Vis tekst

  Sidst opdateret: 15. jun 2010 12:05
  Kan læses af: alle

Jeg vågner pludseligt, abrupt, ved at mærke en tilstedeværelse. Jeg må være faldet i søvn efter en nat, hvor jeg har lyttet til radioen - bredspektret henover alle frekvensbånd.
Min krop i alarm tager allerede forholdsregler, mens jeg forsøger at tvinge søvnens tåger væk, så jeg kan opfange hvem indtrængeren er. Det er en trane.

"Slap af, Trende Tegn. Jeg er her for at hjælpe dig", siger den langsomt med en underligt dyb og rolig stemme - taget i betratning af, at den kommer ud af et langt næb. "Det kan ikke nytte noget at sove på posten" - er der måske et hint af klapren i den dybe stemme? Jeg kigger lidt flovt på Trane - hun(?) har jo ret. Grebet på fersk gerning. "Her, tag min sten". Jeg tager imod stenen uden helt at vide, hvad jeg skal med den. Den er vist af granit og perfekt rund, men ellers virker der ikke til at være noget specielt ved den. "Tak, men hvordan skal den hjælpe mig?" Jeg kigger forundret på stenen og på Trane. "Gør lige som mig, hold den i kloen, og du vil altid kunne holde dig vågen. Prøv, du vil blive overrasket".

"Hvorfor giver du mig bare din sten?", jeg kan ikke lade være med at være lidt mistænksom over for denne pludselige generøsitet. "Rotagar, ånderne anerkender, at du igen går Moderens vej. Lad dette være en lille opmuntring". Med disse ord letter Trane og flyver bort. Jeg kigger lidt fortumlet, stadig med søvn i krogene af mit sind, og beslutter mig så for at prøve efter, hvad Trane har sagt...