Vis tekst

  Sidst opdateret: 10. apr 2003 22:26
  Kan læses af: alle


Af Morild Den Navnløses Søn

”... hrrmphf.. hvad? Hvorfor helvede vækker du mig, din... ååhhh... te, det var venligt, eller den er måske ikke gratis? Lovede dig en historie, når jeg havde sovet? Gjorde jeg... nå jo, det gjorde jeg vel... MEN VENT DOG TIL JEG VÅGNER AF MIG SELV, lømmel. Hmm, lad mig se, en historie, ja, ja... nuvel, en historie skal du få, selvom det ikke bliver en helt traditionel én, der er endda fare for, at du måske går hen og lærer et eller andet af den.

Det begynder alt sammen for et stykke tid siden, under sidste måne rent faktisk. Det var den allerlyseste aften der er i løbet af hele året, den menneskene kalder for Skt. Hans. Det må de såmend også gerne for min skyld, selvom jeg nu synes det er lidt tåbeligt at kalde den andet end den lyseste dag i året. Der er ingen grund til at blande helgener ind i ting de ikke har noget med at gøre.

Nå, men jeg sidder altså denne aften og tænker langstrakte tanker. Sådan nogen som man tænker, når man vender sin fortid for sit indre blik. Du er aldrig færdig med din fortid, husk det! Du gør muligvis noget andet idag, end du gjorde før i tiden, du kalder måske nye ulve for dine kobbbelfæller, måske, hvem ved, er du en helt anden end du var dengang, men derfor har din fortid stadig ting den kan lære dig, for bedre lærer finder du aldrig. Det er ved at vende det vi har gjort, at vi kan lave om på det vi vil gøre.

Du er som halsen på et timeglas, en portal som tiden flyder igennem. Du vælger hvordan sandet skal falde i bunden, og kun ved at tabe det første korn, følge det og altid huske det, ved du hvordan du skal smide det næste. Altid gennemstrømmes du af det der løber omkring dig, det er ikke noget du kan ændre, selvom den stolte ofte forsøger, det er noget du må acceptere og med tiden lære at elske.

Vogt dig for dem, der siger, at de elsker Gaia, og se, om de åbner sig for hende. For at elske hende, må du først lære at stole på hende, det er desværre rækkefølgen, og vildledte og ynkværdige er de, der af stolthed ikke tør give sig hen, dem der forsøger at bygge sig et fast fundament, istedet for at overgive sig til deres egen oprindelse. Det er en evig genkomst at give slip på sit fundament, i den tro, at man derved mister sig selv og så istedet finde sig selv i en større sammenhæng. Du er i sandhed vis, når du kan åbne dig helt for denne gennemgang, for så har du ikke alene skaffet dig den nødvendige viden, men også truffet de rette valg. Og husk, at være på vagt, for det er tegnet på den uvise og overilede, niddingen, at han snører sin sjæl sammen for at undgå at tiden, og dermed også Gaia, løber igennem ham og giver ham liv og indsigt. Tænk grundigt over dette.

Hmm,... hvor var jeg nu... nå jo, den lyse aften.. Det var sådanne tanker jeg havde denne aften, tanker som også du engang vil lukke ind i dit hjerte. Som jeg altid gør denne aften, tog jeg også denne gang afsted til den anden side, idet solen gik ned. Det var en smuk aften, med let regn og tunge, varme dufte, der omklamrede en og hviskede forførende og søvnige ord til ens blod, indtil det strømmede langsomt og dovent igennem éns årer, som en stille flod, ledet af hjertets tunge åretag. De lange, blege skygger strakte sig ind over mig, som en hær af flygtige, grå mennesker. Én måde at træde over grænsen på, er at lade sig bære på skuldrene af denne stille, grå hær. Din sjæl og tanke skal være meget, meget let, det er det, der er tricket. Det er svært, men også meget smukt. Husk det smukke, når du kæmper, det er noget vi glemmer alt for let, selvom det også er noget af det, der styrker os mest.

