Vis tekst

  Sidst opdateret: 10. apr 2007 21:52
  Kan læses af: alle

--teksten her er lavet for et år siden, og skulle beskrive Olavs stigning til rang 2. Sådan gik det ikke, og bliver derfor forklaringen på, hvorfor Olav skred uden et ord. I kan alle se den, men ingen ved det--

ligegodt hvor mange gange man går ind i verdenen på den anden side, og selvom man går ind på det samme sted som man er vant til, er det ikke sikkert at man helt præcist ved hvad man går ind til.

Dette var sådan en, denne gang

Der havde været blot i Sorthøj og folk drog hver til sit. Der havde været meget påstyr og Sorthøj havde mistet to voksne ulve denne aften.
En lille gode slog følge med en større ulv - den store gik med en krigers bevægelser. Sammen gik de ned ad bakken.

“Thad er vond lykt af thessu og thad vantar svar” kom det fra den den lille gode. Den store kiggede ikke en gang på ham ikke engang på ham. Han havde allerede opgivet at spørge.

Den mindre af de to ulve drejede om på hælen, og den store fulgte efter. Få skridt senere stopper den store op og opgiver at følge med, opgiver at forstå… måske orker han bare ikke.

Den lille gode strejfede over landet mens han hilste på træ og busk. Da han kom ind i Rold Skov trådte han ind i landet på den anden side. Derinde er stammerne ni gange så tykke og ni gange så høje. Barken er stærk og der skal spyd som Gunger til at trænge igennem dem. De har en bestemt glød der stråler fra dem.
Sådan plejer det at være. Men sådan var det ikke denne gang. Skoven var skåret ned til dens rod. Fra stubbene løb der en sort harpiks.

Den lille mand, blev til en lille ulv, der traskede rundt I den døde skov, der før havde gjort selve Yggdrasil ære ved sin blotte tilstedeværelse. Skovens forsvinden varslede ilde. Havde en drage bidt I deres rødder? Eller havde ormen fået menneskene til at begå denne udåd.
Fra ulv til menneske og fra åndeverdenen til den anden... træerne stod der endnu. Men der lugtede underligt. Ikke nødvendigvis af orm, blot underligt.

Da goden igen tog til den anden side, og gjorde sig til ulv, var hans hoved ved at sprænges med spørgsmål. Hans hoved var også fyldt med svar. Men der var ingen af dem der syntes at passe sammen med spørgsmålene. Han tænkte han ville løbe til Troldhøj, og spørge sin gamle læremester. Ubevidst vendtes hans hale mod nord og snuden mod syd, men i det øjeblik fik han øje på noget der ikke passede ind, for på jorden lå... en fisk.
Den sprællede og opførte sig som en fisk fra den fysiske verden, der var ude af sit rette element. Ulven fik lange ben og ulven fik lange arme, men var alligevel ikke helt et menneske. I sine arme greb han Fisk og løb alt hvad han kunne i den retning hvor havet lå.

Der var tåget ved havet og luften var tung af gus. En skikkelse fór ud mellem klitterne og stillede sig ude i vandet for at sætte fisken ud. Den blev et øjeblik i vandoverfladen, og kiggede på goden, hvorefter han sagde til den på åndesprog: ”Nu skylder du mig en tjeneste Fisk”
Fisk åbnede og lukkede sine gælder og svarede goden: ”Nej... du skylder mig en”. Så forsvandt den.

For den opmærksomme og indviede lytter, kunne nu høres lyden af bølger der rammer træ. Træ der kiler sig igennem vandet. I samme nu gled en langbåd op på stranden. Goden så den ikke før de var kommet helt ind, på grund af tågen.

”Hallo min gode mand” sagde en stærk stemme fra båden ”kan de sige mig om vi er kommet norden om pynten og fortsat vest eller om vi er veget syd?”
For en hver der ikke kender sit land ville dette spørgsmål ingen mening give. Men den unge mand som stod på stranden foran skibet, vidst hvor han var, dermed faktisk også hvor alt andet var.


Thad er vond likt thessy och thad vanta svarr