Vis tekst

  Sidst opdateret: 26. dec 2006 02:34
  Kan læses af: alle

Ja, så blev det midvinter, og vi hygger os med en lille bitte fest, med en lille smule mad og drikke... Nåeh nej, det var vist ikke lige sådan det var.
Der skulle festes og ædes, men først et lille blot og nogle historier. Mange havde prikket til Mange Sår for at hører hvad der var sket med hans arm, den der havde de underlige striber. Den var jo rask nu.
Så Efter at Liv havde åbnet blotet tilfredstillende kom historien.

Der var engang... Nej, det var vist ikke den.
Jo! Vi skulle jo til Fr.havn flådestation, der hvor der havde været Spiral Dansere, der var åbenbart et eller andet der levede deroppe på basen. Noget der korruptere folk, noget der skabte væsener der ikke skulle være på vores land.

Og det var der da også, Ravnefrænde fik hurtigt færten af dens stank. Hun førte os ind i en bygning og ned i et kælderkomplex. Det var stort, meget stort. Hvordan hun kunne finde vej, det fatter vi ikke.

Men hun fandt frem til den, og som Ravnefrænde har fået for vane, så spurtede hun frem og angreb uden at blinke.

Hun kastede sit spyd, det ramte, og forsvandt ind i hvad det nu end var.

Ja, den bedste beskrivelse for den, må være en fandenijav'et.

I stedet for at blive sået, så voksede den lidt. Vi andre angreb den, den voksede lidt mere. Den angreb os, og voksede igen. Strid og kamp lod til at være dens næring.

Den angreb mig, og straks voksede den betydeligt, den prøvede at komme til armen med manifesteret strid.

Det var som om den sugede strid til sig. Vi kunne ikke bare skade den, og vi kunne ikke bare lade den være. Men for meget af noget er ikke godt.

Så hvis den ville have det der var i armen, så skulle den satan'me også få det hele! på éen gang.

Den sugede og sugede og jeg lod den, jeg gav slip på det hele, lod det flyde frit, pumpede det ind i den. Den voksede og voksede, til sidst stoppede den, men jeg stoppede ikke. ÆD, DRIK, KVÆL DIG SELV I DET! Den prøvede at slippe væk, men der var gået hul på dæmningen og jeg gjorde intet for at stoppe det. Til sidst kunne fandenijav'eten ikke rumme mere, det plaskede ud af dens gab, mens den peb og skreg.

På det tidspunkt var kun Ravnefrænde på benene, jeg var i knæ, tappet for alt hvad jeg havde. En sidste ordre blev hvisket inden alt blev sort.

Ravnefrænde fortæller at Tågehvisler dannede sig i hendes hænde, og hun kaster det mod væsenet. Resultatet er som en nål mod en ballon. Ravnefrændes kommentar var at det var ret "Gross" eller noget i den stil. Men hun fandt sit eget spyd mellem resterne, nu skulle det bare gøres rent.

Ravnefrænde har også krævet at det var hendes "kill", selvom det ikke var med hendes eget spyd. Det er vist ok, at hun får et nyk mere i sit spyd.