Jeg kender et sted på den anden side, som er glemt af de fleste. Det er et sted, der bruges af Fenris Goder til at søge visdom på den slags aftener. Det er ikke et vi, tro ikke det. Der findes masser af steder, hvor man kan søge visdom og styrke, som ikke er et af Gaias kildevæld. Stedet jeg snakker om, er en gammel offermose og tingsted, der ikke er blevet brugt siden... ja, jeg ved ikke hvornår den sidst blev brugt. Stedet er vigtigt for danaland for det siges, at fortidens folk tog hertil, når de skulle ofre deres konger. Hvem ved, hvad der ligger under dét vand, der ligger blankt og mørkt på dette sted. Kun grene, tuer og siv vokser på dette sted, for ikke megen sol slipper gennem det klamme tæppe af dis, der ligger over dette sted. Det siges, at det er fra moser som denne, at lygtemændene i tidligere tider kom til vores verden, og at det var til moser som denne, at de lokkede vildfarende til en våd og stille død blandt tudser og søde, rådne blade.

Således for også jeg, denne aften, ud i denne mose, for på dette sted lever lygtemændene stadig, de døde, der er gået under i mosen, og de gemmer på mange hemmeligheder, thi de døde ved, hvad levende kun husker i drømme. Lygtemænd lokker med det som den vejfarende ønsker sig, som så mange andre ånder gør det. Nogen af dem har mere at lokke med end andre, selvom de fleste af disse ånder kun kommer med tomme løfter. Lygtemænd har viden af en helt særegen art, som de vil fortælle dig mere og mere af, jo længere du forvilder dig væk fra vejen og sikkerheden. De bruger dit begær til at slå dig ihjel, husk det. Og det er ikke kun et dårligt begær, efter mad, eller magt, eller et eller andet korrumperende, men derimod dit ærlige og gode ønske om at besidde noget du kan gøre godt med. De er besnærende netop af den grund, fordi de dækker sig i lys, fordi de foregiver at være hjælpere, når de i virkeligheden kun er ude på at gøre ondt. Hvordan man fanger disse ånder skal jeg lære dig en anden gang. Indtil da, så hold dig fra dem, ellers skal jeg personligt komme og smide dig i mosen.

Jeg har min egen lille tradition for at gøre det af med en skripi hver gang årets gang finder vej til denne dag, men denne gang skulle det være anderledes, for bedst som jeg var på vej efter et dansende og halvt hviskende, halvt syngende lys, vadende til knæende gennem en lund af oversvømmede træer og visne, rådnende tuer, hørte jeg gennem disen, tæt ved, på min højre side, en fugl skrige. Måske var det et tilfælde, at jeg netop var dér, på dette tidspunkt. hvem ved, hvad der var sket, hvis jeg ikke havde fundet min vej igennem dette sted? Måske var budskabet sldrig blevet hørt? Måske var det blevet hørt af en anden? En lygtemand, måske, der så kunne bruge den viden som jeg nu fik, til at lokke unge brushoveder som dig selv til en tidlig død. Pris dig lykkelig for, at du får denne viden i bålcirklens tryghed og ikke hvisket i øret inden din hals og næse fyldes med koldt, mørkt vand, der lukker sig barmhjertigt over dig.

Da jeg vendte hovedet for at...!? HALLO... DU SKAL FANDENME IKKE SIDDE OG NIKKE, NÅR JEG FORTÆLLER DIG NOGET!... Nå,... hvis du har brug for at sove, så sig det? ...Nå ikke. Hmm, okay, hent mig noget mere af den te der, og tag også noget til dig selv... erfaringen - ja det er sådan noget vi ældre har - siger mig at unge hvalpe ikke falder i søvn, når de først én gang har tabt et krus varm te i skødet på den konto... hmm, man fristes jo helt til at plapre løs om ungdommen nu til dags... nå, det var bedre... sæt dig så ned igen og hør efter... hvor var vi nu...?

