Vis tekst

  Sidst opdateret: 13. nov 2003 20:41
  Kan læses af: alle

Lobo gik efter Sorthøjs sidste blot tilbage til Viet, Olav havde pålagt ham at få totemet fra hans gamle kobbel og det nye kobbels totem accept på at skifte fra Gaias Skjold til Odins Ulve. Olav havde bedt ham vende tilbage når han engang havde denne accept, for så skulle de se om Lobo var værdig til posten som Beta i Odin’s Ulve. Lobo gik ind i Umbraen, han fandt hurtigt frem til dem han søgte. Han gik målrettet mod det sted hvor Kaare Nordfjell havde vidst ham, hvor forfædrene holdt til. Han fandt dem siddende ved et ildsted, hvor de for det meste sad og fortalte historier. De var i et vældigt humør, Grimvald den modige var i gang med at fortælle en historie om hvordan han havde holdt en hel hær af skripier tilbage ene mand. Thorsten Røgvender drillede ham og snakkede lidt om at han da vist havde gemt sig bag en stor sten, sådan som han huskede historien. Grimvald fløj i flæsket på Thorsten, der grinende undveg og angreb ham i stedet. De to tumlede rundt et stykke tid, Lobo kikkede smilende på dem og undveg med lethed de to slagsbrødre. Da støvet havde lagt sig og de to grinende med en arm om hinandens skuldre satte sig tilbage til bålet, vinkede Grimvald Lobo over til bålet. ”Nå unge ulv, hvad bringer dig til vores midte?” Grimvald kikkede spørgende på Lobo. Lobo tog den plads ved bålet som blev ham budt af de andre, han kikkede med ærefrygt på de tilstedeværende. ”Store forfædre, jeg kommer i både dårligt og godt formål, jeg søger jeres tilladelse til at forlade det kobbel i holder jeres hånd om, og søger samtidigt jeres velsignelse til at løbe med Odin’s Ulve.” Der blev en del mumlen omkring bålet ved dette, alle snakkede indbyrdes og kikkede til sidst på Grimvald. Grimvalds bryn var lavtliggende i hans pande, da han så på den unge ulv der bedte om tilladelse til at løbe med et andet kobbel. ”Vi ved det allerede, unge ulv.” Stemningen ved bålet blev meget tyk. Grimvald klarede op i et smil ”Og vi ønsker dig alt godt og du har selvfølgelig vores velsignelse til at søge plads i det nye kobbel, men bliv her ved bålet du hører med garanti noget der vil blive dig til hjælp.” De andre brød nu ud i en skål til ære for Lobo, som fik stukket et horn med mjød i hånden så han kunne deltage i aftenen.

Lobo vågnede næste morgen, hans hoved føltes som en bly klods. Han huskede svagt de sidste timer af natten, han huskede til en anden gang ikke at udfordre Olfan Hornbunder til drikke konkurrence. Han huskede også at Thorsten havde snakket med ham i aftenens løb og rost ham for endelig at have fundet sit mål i septen. Han havde også sagt at Fenris var stærk i ham, men det forstod Lobo ikke helt. Lobo grinede lidt for sig selv, der havde været historie om hæder og ære, men han huskede også at Thosten havde fortalt historier om ting der havde fået komiske udfald, som historien om Jeppe Halesidder og andre knap så heldige ulve. Lobo gik med tunge skridt ned mod den sø der var i bakkerne, Lobo smed sit tøj og gik ud i søen selv om det var en kold november dag. Vandet friskede ham op, mest fordi det var så forbandet koldt. Han lod sig falde bagover og ned under overfladen, da han igen kom op under meget prusten og spøtten sagde hans instinkt at han ikke var alene. Han drejede hurtigt rundt mens han skiftede til kampform, og inde på bredden stod en kappeklædt mand. Lobo sagde på gylfinsprog ”Hvem er du fremmede, og svar kvikt eller smag mine klør.” Manden på bredden grinede højt ”Kom du bare, unge ulv.” Lobo stormede imod ham, men manden rørte sig ikke ud af flækken. Lobo’s instinkt fortalte ham at denne person nok ikke var til at kimse af, så han lavede en finte og prøvede at kommer over på den side af manden hvor hans vandrestok var. Da Lobo langede ud efter manden, skete der noget som fik Lobo til at spærre øjnene op. Manden holdte en hånd op foran sig og Lobo hang stille i hans spring. ”He he, unge ulv. Du ejer et ildhu der ikke er din slægt ukendt, men tag nu menneske skikkelse og lad os tale sammen.” Smålo manden mens han langsomt kikkede op på Lobo, hans ene øje glimtede muntert.

