Vis tekst

  Sidst opdateret: 15. sep 2008 20:17
  Kan læses af: alle

Engang var hun normal. Engang ville hun havde svoret på at hun var som alle andre. Engang var hun et menneske.
Ikke mere
Det er blevet ødelagt
Ikke af nogen men af noget
af den Vrede hun nu bærer på.

Indtil hun blev fundet af Ulvene fra den lokale Sept levede hun så normalt hun kunne med sin familie og venne. Hun havde et liv og havde mange planer for fremtiden.
Med et slag blev det ændret da først hendes halvbror og siden hende selv blev overmandet af en vrede uden lige, en vrede som med et slag ændrede hele hendes liv.

Hun blev præssenteret for den lokale gruppe af varulve, septen som de kaldte det. Hun sad og håbede at det var en drøm. Hun sad og fingrerede ved sit armbånd mens hun hele tiden ventede på at en af dem skulle råbe SNYDT og vise hende de skjulte kameraer. Det håb, den drøm blev knust da to af dem begyndte på en slåskamp og med allerstørste lethed lod deres kroppe vokse store og mere uloveagtige. Da sank hendes hage ned på brystet så håret skjulte hendes ansigt og hun lod tårene løbe, det var virkelighed... det var varulve.

Efter hun opdagede at hun også var en varulv forsøgte hun at lade som ingenting og fortsætte sit liv, men de fleste begyndte at holde afstand til hende. Ike som før da hun bare var enespænderen i klassen som de andre holdt udenfor fællesskabet, men nogle begyndte at krydse gaden når hun kom gående, buschauførerne så vredt på hende når hun trådte ind og mange flyttede sig for sæderne omkring hende. Smerten ved at blive lukket ude gjorde hende ked, og vreden brændte i hendes blod og gjorde følelsen stærkere, fike hende til at koge med indespærrede følelser.

Hun forsøgte at gå til træning som før, men hundene veg fra hende og nogle forsøgte at gå til angreb hvis hun gik over for at snakke med deres ejere. Til sidst meldte hun fra og overlod hunden til moren, som ikke forstod datterens vrede og sorg
Også katten fundveg hende. Da hun forsøgte at tage ham op for at børste ham angreb han hendes ansigt og bed og kradsede indtil han stak af og efterlod hende på kanten af gråd med ansigtet og hænderne røde af tusiden små rifter.

Dagene gik og hendes eksamener nærmede sig. Da hun skulle i skole om mandagen efter hun fandt ud af den frygtelige hemmelighed om sig selv veg de andre elever endnu mere fra hende end de plejede. Hun satte sig bagerst i klassen og læste en bog. Da læreren kom ned for at hjælpe en elev ved bordet foran hende, lukkede hun bogen og så op på ham. Lærteren blev ligbleg og råbte af hende at hun fandeme ikke skulle true ham. Forvirret forsøgte hun at forklare at hun ikke gjorde noget, men læreren trak sig rædselsslagen længere frem i klassen og skreg at hun kunne gå ned på kontoret og tage en snak med rektor!
Betuttet tog hun sin taske og gik med bogen i hånden ned på rektors kontor. Hun bankede på døren og hørte ham afslutte samtalen med klasselæreren over det interne samtaleandlæg før hun blev kaldt ind. Rektoren sad noget nervøst i sin stol da hun trådte ind af døren og da hun gik op og lagde bogen på hans bord nærmest sprang han op af stolen og bad hende meget bestemt om at forlade skolen og ikke vise sig igen.
Hun tabte nærmest underkæben og forsøgte at fremstamme en forklaring, men rektor stirrede bare på hende med øjne fulde af rædsel.
Med en arrig bevægelse snuppede hun bogen fra hans skrivebord og løb ud af skolens område.

En dag ringede hun til en af de andre varulve fra septen, en rotagar som hun straks havde fået sympati for den dag hun blev præssenteret for septen.
De tog sammen på en solbeskinnet smuk dag i juli i zoologisk have for at se lidt på virkeligheden som den så ud blandt turister og dyrepassere.
Det, som sker hvis man smidder en sten ned i et stort akvarie med en fiskestime, det var hvad der skete i det sekund de nærmede sig burene. Rovdyrene brølede og truede, smådyrene skreg, peb og hvinede når de kom i nærheden. Dyrepasserene gloede efter dem ligesom tourister fortrak og småbørn begyndte at græde.
Da de trådte ind til klapegederne flygtede de i alle retninger og da de forsøgte at samle en af de små op, som var blevet adskilt fra de store henne i et isoleret hjørne skreg den så højt at de to piger blev smidt ud af haven af tililende dyrepassere.

Det er svært at vende sig til pludselige forandringer, især når de forandringer viser sig så tydeligt i ens hverdag.
Vreden brænder i mit blod når jeg fortæller om den og vreden bliver stærkere når jeg fortæller om det liv, som blev tabt, den hverdag som blev ødelagt og de planer som blev forpurret den dag. Vreden er stærk, smerten ved tabet gjorden den stærkere. Smerten ved forandringen gør den stærkere. Smerten ved at blive forrådt får den til at brænde.
Men Vreden må vi leve med
for Vreden gør os til det vi er
Vreden gør os til Moderens Krigere
Vreden gør os til Varulve
til Børn af Fenris.