Vis tekst

  Beskrivelse
  Kamptal
  Flere tekster

layout: spacer

Væveren og uni-forskergruppen (efterår02-efterår03)

  Sidst opdateret: 21. mar 2004 21:42
  Kan læses af: alle

Da Benedikte kom til Troldhøjs sept i april 2002, arbejdede Røn, der dengang endnu blev opfattet som slægtsfolk, i en forskergruppe på universitetet. Røn var begyndt at mene, at noget sært gik for sig i forskergruppen, og ville gerne have hjælp til at finde ud af, hvad det var. Med sin erfaring fra forskergruppen i Schweiz mente Benedikte, at det måtte være noget for hende, og hun meldte sig til at hjælpe Røn.

Sammen med Sømosens Søn tog Benedikte ned på universitetet kort efter, hvor de forsigtigt sniffede rundt på gangene og i umbraen omkring fysik og biologi. Her fandt de dels ud af, at biologi virkede MEGET ubehageligt i umbraen - faktisk havde de slet ikke lyst til at kigge nærmere på stedet - samt at der på fysik og kemi fløj nogle sære, store myg rundt i og omkring forskergruppens kontorer. Myggene var ikke deciderede væver-ånder, men havde alligevel med deres skinnende, metalliske kroppe og sølvfarvede øjne noget Væver over sig. Morild var senere forbi for at se myggene, men kunne heller ikke nærmere placere dem.

Røn og Benedikte blev enige om, at Benedikte skulle søge om et job i forskergruppen, så hun kunne følge begivenhederne - og Røn - på nærmere hold. Benedikte har uddannelse og erfaring med administration, regnskab, oversættelse o.l., og fik snart et job med præcis dette i forskergruppen, dog under en anden del af gruppen end Røn, nemlig Biokemi. Denne position gav Benedikte god adgang til alle mulige papirer og oversigter over interne strukturer i gruppen, og dermed burde give hende gode muligheder for at finde ud af, hvad der foregik.

Sådan gik det dog ikke. Gennem hele efteråret ledte Benedikte og Røn i alt, hvad de så, efter tegn på mistænkelige forhold. Benedikte undersøgte organisatoriske sammenhænge, arbejdsgruppestrukturer, sponsorkontakter o.l., mens Røn holdt øje med det daglige arbejde og de akademiske sider af projektet. Det meste af det, de fandt ud af, var små tegn uden konkrete beviser eller spor. Alle i forskergruppen virkede trætte, uengagerede og initiativløse, og projekter og planer stivnede i møder og bureaukrati - tydelig indflydelse af væveren, ja, men ikke mere end så mange andre lignende steder. Røn selv følte sig påvirket af stemningen, men hverken hun eller Benedikte kunne sige, om det havde en mere alvorlig baggrund end almindelig stress og travlhed. Samtidig havde Røn ganske uventet Skiftet - hun var ikke slægtsfolk, men varulv. Det kom som en glædelig, men omvæltende nyhed for hende selv og septen, og tog noget tid at vænne sig til for alle. Tid tog det også for Benedikte at vænne sig til at skulle være mor - i sensommeren var hun taget til Schweiz for at mødes med et slægtsfolk, som kunne være en passende far for hendes barn, og mødet havde båret frugt.

Sidst på året lykkedes det Benedikte og Røn at iagtage myggenes færdsel over et længere stykke tid, og de fandt ud af, at de tilsyneladende kom fra, eller i hvert fald på en eller anden måde var knyttet til søen i universitetsparken. Mellem et bestemt hjørne af søen med mørkt, stillestående vand, og kontorene på fysik, bevægede myggene sig i et sært, kompliceret mønster frem og tilbage. Benedikte og Røn anstrengte sig for at gennemskue myggenes adfærdsmønster og mål, men måtte give op og se tiden an. Indtil videre havde myggene tilsyneladende heller ikke gjort noget dramatisk, men Røn og Benedikte var af den klare overbevisning, at de havde noget med trætheden blandt forskerne at gøre. Af frygt for at ødelægge eventuelle spor kunne de bare ikke gribe ind, før de vidste mere om, hvor myggene kom fra, og hvad deres sande formål var. Røn gjorde sin uddannelse færdig ved juletid, men fik ikke umiddelbart noget nyt arbejde. Hun blev ved med at komme ofte på universitetet i det følgende semester, under dække af at skulle gøre nogle ting færdige til en artikel.

