Vis tekst

  Sidst opdateret: 24. mar 2004 21:22
  Kan læses af: alle

(edit: sneugle ==> Slørugle
fordi de vist findes i DK)

En lille slørugle er på visit.
De den møder får gerne en historie........

Natten er sort, selv Luna’s lys er ikke at se, men det er krigerens måne der burde bade landskabet i lys.
Mørkedyb’s ulve snuser og lytter i natten, der er alt for stille.
Bloter og Marcus kigger på hinanden og begynder at hvæsse deres kløer, Bloter kigger mod Langspyd, en enlig Varg i sort, der sidder i udkanten af flammernes skær.
Langspyd er allerede på benene og ved at blive et med nattens mørke.

Udfra natten kommer angrebet, mest af alt ligner det svævende hoveder med fangarme, den første er allerede over Marcus, det hvisler i natten og et sort langspyd rammer den, spyddet forsvinder.

Mens Bloter og Marcus begynder at flå væsenerne i småstykker, kommer Langspyd ud af natten, det hvisler igen og endnu et væsen falder for det mørke langspyd der blev kastet.
Kampånd efter kampånd, forfædre efter forfædre er ved at sønderflå væsenerne, side om side med Mørkedyb’s ulve, dog står Langspyd næsten alene, han er Varg!

Mørkedyb’s sejr er nær, men væsenerne flygter og tager et slægtsfolk barn med, før nogen kan gøre noget er de væk.
Marcus vender sig mod en slørugle ånd og beder den fortæller hvad dens øjne ser.

*Til åndeverden har de taget barnet, de er i verdenen Skiir.
Jeg kan vise jer vej til Skiir*


Bloter, Marcus og en slørugle ånd begiver sig af sted, på afstand følger en mørk skikkelse.

Længe vandre de gennem åndeverdenen, for hvert øjeblik bliver verdenen mindre og mindre gæstfri, hvad der før var velkendt, forsvinder stille og roligt. Sløruglen stopper.

*Her ender åndeverdenen som i kender den, og verdenen Skiir begynder, her skal i bryde igennem og genoptage forfølgelsen af væsenerne*
Uglen forsvinder.

Langsomt og besværligt trænger ulvene igennem til den ukendte verden.

Stiir, en verden sort som den sorteste nat, uden jord eller træer, kun rå sort sten og klipper.
Bloter vejre i luften, han har færten af barnet.
Af alle ting i verdenen Skiir, er der kun en velkendt ting, Luna skinner klart, dog er resten af verdenen ulig alt andet.
Luften er tyk og grødet, den tynger en ned.
Der er ikke en sky på himlen, dog er der ingen stjerner.
Luna genspejles i en pøl af væske, det er sort blod der siver ud af en klippe.

Ulvene vandre videre, færten er stærk.
Fra toppen af en bakkekam ser de væsenerne omkring en glat klippe der flyder med det sorte blod.

Bloter hvæsser sine klør mod de sorte sten, hans pels bliver tyk og knudret.
Også Marcus hvæsser klør, han vejre en mægtig kamp.
Langspyd står et lille stykke bag dem også hans pels forviltres.

Med et mægtigt brøl træder Bloter op på bakkekammens top, med Marcus ved den ene side og Langspyd ved den anden. Bloters blotte tilstedeværelse fylder de ulven og vargen med mod, mens hans brøl har også sat synlige spor af frygt ved flere at væsenerne.

Bloter, Marcus og Langspyd stormer frem, væsenerne flyver dem i møde.
Hurtigt som lynet er Bloter og Langspyd på deres første ofre. Bloter kløver de første tre i eét hug før de kan nå at blinke. Langspyd sætter af med spyddet og flår 2 af dem med sine fødder.
Marcus er tæt bag dem og flår sine klør gennem 2 andre.

Talrige væsener falder for vilde men præcise og hurtige hug med Bloter’s mægtige sværd, langspyddet er kastet og sidder i et væsen, i stedet står Langspyd med flimrende kløer og skærer gennem væsenerne som blødt smør, Marcus har grebet en i gabet og er ved at tygge den i stumper og stykker, mens hans kløer sidder dybt i en anden som han bruger som kølle.

Til sidst er alle væsenerne slået, kun klippen er tilbage, ud fra den kommer et væsen mere.
Langspyd mumler noget, og hans spyd opløses og formes i hans hånd, det hvisler mod sit mål, væsenet falder død til jorden.

Bloter træder frem til klippen, han udstøder et øredøvende brøl og svinger sit blodige sværd.
Med eét hug kløver han det nederste af klippen.
Langsomt vælter den bagover og knuses mod stengrunden.
I resterne af klippen finder de barnet, fyldt med blødende sår.
Bloter samler barnet op.
*Vi skal tilbage*
Turen varer en evighed og mange steder synes de at se skyggerne række ud efter dem, men intet sker.

Hjemme igen lukker Bjørn de sår der er tilbage, mens Bloter taler med Stærkodder.
Næste dag tager Bloter af sted for at afklare sin udfordring.


*Således lyder min beretning* Siger sløruglen og forsvinder….