Vis tekst

  Sidst opdateret: 31. maj 2004 18:36
  Kan læses af: alle

Mandag d. 10 maj - to dage efter blot i Troldhøj - drager Den Sidste Vinter med Aslak i spidsen atter ud i Gjellerup, hvor spiraldanserne holder til et sted under den ormebefængte jord.

Mens Mani glider fra pukkel til halv, jager Aslak, Sortmåne og Ildsjæl på begge sider af sløret, i fjendeland.

Med en Vrede der presser som vand bag en dæmning for at komme ud, og en konstant følelse af at blive iagttaget fra alle sider, afsøger de området. Kun visheden om de andre kobbelfællers tilstedeværelse bringer lys på et sted hvor tilstrækkeligt med mennesker er så svage og hadske, at Ormen kan boltre sig næsten uhæmmet.

Aslak har løbet alene derude før og kender noget af området, men der har de forlængst været, endda adskillige gange. Jagten er over en måned gammel og har kostet en del Fomorer og enkelte uskyldige livet, men endnu uden spor af Aziz.

Som Aslak irriteret og forundret har bemærket overfor sine septfæller, er det som om de hele tiden er på sporet, men at noget eller nogen sørger for at fjerne byttet hver gang.

Og dog. Kort før majblotet viste der sig et spor for Aslak. Et klarere spor end alle de andre havde været, mod et stærkere sted i umbraen. Et sted med mørke og Orm.

Efter en uge hvor Den Sidste Vinter ikke har givet lyd fra sig, er Mugge taget ud i Gjellerup ved nymåne, antageligvis fordi noget siger ham, at tingene står skidt til derude. Fem dage senere dukker Mugge kort op til overfladen igen med et kort, hektisk telefonopkald - Den Sidste Vinter og han selv er i live.

Midnat mellem d. 26. og d. 27. maj står dommermånen delt på sit skarpeste. Det er nu godt to uger siden Den Sidste Vinter drog ud, og bortset fra Mugges opkald har ingen siden hørt fra dem, hverken ulve eller de ånder, Aslak jævnligt kontakter i sin egenskab af Vogter af Landet.