Lobo skiftede og iklædte sig sit tøj og satte sig sammen med Odin, for det var ham der var kommet og havde provokeret ham. Odin startede ”Jeg har hørt at du har søgt om tilladelse til at være i mit kobbel, og at du også havde den frækhed at udfordre Alshiak Maivii for Beta posten. ”Odin grinede en lille smule, men blev så alvorlig. ”Unge ulv, du vil være en del af mit kobbel, koblet som holder fjende fra døren og sikre de ulve der bor på landet. Det er kun de stærkest ulve jeg tillader at være i mit kobbel, dem som tør stå ansigt til ansigt med det ansvar jeg giver dem.” Odin fandt en pibe frem fra sine klæder, og tændte den med et knips fra sine fingre. ”Ser du, jeg vil gerne have dig i mit kobbel, men først skal du klare noget for mig.” Lobo kikkede med fuld opmærksomhed på manden foran ham, en mand der var krigens gud, en mand der havde set mere en sin del af kampe. ”Det jeg ønsker af dig unge ulv, er at du bringer mig øjet af Ivalde. En dværg som har hånet mig i lang tid, jeg ønsker nu han kan prøve at være offer for sin egen hån.” Odin kikkede indgående på Lobo, der efter lidt overvejelse nikkede samtykkende. Odin smilede nu til Lobo ”Men først skal vi spise, krigere som os har brug for næring ellers er vi intet værd.” Odin fløjtede og et vildsvin stor som en næsten-ulveform kom ud fra træerne, Odin lagde sin hat på jorden og løftede den igen, og Lobo så at der under hatten nu var et tændt ildsted!. Lobo gjorde store øjne, og Odin grinede lidt af ham. ”Nå, hvad vil du have at spise? Jeg ved det allerede.” svarede Odin sit eget spørgsmål, Lobo gjorde endnu større øjne da Odin skar en stor luns kød af vildsvinet, som grinede voldsomt som om knivens bevægelse kildede. Da de to havde spist sig mætte, rejste Odin sig og bad Lobo følge med.

De gik længe og kom til et sted hvor regnbuen nåede jorden, Odin forklarede at Ivalde brødrenes smedje lå i Asgård og at han ville bringe Lobo dertil. De bevægede sig op af regnbuen, Lobo var dog lidt usikker ved den, men fulgte Odin. De kom til et tårn der var ved enden af regnbuen, som de gik på. En stor røst gjaldrede nu over dem, ”Hvem betræder Bifrost, broen til Asgård?” Odin svarede ”Det gør jeg, Odin Gudernes gud og min gæst!” De ankom til tårnet og i døren stod en vejrbidt mand med gyldent hår og smilede, ”Velkommet tilbage, Alfader.” henvendt til Lobo sagde han ”Hil dig Odin frænde, jeg er Heimdal. Vogter af broen til Asgård, må du nyde dit ophold.” Heimdals smil så ikke just falsk ud, men der var noget over denne mand, noget der sagde Lobo at denne Heimdal var en mand af format, Lobo smilede igen og nikkede til ham. De tog deres afsked med Heimdal, og begav sig længere ind i Asgård. ”Du vil lære meget på denne tur, unge ulv. Hold dine øre og øjne åbne, det er ikke alle der får lov at se dette land, førend de har tjent Gaia det de skulle.” Lobo gik rundt sammen med Odin i 3 uger. Dog tog Lobo ikke tiden så højtidelig da han var der, han brugte sine vågne timer med at lytte til historier fra alle dem der gad fortælle og han brugte nætterne på at fordøje dagenes indtryk. Det var på den 21. dag at Odin bad ham følge med, Odin ledte ham til udkanten af en skov. ”Gennem denne skov, unge ulv, finder du indgangen til Ivalde brødrenes smedje. Den ene bror er ikke hjemme i denne tid, kun ham som har hånet mig er der. Gå unge ulv, og bring mig æresoprejsning.” Odin vendt rundt og forsvandt flimrende.