I foråret 2003, hvor Benedikte nærmede sig enden på sin graviditet, kom de endelig til et gennembrud i ulvenes overvågning. Benedikte kom forbi en printer en sen aften, hvor hun arbejdede over for at forberede sig på sin barsel, og fandt her en håndfuld papirer med arbejdstegninger af noget, der i høj grad lignede de myg, Røn og Benedikte havde brugt så lang tid på at holde øje med. Benedikte blev på kontoret natten over for at se, om nogen kom efter papirerne, men da dagen gryede og ingen var kommet, tog hun papirerne med sig. Hun viste dem til Røn, og sammen studerede de dem og blev enige om, at det ganske rigtigt var arbejdstegninger til myggene.

Kort tid efter dette gik Benedikte på barsel, og det blev sværere for hende at holde øje med, hvad der skete på universitetet. Røn holdt øje med printeren, samt smugkiggede på alle de computerskærme, hun kom i nærheden af, men fandt ingen spor af, hvem der havde printet tegningerne ud. Hun så heller ikke nogen, der virkede som om, de savnede noget, så Røns og Benediktes konklusion var, at nogen ved et uheld var kommet til at printe tegningerne ud uden at vide det. Måske var det ikke engang nogen i samme bygning.

I midten af maj kæmpede Troldhøjs sept mod Drageildskripien, og fra da og til efter næste blot holdt Benedikte sig på afstand af sine septfæller, som stadig var påvirkede af de skripihuder, de havde båret under kampen. Først sidst i juni dukkede hun op i septens midte igen og kunne genoptage sine pligter. I den tid, der var gået, havde hun til gengæld også gjort, hvad hun kunne for at komme til bunds i sagen. Under sit besøg hos sine tidligere sept-fæller i Schweiz havde hun vist dem arbejdstegningerne og forklaret, hvad hun og Røn indtil videre havde fundet ud af. Efter et kort blik på tegningerne stoppede de hendes forklaring, og brugte et stykke tid på at sætte en "støjsender” op for at afværge væverens øre fra deres samtale. Benediktes glasgængervenner har stor erfaring i at kæmpe med væveren i hendes mørke aspekter, og ved, at så snart man begynder at opsummere, nedskrive, genfortælle eller på anden måde systematisere viden, er der en risiko for, at væveren ”hører” det og lytter med. Især når den viden omhandler hende selv.

Under dække af støjsenderen fik Benedikte fortalt historien, og glasgængerne studerede tegningen nøje. De kunne hurtigt fortælle, at de genkendte generelle dele af konstruktionen andre steder fra, selvom de ikke kunne sige præcis, hvordan myggene i Århus var blevet modificerede. De fortalte, at den konstruktion, tegningerne beskrev, højst sandsynligt blev brugt til at opsuge energi med henblik på oplagring. Det var helt sikkert ikke noget, Århus-folkene havde fundet på, snarere noget, de var blevet ”påduttet” andetstedsfra, og helt sikkert led i en større sammenhæng, som glasgængerne ikke selv kendte til bunds.

Benedikte fik også at vide, at når hun og Røn snakker sammen om dette, må de aldrig gøre det systematisk - de skal i stedet bruge indforståede, løsrevne sætninger, f.eks. fortalt midt i en samtale om noget helt andet, være fulde, mens de snakker om det, eller på anden vis gøre samtalen så ustruktureret som mulig. Glasgængerne har deres måde at gøre det på, men den vil næppe virke for Røn og Benedikte derhjemme. Røn finder på at ”skjule” Benediktes seneste nyheder i en runde løgnehistorier under en træningsdag midt i juli, hvor det i øvrigt viser sig, at slægtsfolket Mikael er klart den bedste til at finde på absurde historier.

Herfra bliver Røn og Benedikte enige om, at næste skridt må være at finde ud af, hvor al den energi bliver af, og muligvis stoppe drænet. Skønt de ikke kan fortælle, præcis hvor de skal hen, og hvad de skal lave, får de lov at tage afsted af Aslak, og en mørk septemberaften forsvinder de to ind i umbraen ved universitetssøen...
---
Læs resten af historien under Baggrund.