Nå jo, jeg hørte en fugl skrige, hér, i denne sump. Da jeg så vendte hovedet for at se hvad det var, sad der en gammel forpjusket ravn og svajede på en tynd gren omkring en meter fra mig. Den så vældig ophidset ud, og det var helt klart, at den ønskede et eller andet, men også var lidt tilbageholdende med at spørge om det, måske fordi den var forpustet, og måske fordi den også gerne ville spille lidt vigtig. Det er vigtigt at lade ånder få deres vilje når det kommer til denne slags ting. Skynd aldrig på den, eller nægt den dens små glæder, hvis den er god. Ånder er ikke vægelsindede som mennesker, de er rent dem selv og prøver ikke at være noget andet. Mennesker, og garou, for den sags skyld, prøver tit at være anderledes, eller noget andet end det de er. Hvorfor ved jeg ikke; jeg har aldrig forstået mig særligt godt på mennesker, de er utilregnelige. Fuglen, der sad overfor mig, derimod, var en heltt anden snak. Da den havde fået min opmærksomhed gav den sig henkastet til at rette lidt på sine pjuskede fjer, og lod som om den havde glemt mig til fordel for denne vigtige opgave.
"Undskyld, jeg forstyrrer," sagde jeg høfligt, "De ser ud som om de måske har et ærinde?" Ravnen kiggede tydeligt distraheret op på mig og gav mig et blik som en tålmodig far, der skal til at irettesætte sit tungnemme barn.
"Ærinde? Hmmpf, livsvigtigt siger jeg dig livs-vigtigt." sagde den fornærmet og svang med hovedet, så den var ved at skvatte ned fra grenen. Efter en heftig kamp for at bevare både balancen og værdigheden fortsatte den fornærmet, som om det var mig, der havde skubbet den:
"Hvis du ellers er færdig med at rende rundt her, så er der brug for dig et andet sted. Kongerne er oppe at slås!" Med de ord lettede ravnen og fløj afsted. Hvad den mente, vidste jeg ikke på det tidspunkt, men jeg fulgte straks efter den, da jeg fornemmede, at den ikke havde onde bagtanker.

Således gik der lang tid, hvor jeg kæmpede for at følge med fuglen, der jo kunne bevæge sig langt hurtigere end mig. Efter kort tid var jeg gennemblødt, af at storme gennem vand, der gik mig til livet, halsende, forpustet og gennembanket af at støde på gamle stammer, der skjulte sig i mosens vand. Men hver gang jeg var ved at komme uhjælpeligt bagud, standsede fuglen op, og ventede på, at jeg skulle indhente den. Jeg ved ikke hvor længe min vandring varede, for i den mose, hvor jeg var, skinnede solen aldrig. Istedet var alt henlagt til det evige disede tusmørke, der lukkede sig endnu tættere og koldere om mig, nu trættere jeg blev.

Først da jeg troede, at jeg snart måtte give op, at jeg havde svømmet over alle de søer og vadet genem alle de lumskestrømme og hestehuller, som jeg kunne klare, før jeg måtte lade ravn være ravn og hvile mig, lod det til, at vi var nået frem, for pludselig lettede tågen, eller, rettere sagt, jeg trådte pludselig ud af den, som havde jeg trådt igennem en dør; en dør, der ikke så meget førte ind til noget, som den førte mig ud i et helt nyt landskab. Hmm... ja, det var i sandhed et nyt landskab jeg trådte ind i. Foran mig lå et bredt bælte af faststampet jord, to stenkast bredt. Bag det lå en sø, med det samme sorte vand som mosen. Dens fjerneste bredder fortabte sig i den samme tågede dis, som jeg netop havde forladt. Over mig strakte sig nu en vid, åben himmel, der virkede svimlende og overvældende i kontrast til mosens våde indelukke.

Dog var det ikke engang himlen, der fangede min opmærksomhed, selvom den var nok så overvældende. Det der pådrog sig mit blik, va en skikkelse, der stod, høj og tynd, ved søens bred, lænet til en høj stav, som var den fremmede for gammel eller svagelig til at stå oprejst ved egen kraft. Han var dækket i rejsetøj, der var så støvet, at det flød i ét med alt gråt omkring ham. Hans ansigt var dækket af en bredbrimmet hat, og på hans venstre skulder sad en ravn. Først troede jeg, at det var den ravn, der havde bragt mig hid fra mosens dyb, men et skrig højt oppefra ledte mig på andre tanker.

"Hid har jeg nu bragt ham, han der lytter til tabte tiders tunger, har jeg nu bragt skyndsomt hid.
Vidt fløj jeg og dybt så jeg, for at finde den dødsmærkede dåre, jeg fløj vidt og jeg så dybt
Du bød mig afsted på verdens vinde, jeg, din tanke, midgaards vidne at finde, afsted du bød mig på verdens vind."

