Vis tekst

  Sidst opdateret: 23. maj 2004 16:47
  Kan læses af: alle

En onsdag aften i maj tager Benedikte og Remi ned for at se det nye kunstmuseum i Århus. Udover at de begge godt kan lide kunst, når tiden tillader det, vil Remi gerne se museet for arkitekturens skyld, og Benedikte vil gerne se bygningen an i det hele taget. Af alle de nye, større bygningsværker i Århus er Aros det, der ser ud til at gøre det største indtryk, og Benedikte kan ikke vurdere, om det er godt eller skidt, før hun har set det selv. Mathilde er med i klapvognen, selvom det egentlig er ved at være hendes sengetid.

Aros-museet ligger som en massiv, rød klods på vej op ad bakken mod Rådhuspladsen. Klodsen er delt i midten af et glasparti, og ramper fra hver side skærer hele vejen igennem museet. Bygningen har gjort sit tydelige indtog i byens arkitetoniske profil, og selv på umbra-siden anes den allerede, skønt det ikke er mere end knap 2 måneder siden, den stod færdig.

Benedikte og Remi nærmer sig fra den syd-østlige side af museet, først gennem den snorlige park foran Musikhuset, så forbi den gamle kaserne, og til sidst op ad den let buede rampe til museumsbygningen. Arkitekturen er allerede her gennemført i sit samspil med omgivelserne - uanset hvor man ser hen, danner den røde murstensvæg og rampernes hvide buer forførende kontraster og vinkler til Musikhuset, kasernen, parken og byens tage bagved. For hver skridt, Benedikte tager op mod museets indgang, får hun lyst til at standse op og lade blikket glide rundt på de omkringliggende bygninger for at se den virkning, Aros har på sine omgivelser. Remi er også imponeret, men det er ham, der til sidst løsriver sig og trækker Benedikte med ind.

Indenfor fanges deres blikke med det samme af bygningens mange linier og kurver, der sammen danner deres egen skulptur omkring den indeholdte kunst. En trappe fører i en spiral omkring elevatorskakten, og trappens kanter står som perfekte, hvide buer ud i rummet. For enden af bygningen er et glasparti i fuld højde, hvor de enkelte vinduers kanter deler den bagvedliggende by ind i felter, som i et gigantisk puslespil. Set fra indgangen brydes glaspartiets lige linier med omhyggeligt beregnet effekt i den ene side af trappens serie af skarpe halvcirkler, og i den anden side af de større, blødere buer dannet af etagernes balkoner ud mod museets foyer. Grønne felter af glas i gulvet markerer overgangen mellem foyeren og udstillingsområderne. Den grønne farve er en afvigelse fra bygningens massive hvide ensformighed, og blikket lokkes uundgåeligt hen over dem, når man passerer, men felterne er lige præcis ikke gennemsigtige nok til at man kan se, hvad der er under dem.

Effekten er overvældende. Benedikte stopper op indenfor dørene og står længe helt stille. Væverens tråde ligger tungt over bygningen og vibrerer i perfekt samklang, stærkt nok til at Benedikte kan mærke det, og næsten så stærkt, at hun fysisk kan høre det. Harmonierne er klare, stærke og komplekse, som en orgelfuga eller en kormesse. Kun en enkelt dæmpet mislyd, som den nostalgiske knasen fra en LP-plade, anes fra bygningens eneste svage punkt; ovenlysvinduerne, der under det kraftige regnvejr for nylig viste sig at være utætte. Med en kuldegysning river Benedikte sig løs fra de toner, der fra alle hjørner af rummet lukker sig omkring hende. Selv Remi ser ud til at være påvirket, og de udveksler et overrasket blik, mens de går hen mod billetlugen.

Som de har håbet, er der ikke mange mennesker på museet på denne tid, og de har det meste for sig selv. De starter i bunden og arbejder sig op gennem de mange forskellige udstillinger og rum. Overalt føles bygningens nærvær. Kunsten er alle steder rammet ind af labyrinter af døre, vægge, nicher, vinkler og lys, der efter et nøje planlagt skema leder de besøgende rundt og trækker deres blikke i de rigtige retninger. Alt er planlagt til at give den optimale oplevelse af krystalliseret kreativitet. Benedikte mærker væverens tunge, snærende rammer bag museets lyse linier og kurver, og på et plan føler hun sig forstemt, men på et andet har hun overgivet sig og lader sin oplevelse lede af museets sikre hånd.

