Vis tekst

  Sidst opdateret: 01. mar 2004 22:33
  Kan læses af: alle

Kysten. Vandet er blåt. En klar, kemisk blå. Som tandpasta. Stift og ubevægeligt. Kolde, frosne bølger. Himlen er irgrøn og helt blank, ikke en sky at se. En flad tavle over jorden. En fugl står stille på himlen. Skoven er sort i sort. Næbbet på fuglen er åbent. Den er standset i et svingende dyk mod havet.

Morild sover. Han sidder på stranden og kigger. Det er ikke hans drøm. Bag ham står skoven kold og tom i alt sit mørke. Skriger som et åbent gab. Man kan høre havets brænding, men bølgerne bevæger sig ikke. Skumløse. Stift knækket midt i en bevægelse. Langt borte, inde mellem træerne, er en flok ulve ved at ofre.

Morild har været her før. Han har lugtet salten i vinden, skåret øjnene på farverne. Hvilet i skyggen af træerne og vandret over vandet, og selvom han aldrig har set de ofrende ulve, så har han en anelse der skræmmer ham.

Han rejser sig, går hen ad stranden og over den lille å, drejer op mellem træerne og hen til engen, der skråner ned mod åen til højre. Midt på engen står et læskur i gammel stil. Det er bygget op med en 2-3 vægge i planker og store, flade sten rejst i støtte til hinanden. Foran hytten er der tændt en klar, hvid ild. Flammerne spiller mekanisk mellem hinanden. Klirrende legetøjsslanger i farvet glas, der opmærksomt har rejst sig fra æsken og slår sig mod hinanden. Verden er skarp.

Omkring bålet står gamle kendinge. Mika er der, i midten, talende så højt at ingen hører ordene. Mugge står ved siden af cirklen, i skyggen. Holdt ude, med kolde øjne i natten. Fjeldhammer ligger kastet på jorden, krybende fuldt af had og trods under Mikas brølende ord. Slørbryder er blevet gal, og sidder tæt til ilden, med svedent hår og øjne på noget langt herfra. Øjne uden forstand. Våde og vanvidsblanke.

I cirklens kant, overfor hytten, står Sømosens Søn, mægtig og mørk, ludende og stolt. Hans kæbe er skåret i afsky og hans krop er dækket i ædle ting, vundet i hæder. Krigsbytte. Ved hans fødder sidder Røn, klyngende sig til hans bælte. Hun er smuk, håret sat i sølv og hendes underdanighed falsk. Øjnene stirrer med et blik helt inde bagerst fra et kranium støbt i hovmod og hendes stemme er kold og blød. Den lægger sig en tyst om hjertet.

Ved hyttens åbning står en halvcirkel af ulve. Morild går ind i scenen, men de ser ham ikke. Mika tordner stadig og skoven hvælver sig mod den grønne himmel omkring. Sortmåne sidder på jorden. Skabet og smudsig. Hun har mistet sit sprog. Hvæser og snerrer af skidtet under hende. Store sår ånder fra hendes bryst, og blodet flyder nedover hendes ben og skød. Danner spredte stjerner i mudderet.

Ved siden af ligger ildsjæl på jorden, såret og tung. Med ryggen i jorden og tomme øjenhuler i himlen. Over ham rejser Aslak sig, en skikkelse af ar og had. Nøgen, rasende og mægtig. Lænket ved halsen med en kæde, der er drevet i jorden et sted der fortaber sig i mørket. Blodet står ham fra munden.

Benedikte står i cirklen ved det hvide båls udkant. Hun har løftet Mathilde højt mod den irede himmel og barnets latter slår som knust glas ud i den stille luft. Moderen hvisker til sit barn, bærer det omkring og lader de ældre røre dets pande. Hun er tung og stærk, med slægten i armene. Indladende, bejlende til kredsen gennem sit afkom. Hendes hår klippet af. Hendes hud svedig og blank i lyset.

Toke står også i cirklen ved det hvide båls udkant. Hans arme og ben er føjet sammen af lænker og på ryggen bærer han en stor sten. Hans øjne er fjernet og han går som en blind. Hans vejrtrækning hvæser i latter og hans hår er vådt af edder. Han tror sig kongen af skøger. Bundet til jorden af stenens tyngde. Alle blikke vendt.

Ved hyttens stolpe står Drageild med armene foldet. Hans ansigt er smukt og hans øjne er stærke. Hans kraft er dæmmet op bag hans blik. Dette er hans. Disse folk. Denne æt og dette land. Bag ham, i hyttens mørke, kalder en kvinde på hans sæd. Hendes stemme er drukken og knækket. Hendes tanker i vanvid og forelskelse og krav. Drageild er støbt i stål. Hans tanker i mørke.

Morild stiller sig ved den hvide ild og kigger på alt dette. På dansen omkring dommen af Fjeldhammer, på Stormrytternes mægtige alpha, på krigernes vrede. Forvredent, falskt, manisk i klare farver.

Så taler Drageild til ham. ”Sæt ritet i gang, gode”. Trommen lyder. Den er i Morilds hånd. Fakler er blevet tændt i hvidt. Ilden brøler. Skridtene måles ud. Trommen lyder. Den er i Morilds hånd. Drageild talte til ham. De ser ham alle nu. Han står i midten af dem. Skoven er sort og havet langt væk. Himlen er nu kun en fjern, grøn krone over kredsen, tabt højt over træernes stræben som en stjerne midt i alt det sorte. Trommen lyder. Hårde slag og pulsen stiger. Rundt om bålet. Skridt, skridt, skridt. Ulvene skraber i jorden, løfter tunge åndedrag ind i kroppen, kigger på ham. Trommen er i Morilds hånd.

Morild løfter armene. Hylet står skarpt ud i natten. Ilden brøler. Ulvene brøler. Og dansen går i gang. Ulvene er ikke længere ulve. De er skygger støbt i kød. Varme gab bag hvide tænder. Trommen er i Morilds hånd. Skridt, skridt, skridt. Ilden flammer hvidt. Rundt om bålet løber de. Skridt, skridt, skridt. Himlen falder ned. Grøn og kemisk klar. Trommen er i Morilds hånd. Træerne er kun en horisont i sort. Himmel overalt, verden krænget op og ud. I midten flammer ilden hvidt. Skridt, skridt, skridt.

Morild er den sorte gode.

Ritet er forbi.

Drømmeren

Vækkes

Blidt