Først troede jeg, at ravnen skreg til mig, dér, højt oppe fra dens cirkler mod den blege himmel. Men det gik op for mig, at skrigene var stilet til skikkelsen på bredden, og at ravnen nu havde mistet al interesse for mig til fordel for sin herre. Pludselig var det som om skikkelsen på bredden fik øje på mig, eller snarer, som om den først nu syntes at kere sig om min eksistens, nu da jeg øjensynligt var blevet introduceret af ravnen. Det var som om alting, selv den nys genfundne himmel over mig, blegnede til fordel for det sorte dyb under den fremmedes hat, som om hans usynlige blik sugede mit til sig og uden nåde holdt det fast. Havde han grebet mig med sine hænder og holdt mig fast for at kigge på mig, havde jeg ikke følt mig nøjere undersøgt, end jeg nu havde fornemmelsen af, at jeg blev… Hmm, jeg ved ikke hvordan jeg skal beskrive det jeg så, for jeg har ikke set noget lignende, så jeg har ingen ord for det… og det på trods af, at jeg har stirret væsener i øjnene som er ældre end den ældste garou.

Jeg har dystet med modstandere, der står over hvad vi overhovedet tager i betragtning som godt og ondt, modstandere, der har samme eksistensberettigelse som tidevandet. De er evige, fordi de var med fra starten, de er de første, de ældste, ligesom solen og andre naturfænomener, styrer de deres ting, deres arbejde. De er oprindelige, de… hvad?… om de er Gaias børn? På en måde,… på en måde. De er senerne og knoglerne og organerne i Gaias krop. De er funktionerne i dele af hendes kredsløb, ligesom naturkræfterne, som du kender dem, er det i andre, for de ældre styrer ting som du ikke aner noget om. Ikke engang jeg kender andet end en lille håndfuld af dem, og det er jeg tilfreds med. Forstår du nu hvorfor det påvirkede mig så meget, at denne fremmede kunne holde mit blik så fast som han gjorde? Jeg var så lammet som et rådyr fanget i et par billygter, men jeg skammer mig ikke, for jeg kender mine egne begrænsninger. Skam kommer, når din stolthed bliver krænket, men din stolthed kan kun krænkes, hvis du overskrider dine egne begrænsninger, og blæser dig selv op til mere end du er, husk det!

Jeg ved ikke hvor længe vi stod sådan, betragter og betragtet, men pludselig brød den fremmede stilstanden. Jeg ved ikke hvordan, men det var, som slap han mig pludselig, som havde han set nok og pludselig var jeg ikke længere opslugt af det allestedsnærværende, dragende mørke under hatten, men stod jeg ved udkanten af en bred strand, omkring to stenkast fra en skrøbelig gammel skikkelse. Den fremmede vendte sig halvt og så udover søen. Sådan stod han lidt og jeg stirrede, for at se, hvad der havde fanget hans opmærksomhed. Pludselig hævede han den ene arm og pegede udover søen, op på den blege himmel over os. Derefter vendte han sig igen imod mig og sagde:
"Jeg tager dig til mig, Morild… " Ordene klang helt tydeligt i den ubevægelige luft, og bagefter var der så stille, at jeg et øjeblik troede, at det var ren indbildning, og at han i virkeligheden ikke havde sagt noget.

Derefter vendte den fremmede sig om og begyndte at gå imod tågen og mosen omkring os. Ravnen, der endnu fløj højt over os begyndte at dale, og den landede på hans frie skulder, idet den fremmedes sidste støvede kappeflig forsvandt i tågens grå kulde. Jeg var alene ved søen.

Stadig forundret, gik jeg ned til søens bred, hvor den fremmede havde stået. Der var ikke en vind at mærke og vandet var spejlblankt. Der var heller ingen fodspor, men det var ikke det der optog mig, men derimod noget, der fangede mit blik, noget, der hang højt over søens blanke, sorte vand. Noget der var på vej ned. Det var tre fugle, der cirklede, men de var endnu for højt oppe til at jeg kunne se dem klart, så jeg satte mig ved søens bred og ventede.

