Vis tekst

  Sidst opdateret: 12. jun 2004 08:27
  Kan læses af: alle

I en vejkant ligger en krop. Helt stille, tungt imod jorden. Nøgen. Maven ned, ryggen op. Højt oppe er himlen blå. Græsset står tæt og nysgerrigt om skikkelsen. Kilder den forsigtigt i den stille vind. Det er en varm dag og horisonten smelter udi en flimrende dis af optisk bedrag. Langtbortefra nærmer sig en vogn med et æsel foran. Fluerne summer om den liggende skikkelse. Markerne er lange og grønne. Tunge af sommer. For enden af vejen, lige under solen, ligger en skov. Luften er stille, tæt af en ram stank af blod.

Ved siden af vognen med æslet går en mand. Han er klædt i en lys overfrakke i vadmel, der hænger ned til knæene. Hans bukser poser lidt og hans træsko klaprer gennem støvet på vejen, skridt for skridt, ved godt mod. Hans hud er solbrændt, foldet, gammel. Hans øjne er små og klare og hans hår mere end gråt. Selvom han er gammel er han stadig stærk. Stokken mere en vane end en nødvendighed. Hans blik vandrer forud, mod skoven og af og til misser han op imod himlen, smiler til solen og spejder efter ensomme skyer. Der er ingen fugle at se. Ejheller noget regn. Trisk, trask. Vejen går videre. Træskoene klaprer. Solen bager. Insekterne summer. Manden tænker træge tanker, lader sindet passe sit, mens fødderne går og hænderne retter æslet ind.

Omtrent da solen beslutter sig for at sagtne farten lidt og holde et hvil øverst på himlen inden den begynder turen nedad mod horisonten henover eftermiddagen, omtrent da, får manden med æslet øje på skikkelsen i vejkanten. Den er så sort af fluer som en kokasse. De svirrer og summer. Æder. Yngler. Skaber liv ud af døden. Meget af græsset er sort af blod.

Manden med æslet kigger forsigtigt over. Stanken rammer hans næse og han trækker ansigtet tilbage med et sæt, rynker brynene og smiler lidt beklemt. Synd og skam, hvad der sker med folk på vejene nu om dage. Synd og skam. Ingen steder er sikre længere. Berøvet selv tøjet på kroppen. Han ryster på hovedet mens han tager æslet ved grinen og vender sig mod vejen igen. Bag ham hiver skikkelsen efter vejret.

Han standser op. Rynker brynene igen. Kan det passe. Nej, umuligt. Fluerne fortsætter ufortrødent. Skikkelsen hiver efter vejret igen. Lungerne giver efter. Spytter luften ud. Hvæser i en tør hals. Manden slipper æslet og tramper græsset ned. Han griber fat i skikkelsen. Vender den om. Hallo, er du okay?

Skikkelsen er en mand. Det lange hår hænger i flåede tjavser. Venstre øje mangler. Kinden er flået op. Een stor skorpe af blod og pus. Højre øje stirrer dødt op på manden. Svullent og tåget som hos en druknet. Han er gammel. Huden tør og vissen. Slap over gamle muskler. Som om han engang var stærk, i en ungdom for længe siden. Blodårerne står frem bag rynkerne på hændernes ryg. Løber overalt på hans krop. Hans mave er flået op, hans side blå af slag. Han har ingen hud på hverken knæ eller albuer og hans ene hånd ser brækket ud. To fingre vender forkert, men han hiver efter vejret. Et sted i denne krop er stadig en gnist, der nægter at slukkes.

Manden med æslet lægger den sårede fra sig, trasker skyndsomt tilbage til vognen, samler et par tæpper, noget vand. Lidt frugt. Han fugter den fremmedes læber. Lægger hans hoved i sit skød. Reder hans hår fra øjnene. Varmer hans krop, vasker hans sår og svøber ham i tæpper, mens solen falder fra himlen og natten dynger sig ind over markerne. Fluerne standser deres summen og andre insekter vågner nu. En ild er blevet tændt. Den fremmede er faldet i en dyb søvn. Manden med æslet holder hans hånd. Følger blodårene med sine fingre. Mærker hvordan huden er ru. Furet. Som saddellæder man har glemt at fedte. Hånden er kold. Meget stille. Manden sidder sådan hele natten. Lytter til den fremmedes åndedrag. Langsomt, langsomt, finder det en rytme. Som om det lige skal overveje sagen først. Overveje om det er det værd, sådan at lægge sig til ro igen, eller om ikke bare det skulle stoppe. Standse op midt i brystet. Men det fortsætter, vejret. Det fortsætter, og den fremmede lever. Manden rejser sig kun en enkelt gang for at gå over vejen og pisse.

