Vis tekst

  Sidst opdateret: 10. apr 2003 22:27
  Kan læses af: alle


Jeg hører, at der findes frygt for mig blandt de mange. Jeg hører, at mødre gemmer deres børn når de hører min stok, og gårdfædrene knuger deres våben og løsner deres hunde. Lidet ved de dog, at ingen hund vil bide mig, for jeg har vandret i nordulvenes spor til tinder skjult i gudernes himmel. Jeg har vandret blandt handlende og blandt sigøjnere og jeg har set elverfolk blive født og dø på et åndedræt i mit liv... du tror mig ikke? Måske finder du det svært at se, at dette folks gud forblænder dem med løfter om styrke efter døden, i en have ingen mand har set. Jeg finder det svært at se, at ingen kan se at Odin rider blandt jeres hjem når i slumrer i sengehalmen og jeres køtere er stumme af rædsel.

Måske er det naturligt, at i intet ved om jeres eget liv, når i ikke vil lytte. I taler. I lader aldrig noget komme ind. Hvorfor være tigger, når fyrstedømmet ligger for den, der tager modet i sin hånd og lytter til de gamle viser om de sande guder, der skabte jorden ved Ymers kød.

Hvorfor forfalde til bønner til en henrettet, når man kan få skovens største eg til at lude ved sine knæ og gråbjørnene til at holde en varm i en vinternat? Jeg har shamanens galder, vølvens sejd og Odins runer, som også jeg har hængt i ni midsommernætter for at sanke fra jættegrundens kullede muld. Jeg er fortidens mørke, hvis budskab skal lyse fremtidens folk igennem det ragnarok som I nu lader rådne frem i jeres frygtsomme hjerter.

Jeg vandrer i dette øjeblik ad de nordlige stier og I gør klogt i at vente mig, for jeg er Gamle, søn af Mimer, ejer af Odins øje og den kilde hvorfra Yggdrasil, verdensasken, sanker sin kraft til himlen, og jeg er kommet for at sikre jer en plads ved Valhallas bænke.

- Gamle