Efter tolvhundrede hjerteslag kunne jeg høre dem skrige, og efter tolvhundrede til, kunne jeg se dem klart. Den ene var en ung, rød hane, den anden en midaldrende, grå albatros og den tredje en gammel, hvid krage og de skændtes højlydt. Fra deres skrigende tale gik det op for mig, at det var noget som de cirklede om, der var årsagen til deres genstridighed og jeg vendte mit blik imod søen, for måske at få et glimt at det omstridte. Og det fik jeg, for dybt nede under det sorte vand, helt ude på midten af den store sø, fik jeg pludselig øje på et lys, som om noget derude pludselig havde fanget en vildfaren solstråle og gavmildt sendt den videre til mit øje. Nok har jeg kun ét øje, men det bedrog mig ikke, for der lå rent faktisk noget derude, midt i søen, som de to prægtige fugle cirklede om. Først kunne jeg ikke se, hvad det var, men efter et stykke tid vænnede mit øje… hva’?…hallooo… hmm, ulve nu til dags, vækker mig tidligt på morgenen for at fortælle en historie, og så falder han i søvn… det lille skind. Hmm, morgenen er endnu ung… vente lidt kan man jo altid, måske kunne der endda blive tid til lidt arbejde.

….

Nå, fik du sovet ud? Godt, lad os så komme videre. Hvor kom vi nu til…? Nå jo, de to fugle og hvad de cirklede om, selve historiens kerne. Hmm, altså, jeg stirrede ud over søen for at finde ud af hvad det var den unge, røde hane, den midaldrende, grå albatros og den gamle, hvide krage kredsede om. Efter et stykke tid, fik jeg øje på det de to fugle kredsede om: et lig. Ikke så underligt, egentlig, bortset fra, at det ikke ligner en hane, at kredse om ådsler.

Den livløse skikkelse lå indsunken og læderbrun en håndsbredde under vandoverfladen. På dens arm sad en guldring og ved dens side hang et sværd. Efter at have stirret endnu et stykke tid, så jeg det mørke dyb, der strakte sig ind i siden på liget. Et hul, der sandsynligvis stammede fra det våben, der slog manden ihjel.

Måske kender du allerede til de gamle skikke, men ellers, så lad mig oplyse dig, guderne skal vide at du kunne trænge til det. I gammel tid, når man ofrede, så havde det betydning, ligesom i dag, hvordan man slog sit offer ihjel. Grauballemanden har fået halsen skåret over, han var en fri mand. En træl bliver oftest bare druknet, da det anses for en passende død. Hele ideen er, at værdige mænd skal slås ihjel med våben, således, at de slutter sig til frændeskaren i Valhal. Derudover slår man også mændene ihjel med et bestemt våben, der passer sig til den gud, som man ønsker at give ham til. Et sværd, så er det Freij, en hammer så er det Thor, en bue så er det Uld, en økse så er det Tyr og et spyd, som liget i mosen, så er ofret givet til Odin. Spørg mig ikke hvorfor jeg vidste, at det netop var et spyd, der slog denne mand ihjel, det gjorde jeg bare. Måske fordi det var meningen, at jeg skulle vide det. Nu har Odin jo mange funktioner som gud. Han er kongen over dem alle, og spænder over alle månefaserne, selvom han mest af alt er gode. Han er også dødsgud, noget som der tit blev lagt vægt på, når man ofrede til ham. Men dette lig, havde ikke været en hvilken som helst mand. Guldringen på hans arm var en kongsring af den slags som gives til en konge af hans hird, hvis han har udvist visdom og ført dem til sejr og sværdet ved hans side strålede så blankt og var så rigt udsmykket, at han måtte have været en konge.

De tre fugle svævede stadig højt over mig, men ikke højere end at jeg kunne forstå hvad de sagde. Hvis du nogensinde får en uges tid tilovers, så brug den på at lære fuglenes sprog, det er en færdighed som du kun vil takke dig selv for at have haft fornuften til at lære… Hmm, nå men jeg kunne altså høre hvad de sagde, og jeg havde haft ret første gang, da jeg gættede på, at de skændtes.

Jeg er Bedstefader Krage, skreg kragen, og Bedstefader Krage hvisker visdom om liv og død i kongns øre, og bedstefader Krage har altid krævet kongskød som sit offer.

Sandt nok, skreg albatrossen som svar, men hvem ser kongsskibets rute og følger det på vej langs højde og bredde, langs alle koordinater og alle ruter, det gør Fader Albatros, så Fader Albatros har ret til kongskød som sit offer.

Sandt nok, skreg hanen, men hvem vækker kongen, når han skal drage i krig, og hvem holder sammen på flokken, mens han farer til valpladsen, kæmper og dør, jeg er Manden Hane, og jeg kræver kongskød som mit offer.

