Vis tekst

  Sidst opdateret: 22. jul 2003 06:59
  Kan læses af: alle

Efter at have brugt noget tid på at jage vore fjender med Peter og Chinook, besluttede jeg mig for, at drage ud alene. Jeg ville udvide min horisont og lære mere om den verden der lå skjult for almindelige mennesker, og dermed bedre forstå den.Jeg mødte flere af vores æt, både unge og gamle, syd for den dansk/tyske grænse. De fortalte om deres kampe, deres glæde og sorg, Ormens fremmarch, og deres kamp for at tvinge den tilbage.Især brugte jeg tid med en gammel åndemaner, hjalp ham med at forberede riter og skaffe ham de ting han skulle bruge. Hvad han manglede fysisk besad han tifold i ånden.Den gamle fik et drømmesyn, en lille urørt del af Gaia var tæt på at falde i ormens vold.Men han ikke længere var i stand til at tage afsted, jeg valgte at fuldføre for ham.Jeg fulgte den gamles anvisninger, og kom til en lille skov. Jo dybere ind i skoven jeg kom destro mørkere blev den, der var ingen puslen fra små dyr, ingen sang fra fugle, kun skygger.I midten af skoven stod en cirkel af sorte træer, disse stod så tæt at de var groet sammen. Træerne stank af forrådnelse og død, en sort væske sivede ud af sprækker i barken og overalt krøb små maddiker rundt. Men mellen disse træer kunne man gennem små sprækker ane en lille sten.Jeg besluttede mig for at træde ind i umbraen for at komme ind til stenen, men i det øjeblik jeg gjorde det, blev jeg angrebet af 2 væsener. Aldrig har jeg set så groteske ting, de lignede en mellem ting af insekt og træ. Deres ben, hvis man kan kalde dem det, lignede insektben, deres tynde arme var fyldt med væskende torne, i deres øjne var der kun had og galskab. De var over mig før jeg viste af det, begge gennemborede de mig, med deres arme. Med det samme kunne jeg mærke ondskaben sprede sig i min krop. Min frygt og had for ormen fik mig til at gå besærk på disse ormens skabninger. Da jeg kom til mig selv var den ene rykket midt over mens den anden var gennemboret af alle fire af den lemmer, de sorte træer var rykket op og knust. Kun stenen og en lille ånd var tilbage. Ånden havde beskyttet stenen, men havde været ved at tage, den havde sendt bud efter den gamle rite-mester for hjælp.Som beløning var stenen min at tage tilbage til den gamle, og den ville lære mig en lille gave sagde den med et lumsk smil. Siden du er skadet, så vil jeg lære dig at helbrede andre, men ikke dig selv. Jeg vaklede tilbage til den gamle, afleverede stenen og vendte næsen hjemad. Jeg kunne mærke noget prøve på at brede sig indeni mig, men jeg ville ikke tillade det. Med al min vilje og styrke kunne jeg lige holde det tilbage.Turen hjem var lang og trættene, flere gange var det somom der var nogen der fulgte efter mig. Men der var ikke noget at se.Kort før jeg ankom til bloot så jeg hvad der havde fulgt mig. To unge garoues, mørke i pelsen og med sygelige udstryk i ansigterne. Der var noget meget galt med disse to.Uden varsel angreb de mig, svækket som jeg var ville jeg ikke overleve, medmindre jeg slap mit greb på det onde i mig.Jeg gav slip, og straks mærkede jeg min gamle styrke vende tilbage, men der var mere end det. En ukendt styrke, der kom fra ondskaben i mine årer. Kampen endte, fjenderne døde, dog ikke uden de hver især havde givet mig et minde, kampsår.Efter at have forbundet begge sår og genvundet grebet på det der rasede i mit indre. Vaklede jeg videre og kolapsede på bloot pladsen.Flere af mine frænder kunne hurtigt mærke at noget var meget galt, der blev knurret fra flere, jeg hørte nogen sige "orm". Da viste jeg hvad der var sket, ormen havde bidt sig fast i min krop.Jeg blev hurtigt sat op og flanket af to Fenrir til at holde øje med mig. Hvorefter Elin Sølvskjold udspurgte mig, om hvad der var sket. Det øjeblik jeg nævnte de to Garoues var bl.a. Ildbærer på vej ud af døren, mens han knurede Black Spiral Dancers. Dog var der ingen spor udover de to lig, som de fjernede.Efter at have styrket mig på noget godt mjød og fået lidt varme, gennemgik Elin og Ildbærer mine muligheder. Der var ingen i vores sept der kunne fjerne ormen fra en, Thorgrim var forsvundet siden han gjorde det sidste gang. Enten skulle jeg finde en der kunne fjerne det, ellers ville ormen tilsidst overtage mig, og før det skete ville det bedste nok være at angribe og forsøge at dræbe så mange af ormens tjenere som muligt, indtil jeg mødte min overmand.Jeg valgte at forsøge at få ormens mærke fjernet, ved den gamle åndemaner, hvis han endnu var i live. Hvis ikke så ville jeg begynde et selvmordstogt.Efter en lang og møgsommelig tur, nåede jeg endelig derned. Den gamle var endnu i live og kunne hjælpe, men det skulle gå stærkt.Der blev hurtigt samlet brænde til et cirkulært bål og to sølvspyd blev båret frem, disse blev plaseret i midten af cirklen.Jeg blev bedt om at stille mig mellem spydene. Åndemaneren begyndte ritet, han bad Bedstefar Torden om hjælp, og Bedstefar Ild. Luften begyndte at sittre af statis energi, og varme vinde begyndte at blæse op, mørke skyer samledes over os.Åndemaneren bad mig skifte til crinos og tage fat om spydene, det øjeblik jeg greb dem, begyndte lynene at slå ned i dem og ind i mig, bålet spang fram i et brøl. En sindsyg smerte var ved at sønderflå min krop. Lynene der gennemstømmede mig, begyndte at tvinge ormen ud, sorte tentakler begyndte at springe ud fra mig, men den levende ild var begyndt at sende flammetunge ud efter disse. Alt der var af ormen mærke i mig blev fortrængt af Bedstefar Torden og konsumeret af Bedstefar Ild. Jeg ved ikke hvor længe det varede, men jeg vågnede næste morgen, jeg var kolapset pga. smerte, på et tidspunkt, men havde ikke givet slip. Ritet var overstået, ormen var fjerne fra mig.Desværre var åndemaneren død nu, det havde krævet meget at udføre ritet. Om aftenen blev han hyldet for hans dåd, han døde ærefuldt og ikke bare af alderdom.Han havde efter ladt nogle ting til mig, stenen der blev hentet tidligere og hans kappe.Stenen overgives til Elin Sølvskjold, ifølge litaniet. Kappen bærer jeg nu, for at ære mindet af en en stor åndemaner.