Vis tekst

  Sidst opdateret: 15. sep 2008 20:13
  Kan læses af: alle

Drifa og Asbjørn tåger rundt i åndeverdnen og fortæller historier til hinanden og til andre, både ånder og ting, og uanset om de gider lytte eller ikke, da de falder over en flok ormebæster, som er skændige mod liget af en hjort.
De ligner lidt deforme hyæner, lilla i pelsen og med torne. Boss-bæstet har nærmest en krave eller en manke af sære krystal-agtige torne stikkende ud fra huden.

Bæsterne opdager de to ulve, og da de er mange flere går de på, men da de er blevet reduceret fra syv til tre beslutter de sig for at løbe.

Man skal ikke være hurtigst, man skal bare være hurtigere end den langsommeste, det indser de to sidste da den tredje bliver nakket i bedste ulvestil ved at Drifa får hamret forpoterne på bagkroppen af den og Asbjørn hopper op foran og rykker hovedet af den.

De to sidste deler sig, men da der er to skjalde får de ikke så meget ud af at løbe i hver sin retning, og snart efter er de lige ved siden af hinanden igen. Drifa gentager successen med at springe op på bagkroppen af den ene, men den sidste vender sig om og griber fat om halsen på sin kammerat uden at sænke farten. Resultatet bliver, at ormebæstet bliver rykket midt over. Bagkroppen lander med Drifa ovenpå og forkroppen bliver slæbt efter det sidste ormebæst. Asbjørn fortsætter i fuld firspring og efter en kolbøtte er Drifa også efter dem igen.
Den overlevende laver et eller andet, så blodet, som vælter ud af det døde bæst, bliver grobund for crystaltorne, som vokser op af blodet og borer sig ind i poterne på de to ulve.
Da ormebæstet opdager at den døde kammerat sinker den mere end blodtornene sinker de to ulve giver den slip, men det er for sent, og det er en kort kamp efter Asbjørn har fået slået den til jorden.

Da kampen er ovre og adrenalinet begynder at lægge sig opdager de to ulve helt nøjagtigt hvor ondt det gør. Selv ikke gaven Modstå Smerte hjælper noget imod de her krystaltorne, som bare borer sig ind i kødet på dem.

De kan høre noget, som nærmer sig, og det lyder hverken som om det er af en overskuelig størrelse, eller som om den er venligtsindet.

En rosenbusk, som står i nærheden, kigger på de faldne ulve og tilbyder sin hjælp, men for en pris.
Den er selv ganske uinteressant for de ormeting, som kommer nærmere, og den vil trække krystaltornene ud, så ulvenes sår kan hele og de kan slås mod bæstet, men til gengæld vil den have at de finder den busk, den udsprang af, og alle den busks afkom og flytter dem alle til det sted, hvor de hører hjemme... Rosenbuskehimlen om man vil sige. En frodig have hvor der er varmt solskin og ingen vinter, og hvor de kan blomstre som de vil.

Ulvene er ikke enige i at det arbejde er en fair handel, men rosenbusken kan jo få krystaltornene ud ellers vil ulvene rykke den op med rode og kaste den efter det væsen, som kommer tættere og tættere på, og hvis de overlever, så vil de slæbe busken med til abyssen og se om rosenbuske kan flyve, og hvis de ikke overlever, så vil deres første handling i Valhal være at sørge for at rosenbusken, den udsprang for og alle de rosenbuske, som er udsprunget af dens frø, bliver brændt til slagger og trampet ned i sølet.

Rosenbusken er ikke helt enige i den ide, så den tilbyder at den vil nøjes med at de skal tage den med og så skal de afsted med det samme, hente de par rosenbuske, som er udsprunget af dens frø, og så skal de til haven med evig sommer og sol.
Ulvene er ikke enige, for der er landsblót om nogle få dage, og hvem ved hvor længe det tager at finde den åndsvage have, så de tilbyder den at den kan fjerne krystaltornene, og så vil de til gengæld vende tilbage efter landsblótet og tage den og de buske, som er udsprunget af dens frø, med til den have, de søger.

Rosenbusken er ikke helt glad ved det, men da ulvene tilbyder at efterlade en pant hos den, så den er sikker på at de vil komme igen, indviliger den.
Den strækker sine grene ud og omslutter de to ulve helt. Den borer sine torne ind i sårene, og smerten er ulidelig, men da den trækker sine grene tilbage sidder der på hver torn en krystaltorn, som rasler ned på jorden og splintres da den ryster sine grene.

Fri for krystaltornene går der ikke mange sekunder før ulvene er helede nok til at de kan komme på benene for at forsvinde fra stedet, men da Drifa tager det første skridt kan hun mærke et jag af smerte - rosenbusken har fjernet krystaltornene, men har efterladt en af sine egne i Drifas venstre bagpote... det er dens "pant".

Der er ikke tid til at argumentere, for Rosenbusken har trukket sig ned i jorden og det meget store ormebæst er meget tæt på. Asbjørn går i Hispo og Drifa går i Lupus, og Asbjørn tager Drifa på ryggen og spæner hjem mod septen mens Drifa koncentrerer sig om ikke at dryppe blod på jorden og give et spor tilbage til septen.

Da de kommer lige indenfor landets grænser bliver de mødt af en Forfader på vagt. Det er Asker Langløber.
Asbjørn lægger Drifa ned og de hviler sig mens Asbjørn fortæller, hvad der er sket. Drifas bagpote er en blodig klump, fordi den heler så langsomt på grund af tornen.

Asker renser dem, men selvom ormestanken er væk, sidder rosenbuskens torn stadig i Drifas pote, men blodet, som drypper fra den er rent nu.

Da de fortsætter hjemad (hjem til lille Forsete, hvor Drifa skal hen), råber Asker Langløber at de to skjalde er vendt hjem. Asbjørn Tornetunge og Drifa Blodpote er kommet hjem igen.