Da de hver især havde fyret deres svadaer af, gik der et stykke tid, hvor de blot cirklede om hinanden. Tavse, bortset fra enkelte, hidsige skrig, der afholdt nogen fra at dykke efter byttet. De var efterhånden kommet temmelig lavt ned, lavt nok til at den rette skytte kunne have ramt dem med en slynge. Heldigvis var der ingen sådanne stenhvirvlende folk i nærheden, for min nysgerrighed var nu vakt så meget, at jeg vovede mig til, ganske forsigtigt, at vade langsomt ud i den sorte søs vand. Dens blanke vand sendte tyste, bløde ringe i alle retninger, og jeg var ikke noget mere end en snes skridt ud, før vandet blidt kildede min hage, mens det smøg sig om min krop, forvissende mig, med stiltiende løfter om at bære mig oppe, løfte min krops tungde væk fra bunden og ud i vandet, lade mig svæve ud til de tre fugle, skjult og beskyttet. Højt over mig startede fuglene igen deres skænderi:

Jeg er Bedstefader Krage, jeg er den viseste og den ældste, jeg er fortiden.
Jeg er Fader Albatros, jeg er den med overblikket og i min bedste alder, jeg er nutiden
Jeg er Manden Hane, jeg har modet og min rene ungdom, jeg er fremtiden

De lød ophidsede, hvilket nok har været til mit held, for jeg havde efterhånden præsteret, at svømme langt ud i søen og var nu kun tyve meter fra den døde konge og hans attraktive, konserverede mosekød. Efter endnu et par forsigtige svømmetag ville jeg have været der, havde det ikke været fordi de pludselig startede igen, dér lavt cirklende over mit hoved.

Jeg kræver at krybe i kongens klæder, jeg vil være majestætisk som han, jeg, bedstefader Krage.
Nej, jeg kræver at krybe i konkens klæder, jeg vil kunne skue som han, jeg, Fader Albatros.
Nej, jeg kræver at krybe i kongens klæder, jeg vil kunne kæmpe som han, jeg, Manden Hane.

Først var jeg forundret over fuglenes ord. Tidligere havde de krævet hans kød, men nu var det hans klæder. Først gik jeg ud fra, at de mente sværdet ved hans side og ringen om hans arm, men som jeg kom tættere på, så jeg pludselig noget, jeg ikke havde lagt mærke til før, for kongen lå ikke bare på en tue i vandet, eller som en klump gennemvådt tømmer, der driver lige under overfladen, han lå i en båd. Det var en meget smukt udfærdiget båd og den havde sikkert været meget sejlstærk engang, for den var sunket under vægten af sin last, for under kongen lå et ligbål klar. Alt var der, planker, tjæreklude og bastreb. Smukt anrettet med den gamle konges lig, skrumpet og forvredent, blidt anbragt på toppen, som for ikke at vække ham. I bådens fodende lå mange våben, en skik der blev brugt i sin tid. Våbnene der blev lagt for den dødes fødder, var altid hans fjenders våben, således at han kunne bære noget af sin hæder med sig og valkyrierne ville tage ham til sig.

Men hvor mystisk og forunderligt et syn dette end var, så var det ikke noget af dette, der fangede min opmærksomhed, det var derimod dét som kongen havde ved sin anden side, dér hvor han ikke havde sværdet. Smukt anrettet lå den prægtigste kongeørn jeg nogensinde vil komme til at se. I det øjeblik jeg først så den, var det som om den blinkede til mig, dernede fra, en håndsbredde nede i det mørke, kølige vand. I modsætning til menneskekongen bar kongeørnen ingen mærker fra at have været nedsænket i mosens vand.

Mens jeg lå der, svævende i vandoverfladen, med min ene hånd lukket om den gamle båds ræling, stirrende på de to afdøde konger, hørte jeg pludselig de tre fugles skrig komme farende imod båden. Jeg dykkede hurtigt ned under vandet i håb om ikke at være blevet opdaget endnu. Idet jeg gled igennem vandoverfladen fik jeg et sidste glimt at ørnen ved kongens side og i det sekund, et blink for jeg forsvandt i det mørke vand, var det som om den blinkede til mig. Jeg gispede af overraskelse og mistede min dyrebare luft, men det var for sent, jeg måtte dykke nu, hvis jeg ikke ville opdages. Idet jeg forsvandt i vandet gled billedet af den i et øjeblik levende ørn atter forbi mit indre blik og pludselig var det som om et spyd af lys borede sig igennem min pande og ind i hjernen på mig.

