Vis tekst

  Sidst opdateret: 27. aug 2003 04:49
  Kan læses af: alle


Jeg synes i flere omgange at have fornemmet, at folk har haft deres holdninger til den Århusianske vetoret. For nu at smide nogle usagte stikord på disken, så lyder det til at folk mener den er hensynsløs, giver plads til fordomme, elitisme, rygklapperi, selvfedhed, uretfærdighed og at den er asocial og usolidarisk. Sagt mere sådan i jævne ord, så tror jeg at folk generelt føler at det går lidt for vidt, hvis de skal sige til deres gode venner, kompetente rollespillere, at de ikke er velkomne og at man ikke må fortælle dem hvorfor, hvem der vetoede dem osv.. Min fornemmelse er at folk helst ikke vil sidde i den ubehagelige, sociale situation, samtidig med at de nødig vil se deres venskaber skadet.

Det er selvfølgelig alt sammen noget jeg har forståelse for. Jeg kan godt se det og har tænkt det samme. Jeg synes heller ikke, at det er rart. Til gengæld ser jeg ikke noget bedre alternativ.

Medmindre man har frit optag, hvor folk møder op som de er, så bliver man nødt til, som jeg har været inde på tidligere, at sætte nogle kriterier som folk skal opfylde for at være med. Disse kriterier er selvsagt kun meningsfulde, hvis folk så heller ikke kommer med, når de ikke opfylder dem.

Vetoretten er et sådant kriterium, idet den angiver, at ansøgeren skal kunne godtages på alle og samtlige præmisser som hele den nuværende spillerbase hver for sig måtte vælge er relevante for en sådan optagelse.

Fordele ved veto-metoden
- Det må forventes at et mindre nåleøje også kun lader gode spillere igennem. Det er i hvert fald en af dens pointer.
- Den nye spiller gør sig klart at Kampagnen betyder nok for ham til at han vil risikere den afvisning det er at blive vetoet i et forsøg på at komme med.
- Som en følge af denne dedikation forbereder alle nye spillere sig som regel ret godt.
- De spillere, der vil have en ny spiller med ved hvad det kræver, og bruger derfor mere energi på at coache og snakke med dem om det inden de går igang, hvilket giver bedre forberedte spillere.
- Alle er trygge ved en ny spiller fordi de hver især selv har sagt god for ham.
- Den nye spiller ved at han er velkommen af alle.
- Man slipper for at spille med mennesker som man af en eller anden grund ikke har lyst til at spille med.
- Man slipper for at tage en konfrontation med en man helst ikke ser i kampagnen. Vetoet falder anonymt.
- Den vetoede person vil ikke nødvendigvis føle sig dømt på sit rollespil, sine evner eller sin person. Afvisningen bliver relativt implicit.
- Der er den meget reelle mulighed, at kun én person har ladet et veto falde, og det er en rarere tanke, end at en hel spillergruppe, eller en 2-3 ledere, har talt om det og flertalligt vedtaget, at man ikke er cool nok udfra en lang række præmisser, som de så åbenbart fandt tungtvejende.
- Bedømmelsen er en engangsaffære, så når man er inde er man inde. I andre kriteriesystemer kunne man forestille sig en løbende evaluering, hvilket kunne gøre folk utrygge.

Ulemper ved veto-metoden
- Nogle spillere vil nægte at prøve at være med, fordi de ikke bryder sig om at blive bedømt på den måde.
- Folk kan føle sig meget sårede over at blive afvist.
- Man kan ikke altid få dem med man gerne vil.
- Man kan få et rygte af at være et elitært, asocialt svin.
- Man kan komme i en situation hvor man mener, at nogen er blevet uretfærdigt vetoet, men man er forpligtet til at støtte op om vetoet og holde sin tavshedspligt.
- Det kan skabe gnidninger internt, hvis den samme person sidder og vetoer alle ens venner.
- Bedømmelsen er en engangsaffære, så når man er inde er man inde. I andre kriteriesystemer kunne man forestille sig en løbende evaluering, der kunne tage hånd om det, hvis en given spiller slap ind og så pludselig begyndte at opføre sig åbenlyst tåbeligt og destruktivt.
- Folk kan ikke nødvendigvis få at vide hvorfor de er blevet afvist, og det har nogen et problem med.


Umiddelbart vil jeg sige, at vetoretten rent principielt har de 4 første ulemper til fælles med en tilfældig form for kriterium, der bare er almindeligt restriktivt håndhævet. Det ligger simpelthen i det at have kriterier for deltagelse, at de udelukker nogen og at der er nogen der bliver sårede og/eller vrede over det, eller bare holder sig væk fra at blive bedømt.

