Vis tekst

  Sidst opdateret: 08. mar 2011 23:56
  Kan læses af: alle

Før blotet i februar 2011
Mange Sår har tilbragt mange timer ved de ældstes bord i hallen, for at se om han måske har været forblændet af hans trang til at straffe de han mente var sluppet for nemt? Om han havde gjort fejl ved ritet i Troldhøj? Hvor æren lå i at falde Drageild i ryggen? Om konsekvenserne kunne være for hårde? Øl og mjød har strømmet, flæsk og sul bragt til, en åbenhed om emnet har trukket mange øre til samtalen.

Gamle krigere kigger på den endnu unge ulv. ”Vi er Fenrir, konsekvenserne er hvad de er, og de skal komme som lynet efter torden. Jo mere du rumler, desto hårdere skal lynet slå. Husk på, det der ikke dræber os, gør os stærkere. Og jo tykkere en pandebrask en ulv har, desto hårdere skal du slå igennem før han forstår. Konsekvenser er ikke en fælde, de er et faktum. At acceptere konsekvenserne på forhånd kan give hæder. At veje dem mod gerningen er ofte kujonens vej!”

Dommere med grå skæg hiver ulven hen til deres ende af bordet. ”En hvalp kan straffes og en athro kan straffes, men den samme straf er for en hvalp hård og lærerig, men for en athro blot et rap over nallerne. De der bør vide bedre, skal bøde til det gør ondt, ellers lære de ikke af det! I det ligger visdomen.”

Gnækkende rotegarer blinker mens rungende skjalde genfortæller angrebet på Drageild. ”Ingen kriger ville have gjort det på den måde! Vejen for den fulde måne er ofte belyst og tydelig. Men for krigeren der ikke har set Luna’s skær er den måske noget andet?” Endnu en skjald træder op på bordet.. ”Eklipse krigeren er ikke som spyddet der flyver lige mod målet, han vandre blandt skygger, snarrådig som rotegaren og stærk som modien. Kunne boden tages mens 3 kobler kæmpede? Måske. Ville det resultere i flere svækkede eller døde ulve end den der skulle betale? Ja! Hæder og ære til Mange Sår og hans folk hvis det lykkedes! Et svækket land om det lykkedes eller ej. Snarrådig var Mange Sår, men tabt ære for Mange Sår for at vælge en senere konfrontering, men et stærkere land!”
Dommerne trækker skjalden ned. ”Ofte må en leder tage det svære valg og bære byrden.”

Det er de tidlige morgentimer, Mange Sår sidder med godierne ved bordet. De ved ikke hvad Katla har set, de kender ikke Troldhøj land, dog har de aldrig hørt om noget så mægtigt, som at dræbe en årstid… ”Hvis Mange Sår virkelig har gjort det, ville der så ikke have været en konsekvens for ham? At dræbe fornyelsen, er i sandhed at hjælpe ormen! Men hvis der ikke skulle mere til? En kanin slagtet og spist en aften i lunden, dens pels garvet og klargjort. Kløer fra en bjørn, bekæmpet og nedlagt, den kløer slebet. En vred grævling tirret og manet ned, dens pels og børster stridde og klar. Grenen fra troldeskoven taget og betalt. Tingene taget fra Sorthøj til Troldhøj og blod fra ulve ofret i cirklen. Meget er forberedt, meget kraft er manet og dåden i ritet bør være sket som det er gjort før. ”
Godierne viser ikke tvivl på ritet, de er mere forstyrret over ritemester udfordringen. Dommerne blander sig igen. ”Snakken er gået blandt ånder på Sorthøj, her ville ånderne ikke acceptere det. Vi ved ikke om ånderne på Troldhøj land har accepteret det.
Hvor langt er Troldhøj faldet fra os? Er de fortabte?” En stilhed går gennem hallen, mens mørke blikke mødes. Ene eller i grupper forlader forfædrene hallen, deres blikke kigger mod Troldhøj og fingre lukker sig om våben.