Vis tekst

  Sidst opdateret: 19. maj 2021 00:51
  Kan læses af: alle

Maj 2021. Uger med silende regn, til tider tung torden, og enkelte dages afbrydelse med tidlig sommersol.

På Aslaks invitation er fenrirer fra Himmelhøj kommet for at møde Under Bjergets fylgje.

Turen ind i Járnviðr foregår i relativ stilhed fra Aslaks side. Gennem umbraen ankommer de til kanten af en skov med træer der strækker sig tårnhøjt mod grå himmel. Ved jorden står meterhøjt tjørnekrat. Fenrirerne skifter til nærmenneskeform og han sender de to forrest gennem krattet for at bane vejen indad.
Prisen for adgang tager tjørnene. De er ikke svære at trække fra hinanden, men de bider sig fast i dybe flænger.
Efterhånden får de skubbet og revet sig vej igennem og ude på den anden side er en lysning med en lille bålplads, et tørrehegn af en slags og en huggeblok med en lille rustrød økse sat skråt i.
Der er et vandhul lidt længere henne, og Aslak sender Strid derned for at vaske skidt og blod af sig.
Skidtet synker til bunds mens blodet flyder en retning i spejlets overflade. Med blodet træder et vandløb op ad jorden og bærer det videre ud i mørket, hvor strømmen viser vej langs skovens bund.
Aslak peger Strid derud.
Vandløbet forsvinder bag ham som han skridter væk fra pladsen.

Aslak sender Sejrssang i vandet for at vaske skidt og blod af sig.
Skidtet synker til bunds, og blodet hviler på vandets spejl i en tid, og flyder så i en anden retning.
Et vandløb træder op ad jorden og bærer ulvekraften ud i skoven. Viser vejen.
Aslak peger Sejrssang derud.
Vandløbet forsvinder bag hende som hun skridter væk fra pladsen.

Bag dem venter Aslak ved en lav flamme. Tilfreds. Afslappet.


Strids sti

Efterhånden som du følger vandets vej ind i skoven, tager det til, begynder at strømme, og skoven sætter din ulveform i løb, hurtigt nu, i trit med vandets fossen. Det er svært at sige hvornår du bliver til et ulvekobbel, men en efter en gør store jætteulve dig følge og du vokser iblandt dem, får deres størrelse og styrke.
Hver af jer er et helt fenrirkobbel i én ulv. Tilsammen et kobbel af kobler.
I gør holdt. I spiser. I jager. I kæmper. I hører til.
Et liv passerer i selskab med Tingshird, Fjeldgænger, Stormrytter og andre hvis navne allerede fortaber sig. De undertvinger dig, du straffer og belønner dem, og de giver igen.
Nogle af jer elsker og stifter slægt. Alle som en deler I tabet af frænder der står jer nært.
Sorg og hævn griber flokken fra tid til anden. Udstødelse og trusler om søskendedrab.
Du leder dem for en tid, inden du må vige pladsen. Dit fald er kun så hårdt som dit lederskab.
Over årene har du løbet i dybe skove, krydset sletten af is, og slukket din brændende sommertørst i både skjaldemjød og brakket brøndvand.
På din sidste dag styrter du fra offerklippen mod søen langt under dig. Også der hører du til.
Røglugt, blodsmag og dødsbrøl fortrænges af vandets kulde, og skovens spørgsmål fylder dit sind:
Hvor er din rette plads i flokken? Hvor mærker flokken den er?

Du vågner ikke langt fra hvor Aslak sidder.
Ved siden af dig står en trækop med præcis det indhold du forventer.


Sejrssangs sti

Du følger kun vandløbet et kort stykke før det breder sig markant og bruser af styrke. Vandets kraft skubber til din stolthed og det er som om skoven selv gør dig rank som du skrider ind på en åben plads mellem stammerne. Her er spor af liv. Dagsvarme gløder. Enkelte stykker tørret kød efterladt på et stativ.
Du kunne sværge på det her er stedet hvor du lærte at bruge dine kløer.
Duften af frænders sved hænger på pladsen som et minde, blandet med en ram luft af fugtige uldtæpper og en snert af rådnende mose.
Ingen hører dit kald her og du forlader stedet langs en forgrening i vandløbet.

Der, fremme, er ulveskikkelser. De skyr dig som de skyr alle, men du kender deres fostringssang, deres hæderssang, deres frændesang, og din lyd kalder dem tæt nok til at du kan rende dem op og flokkes med dem. Næsten nok til to kobler er de, alle børn af Gere og Freke, som ikke selv kommer her.
Det er din slægt, og den sulter, for uden Ravn er der ingen til at pege dem i retning af føde.
Du nærer dem og viser dem nye veje, og de hylder dig og nærer dig igen. Og de tager fra dig.
Et andet kald trækker dig væk derfra.

Ved ofringspladsen går en skjald og er gammel på samme måde som enhver anden aldrende skjald. Som det forventes. Som historien kræver det.
Vejrbidt er i godt lune og planter træer og rykker rode op imens han taler til dig om sine rejser, så indtrængende at du mærker hvordan du rejser side om side med ham.
I besøger septer langt væk, i en anden tid.
I bringer historier til. Og Vejrbidt lægger agern i jorden.
I tager historier fra. Og Vejrbidt rykker en stamme op med rode.
De væltede stammer lægger han til at rådne, og de fyldes med små dyr som fortærer fortiden og gør mulden klar til at spire påny.
Du ser hele septer gå tabt og slægter grundlægges. Du fortæller jarler at fjenden står for døren og du ser de alleryngste klare eller fejle overgangsriter.
Intet af det ser ud til at ryste meget ved den gamle skjald.
Han danser med pulsen og banker andre rytmeslag hvor han synes.

Du sætter dig opad en tyk stamme og blunder lidt.
Træet omslutter dig og dit sind opløses i tidens muld.
Der, i den fede jord, planter skovens spørgsmål sig:
Skaber man et folk ved at vandre eller ved at blive?
Hvad koster det at stå ved sin flok i tykt og tyndt?
Rejser vi for at komme væk eller for at komme hjem?

Du vågner ikke langt fra hvor Aslak sidder.
En kløvet pind i jorden holder hornet med de kendte tegn udenpå og den søde mjød indeni.