Vis tekst

  Sidst opdateret: 02. sep 2011 06:04
  Kan læses af: alle

Det er midt i august 2011, mens sommeren giver plads for den første efterårsregn.
Der er gået godt et år siden Sorthøj gjorde krav på Gaias Tåres gamle land, og Troldhøj gav dem et år til at arbejde der og derefter forlade det.

David og Aslak er trådt vest over den nedbrudte grænse og befinder sig et sted mellem Viborg og Holstebro da de støder på Stålklo, Drifa og Gleipnir nordfra.

Aslak og Stålklo har en kort og stædig samtale som hurtigt leder til et ultimatum om at Sorthøj skal trække sig. Det vil Stålklo ikke.

Luften er spændt af et års trusler, vrede og hædersriter som pladsen skridtes af. David og Drifa finder hinanden og har udsigt til en lang og lige kamp hvis ingen blander sig. Aslak mødes af Stålklo og Gleipnir.

Den ældre kriger skulle hurtigt kunne overvinde de to yngre, men Gleipnir kæmper som man kun kan når man ved den anden er stærkere og Stålklo trækker på noget styrke udefra - et svagt ekko af Troldhøj kan måske fornemmes fra umbraen - så det tager et par udvekslinger før kampen for alvor vender.
Det lykkes Aslak med en frygtgave at pacificere Gleipnir længe nok til at gå ene mod Stålklo, og så går det stærkt. Gamle ord ruller over Aslaks tunge mens han går i en kold og kontrolleret bersærk og lader kløerne regne ned over sin modstander.

Drifa ser at det er ved at gå galt og gør alt hvad hun kan for at komme Stålklo til hjælp, men David afskærer hende vejen. Han har tydeligvis set hvor det bærer hen ad og tager ingen unødvendige chancer for at overvinde hende, men sørger blot for at hun ikke kan hjælpe.
Hun trækker på sin hurtighed og distraktionsgave, men Davids tumlende kampstil dækker også over hurtige træk, og han kommer hende i vejen med en kvalmende lugt og et par skarpe kløer da hun et øjeblik overraskes af stanken.

Gleipnir ser at Stålklo vil dø nu, men er stadig ramt af den ældres frygt. Han kaster den af sig og kommer på benene - for sent.

Netop som Aslak med kolde øjne lægger an til det dræbende slag, tørner en ukendt ulv ind i siden på ham og redder Stålklo. De to slås ganske kort på jorden, men skilles så og kommer på benene. Den ukendte ulv er ikke svær at genkende. Det er hende som var Benedikte, af den tredje rang, og som i lang tid har løbet navnløs og ukendt og ledt efter sig selv.

Drifa og David kender godt Benedikteulven og holder sig ude af de to adrenkrigeres konfrontation og på afstand af hinanden. Mens David prøver at opfange om der skulle være andre på vej trækker Drifa og Gleipnir deres sårede kobbelfælle på afstand for at beskytte ham.

Aslak byder Benedikteulven at sige hvem hun er. Det svarer hun ikke direkte på, men siger blot hun er fra Troldhøj. De to kæmper afventende med hinanden, som krigere der kender hinanden godt og leder efter en åbning. Han er truende og hun er ukuelig, begge med låste blikke.
Nu byder han hende at svare om hun er for eller imod ham. Hendes svar falder med en særlig tyngde, standhaftigt, anklagende, måske med et strejf af vemod eller sorg - og kun et lille ryk i Aslak afslører hvor rent det rammer ham. Med ord siger hun blot "jeg er imod krigen".

I den glimtlange efterdønning af ordene skyller Fenris' ansigt kort henover Aslaks, som han træder frem gennem den anden krigers forsvar og slår et knusende slag mod hendes hals. Lammet og ude af balance befinder hun sig på vej forover mod jorden da en nævefuld kløer nedefra i et langt splitsekund skubber hende op igen mens den flår hendes mellemgulv og brystkasse. Et sidste udfald rammer hende og efterlader Aslak stående med en blodig strube i næven mens hun lander tungt og livløs på jorden.

Den sejrende kriger vender sig med store skader og et galt udtryk mod Sorthøjs ulve og der er en kort pause mens alle tager bestik af situationen. Drifa trækker sig med sine sårede, og David viser Aslak til et sikkert sted hvor han kan komme sig lidt inden de tager tilbage mod Århus.

Krigen har krævet sit første offer.