Det var en tanke der fór pludseligt igennem mit hovedl: Det var ikke kødet de var ude efter, ved nogen af de to konger, det var fjederhammen. De konkurrerede om at få lov til at flå bugen op på Fuglenes Konge og krybe i hans skikkelse, således at de selv kunne svæve højt over de andre og være himlenes hersker, således at de selv kunne få den majestætiske udstråling, det skarpe blik og den styrke som følger med en konges magt og egenskab.

Det var som havde nogen overtaget kontrollen af min krop, og hvisket mig alt dette i mit øre, for pludselig kom jeg til mig selv igen, uden at kunne huske nogensinde at have mistet grebet. Jeg fandt mig selv adskillige fod under vandoverfladen og jeg så båden hænge over mig mellem bundens mørke og vandspejlets gnistrende lys… jeg prøvede at komme opad igen, for jeg havde efterhånden ikke mere luft, men jeg fandt min krop hængende død i vandet, livløs og kold, langsomt dalende nedad. I et nu vidste jeg, at jeg ikke ville komme tilbage til overfladen, så jeg kiggede i stedet derop, for måske at få øje på noget, en sidste ting, en sidste viden, som jeg kunne tage med mig i min våde grav… hvem ved, måske ville en ung garou en dag høre en fortælling om en af Troldhøjs goder, og forsøge at tilkalde hans ånd, og måske kunne jeg så komme til ham og dele med ham den visdom, som jeg samlede på dette tidspunkt, husk det.

Over mig så jeg båden glide længere og længere væk i takt med at jeg sank. Svage lyde nåede mit øre, men jeg var ude af stand til at afgøre, hvor de kom fra… måske var det fugleskrig, måske ikke. Det eneste jeg så med sikkerhed var de tre fugle, der cirklede om båden, de indkredsede sig mere og mere, hurtigere og hurtigere, for tilsidst at fare mod den, bryde vandspejlet og slå kløerne i rælingen… det sidste jeg så før mørket lukkede sig omkring mig var et væld af fjer, der langsomt dalede ned omkring mig, som farveknitrende snefnug en solbestrålet vintermorgen. De landede blødt og lydløst på min kolde hud og jeg hørte en stemme for mit øre: ”Jeg tager dig til mig, Morild”. Alt var sort…

…

… Jeg troede ærligt talt, at det var ude med mig, som jeg lå der i mørket, uden tyngde, som om min krop havde opgivet materien og opløst sig selv til ren form. I en evighed så mit øje intet lys og mine ører hørte kun tavshed. Alt var stille som en bevidstløs søvn, og min sjæl græd meget over alt det jeg havde tabt og over alt det jeg nu skulle finde, men pludselig var det som om noget var forandret, selvom jeg ikke vidste hvad. Der gik lang tid, før jeg fandt ud af, at jeg faldt. Jeg ved ikke hvorfor jeg vidste det, for mine sanser afslørede kun det samme intet som de altid havde gjort. Da jeg endelig ramte bunden, var det en anden bund, end den jeg havde forestillet mig, nemlig min krop.

Tilbagelænet og afslappet fandt jeg mig selv siddende i solens første stråler, på den selv samme bakketop og ved det selv samme skovbryn som jeg havde sat mig ved aftenen før. Skyggerne der havde båret mig afsted, trådte efterhånden ud af mørket og krympede umærkeligt under morgensolen efterhånden som den blev klarere og steg op over himlen.

Hvad har du så lært af denne historie…? Hmm, du har ret, du skal have tid til at tænke over det, for hurtige svar er oftest forkerte, eller overfladiske. Lad mig sige dig så meget, at historien, udover at være sand, også er symbolsk. De tre fugle er ikke, som du måske sidder og tror, totemånder, eller avatarer for et eller andet princip. De er billeder på tre faktiske skikkelser, som du kender. Tre skikkelser, som i vores tid, i vores land, træder ud af mængden og fremviser deres egen ret, til at lede os alle og stige over de to andre, ligesom Kongeørn stiger op over alting og bliver anerkendt blandt fugle som den, der har den højeste rang og værdighed, således skal den skikkelse, der vinder konkeværdigheden i Danaland også stige i rang og værdighed over alle andre.