Vis tekst

  Sidst opdateret: 19. dec 2011 07:24
  Kan læses af: alle

Skrevet i sidste halvdel af 2003, efterfølgende opdateret med skiftende titler og poster.

Arkiveret 19. december 2011.

----------


Jarl af Jylland
Alfa i Troldhøjs Sept
Vogter af Landet
Alfa Under Bjerget
---

Før Aslaks far, Ronald, fik sin søn, var han en stolt Fenrir og kriger, og kendt mest af alt for at sige sin mening og stædigt stå ved den. For år tilbage da tiderne skiftede for Djurslands varulve, blev den nye, forsigtige dagsorden for meget for ham, en Modi, der var vant til at ordne tingene med brede skuldre og tunge, knyttede næver. Det var en tid, hvor ulvenes magt var omskiftelig, før Troldhøj vågnede, en tid hvor de spredte kobler savnede en samlende kraft. Det svækkede varulvesamfund nåede det punkt, hvor man af nød handlede med skabninger, man før ville havde slået ihjel uden at blinke.
Den hårde stil var på retræte, og selv om han ofte og i direkte vendinger udtrykte sin utilfredshed med den alt for megen snak og den alt for manglende handling, var det de spredte koblers vilje at holde igen, pleje sårene, og se tiden lidt an. Det kulminerede da 70'erne lakkede mod enden: Ronald forelskede sig i en kvinde og fik et barn med hende.
Knægten, som kom til verden da månen skinnede stærkest, endnu inden vinteren havde sluppet Djursland, var Aslak. Farmand anede nok, at Aslak måske ville skifte en dag, men hans kvinde, som ganske vist var af blodet, vidste intet om varulve og stolte krigere. I stedet for at introducere hende for den viden, hendes slægt havde tabt, valgte han i stedet at sige farvel til sit kobbel og gøre op med al den lede, han havde sparet op over de sidste år. Nu skulle han stifte familie. I processen lagde den stærke kriger låg på sin vrede, og har ikke skiftet siden. Aslak blev opdraget med historier fra mytologien som Djurslands Fenrirer fortalte den, og fortællinger om kampe mellem det gode og det onde som korrumperer folk.

Selv med noget Fenrirviden og tankegang i bagagen var Aslak helt på røven første gang han skiftede. Han husker tydeligt den aften, og det var mildt sagt noget værre lort. Uden at ville gå i detaljer beretter han gerne, hvordan Drageild fandt ham brasende rundt i landskabet fuldstændig uden kontakt med omverdenen, og bragte ham til septen. Det var også den sidste aften Aslaks forældre så ham. Han har nok lagt to og to sammen siden da, men af en eller anden årsag har han endnu ikke genoptaget kontakten med sine forældre.
En anden historie, Aslak ikke går i detaljer med er historien om, hvordan han blev taget til fange ved det førstkommende blot, lige under snuden på sine septfæller. Efter et par års fangenskab hos en ondskabsfuld tysk organisation slap han væk og fandt tilbage til Danmark arret af sine erfaringer og med fornyet vrede.

Ånderne kunne knapt kende den tilbagevendne hvalp, med ukendt månefase og en ram lugt af Væver omkring. I en tid rodede han rundt og benyttede sig af hvalpens ret til at fucke op. Han fik brudt en del etikette og stillet tilpas mange pågående spørgsmål til at man først tænkte, der måske var en Rotagar gemt i ham.
Før Aslak egentligt selv mente han var klar, indvilligede han i at foretage sit overgangsrite. Efter en tur med Slørbryder og Mugge til evighedens hav, var det en mere viljestærk og afklaret ulv, der vendte tilbage og krævede sin rang og plads ved bålet.

Efter nogle år har Aslak så fundet sin plads i septen og lært et par ting om varulvesamfundet. Han har taget nogle poster i Troldhøj, og set en god mængde kamp - som det jo passer sig for en Fenrir Modi. For de fleste vil han nok fremstå som en ulv der til tider sammenbidt tilbageholder rå mængder af vrede, og til andre tider er endog meget glad og social. Vreden er altid lige ved hånden og ud over Sortmåne, Mugge og Bloter, er det få ulve, der kan få ham i humør igen, hvis først der er noget, der stikker ham.

Jærv begyndte i foråret 2003 at give Under Bjerget en demonstration af sine kræfter, med det formål at udfordre Bjørns plads som totem. Jærvs indflydelse - eller gave, om man vil - er at forøge Vreden i alle koblets ulve, på godt og ondt. Sagen mellem Bjørn og Jærv fandt sin afgørelse ved landsblotet i sommeren 2003, hvor båndet mellem Bjørn og Under Bjerget blev bekræftet, og Jærv måtte vige i rituel kamp. I tiden fra Jærvs indtog og til afgørelsen faldt, var flere af koblets medlemmer væsentligt sværere at omgås end normalt. De nye kræfter fandtes sværere at styre for nogen end andre, og især Aslak brugte meget energi på at holde Vreden i sig. Til aprilblotet i Troldhøj mistede han kontrollen under en kamp med Sortmåne, og hvis de to krigeres septfæller ikke havde stoppet det i sidste øjeblik, havde kampen kostet hende livet.

Citater:
"Var der mere af det kød der?"
"Det har jo ikke noget med hævn at gøre. - Det er en straf!"
"Skal du stå lige bag mig?!"
"Sortmåne! Pas dit kobbel."