Gennem etagerne og de mange rum møder hun en omhyggeligt udvalgt selektion af kunst fra guldalderen til det kontemporære, og selvom hun ikke ser noget, der adskiller sig voldsomt fra, hvad hun tidligere har set, er det samlede indtryk noget nyt. Museets natur gør noget ved oplevelsen. Måske er det fordi hun på den ene side lader sig forføre af bygningen (med Remi som opmærksom ledsager), og på den anden side inderst inde kæmper imod.

Særligt visse af kunstværkerne skiller sig ud:

- En videoinstallation i et af kælderens 9 rum fanger Benedikte ind i lang tid. 5 skærme viser i forskellige vinkler og tempi en skikkelse, der bryder gennem et vandspejl. Billederne dvæler længe ved luftboblernes langsomme dans i sporet efter den dykkende krop. Lyden er en høj, insisterende blanding af rislende vand, cikadesang og noget mere, som hun ikke kan bestemme. Der er intet lys udover fra skærmene, og Benedikte lader sig omslutte af mørket. Hun følger skærmenes cyklus rundt i rummet, og forestiller sig igen og igen den pludselige stilhed under vandet og luftens kulde, når kroppen kommer tilbage til overfladen. Først da Remi står ved siden af hende og danner en velkendt silhouet mod de lysende flader, river hun sig løs.

- Museets vartegn, den 5 meter høje skulptur af en dreng, der sidder på hug, fascinerer dem begge. Den er uhyggeligt livagtig, og de forventer begge næsten, at den skal rejse sig fra sit podie eller gribe ud efter en af tilskuerne med sine kæmpehænder. Skitser på væggen ved siden af har indfanget den kreative process og viser de mange forskellige versioner, kunstneren har tænkt igennem, før han besluttede sig for, hvilken af dem der skulle komme til live.

- I den moderne samling finder de en reol fyldt med syltetøjsglas fra den berømte hesteofring i 1970. Glassenes indhold er gulnet til nær ukendelighed - det eneste, de kan identificeres på er det brune hår, der dækker mange af de udskårne stykker. En video viser ofringen i hele sin udstrækning. Hesten bliver omhyggeligt skåret i stykker af en mand i simple, vikingelignende klæder på en snedækket mark, mens en kvinde reciterer et digt, hvis ord de ikke helt kan tyde. Det har vist noget med Vietnamkrigen at gøre. Knivens langsomme slid gennem det store, døde dyr og kvindens monotone, klagende messen er sært rørende, og Benedikte og Remi står og følger med en tid.

- Et simpelt, stilistisk maleri i brun-gule nuancer, forestillende noget, der ligner en granskov, får af en eller anden grund Benedikte til at tænke på umbraen. Hun står længe og stirrer på maleriet. Et glimt af bevægelse nær lærredets kant bliver til flere, og Benedikte ser ikke andet end billedet, mens en sær vision udspiller sig for hendes øjne. Granskoven træder ud af maleriet og omgiver hende. Alt er 2-dimensionelt; grantræerne er parallelle flader tegnet med hidsige brun-gule streger. Mellem fladerne ses glimt af andre varulve, repræsenteret som flimrende videoklip i skarp, virkelighedstro kontrast til de stiliserede træer. Visionen får vreden frem i Benedikte, og hun må beherske sig selv, da hun griber sig i at knurre af maleriet. Hun tror ikke, nogen har hørt det, men der er alligevel et par besøgende, der viger tilbage, da hun forlader lokalet.

Benedikte og Remi slutter af på museets tagterasse, hvor de har en fantastisk udsigt ud over byen og landet omkring. De kan se så langt vest som dalen omkring Brabrand søerne, mod øst skimtes dele af Djursland ude over havet, og mod nord og syd ses de velkendte skove og bakker, der indrammer Århus. Lige ved siden af museet ligger Scandinavian Center. Benedikte har ikke før lagt mærke til, at siden af centeret er reflekterende, men fra toppen af museet er det som at kigge på et kæmpestort spejl. I et kort øjeblik kigger hun gennem sløret, og de to verdener lapper over i det massive spejlbillede af museumsbygningen. På umbra-siden ligner den en wire-frame tegning, gjort levende af glitrende vævertråde. Benedikte lukker umbrasynet ude og nøjes med at nyde udsigten på denne side.

Kort efter har hun og Remi fået nok, og de tager hjem. Benedikte har lyst til at besøge museet igen.

-----

Jeg har skrevet dette som en stemningstekst, ikke et plotoplæg, så hvis nogen har lyst til at bruge Aros til et eller andet, er der altså stadig åbent :-) Kommentarer modtages gerne (avratzer@yahoo.com)