Vis tekst

  Sidst opdateret: 20. nov 2010 13:44
  Kan læses af: alle

Det var en af de efterhånden for sjældne besøg hos Mie og børnene. Det virkede lidt som hun altid havde en undskyldning.

Hun stod med armene over kors og med fødderne solidt plantet, da jeg kom ind, og jeg kunne se på hendes ansigtsudtryk, at det her var ikke godt.

"Daniel, det går ikke længere. Du kan ikke se dem mere". Den længe undertrykte frygt for dette øjeblik skyllede henover min hjerne. "Det kan du ikke mene - det er mine børn. Jeg lever og ånder for dem!", følelser rev og sled igennem mit sind.

"Gå, inden de ser dig.", sætningen blev underkendt idet den blev sagt, da man nu hørte jubelråb fra stuen inde ved siden af og ud gennem døråbningen kom Gerulf og Bjarke. "Far, far" kom det fra Gerulf, mens Bjarke blot var et stort smil henover det lille ansigt.

Mie blokerede børnene. "Far er på vej afsted igen - og han kommer ikke tilbage". Gerulf kiggede forvirret og stak så i et utrøsteligt hyl.

Jeg gik hen mod ham for at trøste. Mie stak en blokerende hånd ud for an mig med ordene: "Bland dig udenom"

Min verden gik i rødt...