Lobo stod og kikkede lidt rundt, for der hvor Odin havde efterladt ham var der ikke meget at se i landskabet. Det bestod mest af nåleskov, og en enkelt sti der førte ind i skoven. Dog kunne man ane et bjerg i det fjerne, hvorover det var ganske sort oven over. Lobo var opsat på at gøre Odin stolt, så han antog ulveform og løb ned af stien. De tog Lobo 2 dage at løbe ned af stien, han syntes dog at den så meget kortere ud end den var. Han stod nu foran bjerget, og hvad han troede havde været et vulkan på afstand viste sig at være skorsten der sprang frem fra bjergets sider. I siden af bjerget der vendt ud mod stien var der en indgang, smukt dekoreret med ornamenter af jern og andre metaller, der var også nogle ædelstene i udsmykningen. Lobo skiftede til menneske og bevægede sig nærmere, da Ivalde aldrig havde set ham før, kunne der jo ikke ske noget ved bare at gå direkte ind. Og så tænkt så gjort, Lobo gik nærmere indgang og lugten af jern og kul, samt os fik hans næsebor til at vibrere. Lobo kom ind i hvad han troede var en klam og kedelig tunnel, han kunne ikke have taget mere fejl. Var indgangen udsmykket, falmede den helt i forhold til væggene og loftet i denne tunnel. Alt skinnede som det pureste guld og der var i det udført billeder fra de historier som Lobo havde fået fortalt i løbet af sit ophold. Lobo beundrede dette udsøgte håndværk, og gik efter lidt studeren videre ind i bjerget. Han kom nu til et sted hvor tunnelen sider bevægede sig ud til hver sin side, og forsvandt i en stor hule, der dog var godt oplyst af fakler hele vejen rundt, udsmykningen forsatte herinde, det lignede en stor stue, med alkover i siden på en af væggene. I en stol ved ildstedet sad en dværg, han var vel omkring halvt så høj som Lobo selv. ”Ivalde?” prøvede Lobo spørgende, Dværgen gav et sæt og hoppede ned af stolen, mens han greb til en stav ved hans side. ”Hvem våger sig ind i vores hus?!” nærmes kvækkede han. Lobo rettede sig nu op og sagde uden tøven ”Thorleif af Trudvang, her på ærinde for Thor.” Lobo havde ikke glemt Thorstens ord, om at det sommetider var bedst ikke at sige hvem man var og i hvilke ærinde man kom. Dværgen kikkede nu med interesse på Lobo, ”Hvad ønsker tordenguden nu? En ny hammer eller andet?” Lobo rømmede sig lidt, som om han gjorde sig umage om at husk hvad Thor havde sagt. ”Thor sendte mig for at kikke på våben til hans sønner, de er nu så store og deres styrke så stærk at normale våben ikke længere vil holde, derfor blev jeg sendt til de bedste smede i hele Asgård for at tage deres våben i øjesyn. Hvis det falder i min smag vil der blive et stort efterbud på jeres arbejde.” Lobo kunne se at hans store smiger og lovprisning af Ivalde brødrenes arbejde ikke var gået dværgen forbi, han stod med et stort smil og en hans stemme lød en smule mere imødekommende da han igen talte. ”Ja så! Jamen træd nærmere, kom og kik på varerne. Her er alt hvad en kriger kan begære!” nærmest råbte dværgen mens han svingede rundt på hælen og gik i forvejen ind af den åbning som Lobo nu opdagede var lidt væk fra pejsen. Lobo prøvede nu at holde masken, men aldrig havde noget været så svært, for dværgen havde ikke overdrevet da han sagde at de havde alt hvad en kriger kunne ønske. Rummet var centeret omkring en stor esse, rundt lags de 3 af murene var der rustninger, våben, skjolde, stridsvogne og på den sidste mur længst væk hang der værktøj til smed brug.

Lobo gik et stykke tid og så ud som om han vurderede alle våbnene der hang på muren og stod i stativer langs muren, han tog flere af dem op kikkede på dem og nikkede engang i mellem anerkende. Ud af sin øjenkrog så Lobo, smilet komme og gå på dværgens ansigt som han løftede og satte sværdet tilbage igen. Lobo kom til et sværd, som hans øjne ikke kunne forlade igen. Han tog det og det sad som skabt til hans hånd, han lavede nogle sving i luften med det. Dværgen kikkede på med et blændende smil, ”Udsøgt valg, dette sværd er konstrueret sådan at det passer til krigerens hånd, det vil altid huske en kriger når denne har rørt det.” Lobo stod et par sekunder, hvorefter han vendte sig mod Ivalde. ”Dværg, jeg er kommer på Odins ønske, han vil at du skal føle din egen hån på din egen krop, dette skal ske ved at jeg fjerner det ene af dine øjne, indtil at Odin ser det passende at aflevere det tilbage!” Dværgen lavede et stort spring bagud, og hans øjne begyndte at brænde. ”Kom og tag det hvis du kan! Men jeg skal nok tage dine rester med tilbage til Odin og grine af ham!” Dværgen tog nu skjold og sværd fra vægen, Lobo bevægede sig fremad ganske langsomt, han kendte jo ikke sin fjendes styrke. De cirklede omkring ambolten, mens de så hinanden an. Ivalde med sværdet klar og skjoldet hævet, Lobo med det sværd som nu passede hans hånd som var det støbt efter den.

