Vis tekst

  Sidst opdateret: 17. jun 2006 15:26
  Kan læses af: alle

Der hviskes i umbraen. Ulven har været der længe. Det er ikke unormalt at have en ulv til at bo, men det er lidt specielt heromkring. Og så især når ulven bor ved en ånd, under én ånds beskyttelse. Men det er ikke kun derfor de hvisker, ånderne. De ved der er noget specielt, der skal til at ske. De sidste par dages aktivitet omkring hulen nærmest beviser det, men selv uden aktiviteten, ved ånderne der skal ske noget specielt. De kan mærke det. Det syder i luften af spænding, som om alle har gået og ventet. De ved ikke helt, hvad de har ventet på, men jo længere man venter, desto større spænding. Det er især nogen af de mest utålmodige, der bevæger sig uroligt rundt. Nu må der da snart ske noget.



De andre ulve er kommet der regelmæssigt, nogen mere end andre, men denne gang er der ikke nogen af dem der er gået igen. Det må være tæt på, det der skal til at ske. Nu er det kun forfædrene der må komme tæt på hulen, det er deres ret at byde nye slægtsmedlemmer velkommen. Men det er også dem der skal danne ring om hulen. Alle har de svoret en ed til guderne. Det er Freja, der nu har holdt dem til den ed. Det er Freja der har sendt dem til hulen. Hun har givet ulven de runer der skal beskytte og forankre.



Mika ligger på nogle skind på gulvet. Hendes enorme mave er udspillet, og ser ud til at den mindste bevægelse kan få huden til at sprække. Huden er dækket af runer, og om halsen har hun et smykke. En stor firkløver, hvor hvert blad er forskelligt fra det andet. Hun puster, og er tydeligt i smerter. Benedikte holder hendes hånd, og prøver at berolige hende, men Mika er overbevist om at noget er galt. "Det gør så ondt", klynker hun. Benedikte smiler vidende. "Ja, det skal det gøre". Forfædreånden siger: "Så er det nu du skal presse"



Der høres et skrig af smerte. Så et mindre skrig. Et skrig af vrede. Vrede over at blive taget fra sin bolig, selvom den var lidt trang. Så bare lidt gråd. Ulvene hyler i velkomst inde i hulen. Alle kigger forventningsfuldt hen på Gamle Gråskæg. Han ryster sørgmodigt på hovedet. Det er ikke slut endnu..



"Freya", siger Mika, "Den første skal hedde Freya". Hun kigger op, som om hun kan se nogen stå der, og smiler så. Smilet bliver dog hurtigt forvrænget, da veerne kommer igen.



Der er gået to døgn. Men ånderne mærker det ikke. Tiden er anderledes i umbraen. 3 gange har der lydt gråd, og 3 gange har ulvene hylet i velkomst. Gråskæg sidder roligt og venter. Så begynder ulven at skrige i hulen. Denne gang er det anderledes. Hun skriger i smerte, ja. Men også i panik og afmagt. Gamle Gråskæg spidser ører og retter sig op. Så er det nu. Han nikker og forfædrene danner et skjold om hulen. Gamle Gråskæg tager talismanen frem. Han rynker på næsen: Ellemagi! Inde fra hulen hyler ulvene i sorg. Pludselig kommer en kugle af lys ud. Den rammer skjoldet og bliver smidt tilbage i midten. Med det samme prøver den at komme ud igen, endnu engang rammer den skjoldet og bliver smidt tilbage i midten. Den samler energi, og prøver igen at bryde igennem. Skjoldet flimrer lidt, men holder. Den prøver igen og igen, men hver gang bliver forsøget lidt svagere. Pludseligt kaster Gamle Gråskæg sig over sjælen, og fanger den i talismanen. Han vender sig mod de andre forfædreånder og giver et lille nik. Så forsvinder han ind i hulen. Hylet inde fra hulen er stilnet af. Man kan høre gråd, men ellers er der helt stille. Ingen siger noget. Man hører Gamle Gråskæg sukke. Så begynder barnet at skrige. Forfædreånderne hyler i kor med ulvene i hulen. Ulvene hyler i velkomst. Ånderne hyler i afsked.