gamle kollegieværelse, der efterhånden havde samlet en del støv. Han fik samlet et par nødvendige ting sammen, men det meste fik lov at stå, for han skulle bare væk. Natten blev tilbragt med at vandre rundt i Aalborgs gader en sidste gang.
Tidligt næste morgen tager han toget mod København. Han ignorerer grænser mellem septer - han bliver blot i toget, hvor han har en hel gruppe af siddepladser for sig selv. Han bliver heller ikke kontrolleret en eneste gang. Der er noget mørkt og truende over den unge mand, og folk holder sig væk.

Da toget kommer til Roskilde, står Daniel af. Godt nok er hans tanker et ulmende rod, men han husker dog, at åndestormen ikke er at spøge med, og han har kun hørt om den indtil da. Han begynder langsomt at gå ind mod stormen. På et tidspunkt inde midt i en skovtykning stopper han op og med meget møje og besvær får han fragtet sig selv igennem til den anden side. Her kan han se åndestormen forude. Dens størrelse og vildskab får ham til at tøve et øjeblik, men så fortsætter han sin færd mod sit mål. Da han kommer så tæt på, at stormen fylder hele hans synsfelt, er han også kommet så tæt på, at de gale skripier, der hvirvler rundt i stormens sorte skidt, hujende kommer flyvende ud mod ham. Deres hensigter er klare, men Daniel trasker ufortrødent videre. Han skifter end ikke til sin kampform. Da skripierne kommer helt tæt på, ændres deres adfærd. De stopper op og snuser forsigtigt til den ligeglade menneskeskikkelse. De begynder at udstøde små lyde, der kunne tages for jubelskrig og planter sig så grundigt på Daniels skuldre, hvor de begynder at hviske ham i ørerne. Han stopper op og lytter. Han står der længe. Han siger ikke noget og ser ikke ud til at reagere på noget af det, ånderne siger, men han lytter. Tilsidst begynder han at gå med langsomme, slæbende skridt ind mod stormen. Han mødes af flere skripier, der lægger sig som en kappe over ham. De gør ham ikke noget. Tværtimod ser det nærmest ud til, at de forsøger at bære ham. Således hjulpet, træder Daniel gennem åndestormens slør og ind i mørket.