Samtidig deler Vetometoden også de første 4 fordele med alle tænkelige former for kriteria, der er bare almindeligt restriktivt håndhævet. Det ligger igen i det at have kriteria for deltagelse, at man må vælge udfra nogle kvalitative standarder og at de spillere der så kommer med besidder disse i højere grad en den samlede mængde ansøgere som helhed... man har jo valgt dem fra, der faldt under standarden (hvad end dén så gik ud på). Samtidig må man gå ud fra, at folk er klar over, at der er en sådan udvælgelse og, hvis det er en reel mulighed at blive afvist, også gør op med sig selv at deltagelsen er mere værd end denne risiko, ligesom de også må forventes at forberede sig bedre end ellers og få mere hjælp til det af vennerne.

Altså, der er nogle grundlæggende fordele og ulemper ved enhver form for optagelseskriterium, som Vetoretten selvfølgelig også har. Derudover har den også nogen, der er mere specifikke for lige netop den metode, og det må nødvendigvis være dem man så skal fokusere på, hvis man skal gøre op, om den er bedre end så mange tænkelige metoder.

Jeg vil ikke her gå ind i en fuldstændig afvejning af disse fordele og ulemper, da jeg i sidste ende tror at det er noget som folk afgør med sig selv alligevel.

Jeg vil dog sende et par af dem et ord med på vejen alligevel, helt generelt.

Vetoretten giver en fundamental tryghed i spillergruppen som giver et godt grundlag for grænsesøgende og godt rollespil. Det giver ikke kun en "professionel" men også en social accept, ligesom det også tvinger alle eksisterende spillere til hele tiden at overveje hvad der kræves for at være med i kampagnen. Man må gå ud fra at dette også giver stof til selvrefleksion, selvom det selvfølgelig ikke er sikkert i alle tilfælde.

Samtidig tror jeg faktisk, at det er nemmere psykisk at blive afvist af en anonym gruppe mennesker, end af et evt. panel af spillere der var nået til enighed om at du ikke klarede skærene. Det giver et mindre knæk på selvværdet, at det muligvis kun er én spiller der har noget imod dig, ligesom det også står hen i det uvisse hvad det rent faktisk er. Man slipper simpelthen for at sige grimme ting til folk, men kan istedet lægge op til den tanke, at det kun var en enkelt forstyrret spiller med pms, der ikke kunne lide vokalerne i vedkommendes fornavn. Det er en mulighed for at undgå en åben konflikt, som jeg faktisk synes er så barmhjertig som det nu lader sig gøre. Hvis folk vil stille sig uforstående og gerne vil have svar, så bliver det jo et problem, men hvis man tager dem seriøst og prøver at henvende sig fornuftigt til hinanden som voksne mennesker, så er det min erfaring, at så går det nok alligevel.

Til ulemperne kan det siges, at godt nok kan det være træls, at ikke alle ens venner kan komme med, men til gengæld er det prisen for mange af de gode fordele. Netop fordi _dine_ venner ikke kan komme med, kan du være sikker på, at dem der så rent faktisk kommer med er folk som du respekterer, vil nyde at spille med, kan lide og synes er cool... og du kan _samtidig_ være forvisset om, at alle andre har den samme indstilling. En bieffekt er selvfølgelig at det effektivt helt kan stoppe for optaget af spillere, men det er så der, at man som gruppe må tage en snak om det. Helt reelt vil det nok som minimum betyde, at der er et langsomt spiloptag, mens man må forvente at folk hænger ved, når de så først er inde.

Generelt kan man sige, at problemerne selvfølgelig er problemer og at man må løse dem bedst muligt med de midler man nu har. Sådan er det med alting. Dog vil jeg sige, at der ikke er nogle af de specifikke problemer som Vetoretten har, som ikke er til at komme over riiimeligt nemt. De store problemer er faktisk ikke problemer ved Vetoretten som sådan, men ved det i det hele taget at have kriterier for optagelse. På den anden side er de fordele som vetoretten giver ret specifikke for netop den metode, og svære at opnå på anden måde. Af den grund mener jeg at Vetoretten er en god metode, trods dens problemer. Det er selvfølgelig et holdningsspørgsmål i sidste ende, men personligt mener jeg at den virkelige diskussion ligger i hvorvidt man overhovedet vil tage det på sig at lukke folk inde eller ude. Er man først kommet dertil, er Vetoretten en udmærket måde at gøre det på.

Det er i hvert fald min holdning.

/Ulrik