Henad morgen kommer kulden og feberen. Den fremmede sover stadig. Hans krop er kold. Tæpperne våde af sved. Han har også pisset i dem. Manden vasker den fremmede, svøber ham ind i sine egne sovetæpper. Stopper så en pibe. Kigger på morgensolen. Kigger på den fremmede. På æslet og vognen. På vejen der strækker sig mod skoven. Han har travlt. Har ikke tid til at tage sig af sårede og døende. Ikke tid. Han sukker. Tid, tid, altid tid.

Manden spænder æslet for, plukker græs til at lægge i bunden af vognen, og går så hen for at løfte op i den fremmede. Hans vejrtrækning piber og hvæser, men den er regelmæssig. Han bliver nødt til at tage chancen og flytte ham. Det nytter heller ikke at han ligger herude midt i ingenting. Han burde ses til af en læge. Manden med æslet griber fat under den fremmedes arme, ser hans hoved falder bagover, tager sig sammen og trækker ham ind til sig. Den fremmedes lunger knager vådt. Gisper. Raller. Stopper så pludselig. Manden med æslet mærker pludselig en skarp smerte i nakken. Verden blinker. Bliver hvid. Den fremmede har lagt en hånd bagom ryggen på ham. Har et godt greb om nakken lige der hvor den møder hovedet.

"Sæt mig ned, eller jeg klemmer hovedet af dig" Stemmen er knap mere end en hvisken, men manden med æselet er ikke et øjeblik i tvivl om hverken den fremmedes vilje eller evne. Langsomt, meget langsomt, læner han sig forover og lægger den gamle mand tilbage på lejet af tæpper.
"Undskyld". Tavshed. Den fremmedes øje kigger tomt op imod himlen. Hovedet faldet til den ene side.
"Undskyld, men jeg ville jo bare hjælpe. Tage dig til en by... ". Hans stemme knækker. Hans ord forsvinder. Der er ikke mere at sige. Han kigger på den fremmede. Kan se åndedrættet i hans bryst. Svært. Hans bryn fures endnu engang af bekymring. Hans hånd gnider nakken. Huden brænder stadig efter den gamles greb.

"Undskyld". Den fremmede bevæger sig knap for at tale.
"Hva?" Manden med æslet læner sig længere frem, for bedre at kunne høre.
"Undskyld jeg greb dig så hårdt om nakken." Den fremmede synker. Hans hals klikker. Er tør. "Det var ikke min mening at gøre dig ondt. Jeg ved du prøvede at hjælpe".
"Jo", manden med æselet kigger forlegent over på vognen "Jo, men... jeg havde også travlt. Ser du..." han bliver afbrudt af den fremmede. En hånd løftet afværgende. Det er okay.
"Jeg er døende. Kræfterne forsvinder fra mig. 3 dage. Jeg skal ikke flyttes. Jeg dør her ved vejens kant. 3 dage" Den fremmedes ord bliver til mumlen, og så tavshed. Hans blik flakker, bliver tomt. Stirrer stift ud i luften, men fanges så pludselig af verden igen og rettes direkte mod manden med æslet:
"Bliv her hos mig, du der reddede mig fra fluerne. Bliv her og hold mig med selskab mens jeg dør" Hans øje stirrer vildt på manden med æselet og den hans ene hånd griber om hans albue. Manden med æselet ser sig beklemt omkring. På de grønne marker. På solen. På æselet og vognen og på vejen forude. Den fremmede stirrer stift på ham, øjet knebent let sammen.
"Glem det. Du når ikke frem i tide. Bliv her hos mig. Hør mig tale. Til gengæld skal jeg sige dig din fremtid."
"Min fremtid?", manden med æslet kigger forundret ned på den gamle, døende mand? "Min fremtid?"
"Ja, jeg skal fortælle dig din fremtid, hvis du fodrer mig, slukker min tørst og plejer mig, holder mig varm og hører på mine ord indtil jeg dør eller tre dage er gået, hvad end der kommer først, og hvis jeg når at dø inden, så skal du sætte ild til mit lig så at røgen kan stige op. For det skal jeg sige dig din fremtid.
Manden med æselet rynker igen brynene. Skeptisk. Kigger så op på æslet igen. På vejen. Sukker så og trækker vejret dybt.

"Det er i orden. Jeg skal pleje dig i tre dage fra nu. Jeg når alligevel ikke frem i tide, hvis jeg skal have dig med, og efterlade dig kan jeg ikke."
"Godt". Den fremmede slipper taget i mandens albue. Lader de gamle hænder falde.
"Hvad er dit navn? Du, der reddede mig fra fluerne"
"Mit navn? Jeg hedder Manden Med Æslet... og dig?". Den gamle smiler. Spreder så læberne udover tænderne i et lydløst grin. Hvæser. Haha.
"Og jeg hedder Den Fremmede, Manden Med Æslet, Den Fremmede, men hvis du vil, kan du kalde mig for Morild, eller Gamle, det er der nogen der gør."