Det var Ivalde der gjorde udfaldet, hans øjne som to brændende sten, kom han flyvende mod Lobo med sværdet foran sig. Lobo parrede og slog ud efter Ivalde, som blokerede med sit skjold. Ved hvert slag slog det gnister og de hvirvlede begge støv op med deres bevægelser, de blev ved og slaget tog til i styrke. For enhver der ikke var trænet i kamp ville man ikke kunne finde hoved eller hale i kampen. De kæmpede frem og tilbage i flere timer, men hverken Lobo eller Ivalde lod sig mærke med tidens gang. Da de begge var ved udmattelsens rand, skete der noget med Lobo. En ild inden i ham som han ikke havde haft før brændte i ham, og han vidste med et hvad det var. Dværgen veg tilbage, da Lobo stod stille og der nærmest begyndte at gløde ud af hans øjne. Med et stort brøl, der fik faklerne til at blafre. Lavede han en storm løb mod dværgen, mens han løb skiftede Lobo til kampform, dette kom bag på dværgen der gav et forskrækket udbrud fra sig da Lobo’s nu 1 ton tunge krop ramte ham i brystet. Lobo kikkede ned på dværgen der lå under ham, han var gået ud efter sit hårde sammenstød med gulvet. Lobo prøvede at få fat i et øje med sine klør, men hver gang han berørte det jog en smerte igennem hans fingre. Lobo rejste sig i sin fulde højde og kikkede sig omkring, lidt fra ham var et trug af sten, i dette flød en tyk væske, som ved et nærmere eftersyn var flydende stål. Lobo tænke ved sig selv, at Odin havde forlangt dette øje fra denne dværg, så der var ingen anden udvej end at stikke sin hånd i stålet og så mens det stadig var flydende fjerne øjet. Lobo stod lidt, men tog så mod til sig og jog hånden i truget. Et ansigts træk kunne ses på Lobo ansigt, men det forsvandt og det så nu ud til at smerten fra det flyede stål på hans hånd ikke rørte ham noget. Han gik over til dværgen og gravede øjet ud af dets hule, han tog da sværdet med sin frie hånd. ”Odin bestemmer når din straf er overstået, tænk så lige en gang til før du håner Alfaderen igen.” Dværgen reagerede ikke på Lobo’s ord. Lobo gik hen til stativet hvor sværdet havde stået og tog den skede der tilhørte sværdet. Denne på spændte han sin krop og satte sværdet fast på hans ryg.

Lobo gik nu, stadig i krigsform ud af bjerget, han fik lidt af et chok, for udenfor stod Odin og smilede. Lobo rakte sin nu stive hånd med Ivalde’s øje frem mod Odin. Odin tog det og gemte det i sine klæder, ”Han tænker nok en ekstra gang før han fornærmer nogen igen.” små lo Lobo. ”Ja, unge ulv. Det kan der være noget om.” grinede Odin tilbage. Odin berørte Lobo’s hånd og stålet dryppede som vand af hans hånd, som var uskadt inden under. ”Lad mig ryste din hånd og lad dette være et tegn på venskabet.” Odin stak sin hånd frem mod Lobo, som tog imod den på samme maner som han havde lært her. De greb begge hinandens underarm, og da Odin tog fat i Lobo’s arm, jog en smerte igennem den. Lobo kikkede på sin underarm, hvor der nu var en Glyph. ”Dette er mit mærke, bær det med stolthed. Stålklo sønnesøn af Gråpels.” Lobo kikkede på Odin og tårerne kom frem i øjnene på ham, han kikkede på Odin mens han ikke kunne sige en lyd. Odin smilte til ham, ”Ja det er rigtigt, jeg har snakket med din bedstefar. Han sidder ved et af mine langborde, og er stolt af dig. Og unge ulv, det sværd du bærer på ryggen, vil nu følge dig i alle former hvor du har hænder.” Odin smilede og begyndte at gå mod Heimdals tårn, Stålklo fulgte efter mens han græd stille. De kom til starten af Bifrost, hvor Odin sagde ”Gå til dine kobbelfælder, der skal være blot denne dag. Du har været væk i en måned og 5 dage.” Med de ord sendte Odin, Stålklo af sted mod sin sept.