Vis tekst

  Sidst opdateret: 03. dec 2008 14:40
  Kan læses af: alle

Lige efter landsblotet tog Tornetunge og Blodpote med Enevold ud til Rosenbusken. Holderen af landet ville se hvilke buske der var tale om.

Da de når frem til rosenbusken virkede den nærmest overrasket over at se dem, den havde ikke regnet med at de ville holde ord. Drifas pote blev hurtigt helet efter tornen blev pillet ud og de tre satte sig ned for at høre om det sted, de skulle hen.

Rosen fortalte dem om et sted beskyttet af høje bjerge og dybe dale. En mægtig lund uden farer for plantelivet, hvor beskyttere holdt jorden sund og rask og hvor de gamle og syge planter villigt gav plads for nye og stærke. Alle planter var at finde i den have, fra den største eg til den mindste blomst, og det var det sted, hvor enhver blomst ville være sikker, for det var derfra, de ville brede sig, om deres fæller på jorden skulle forsvinde helt.

Vejen dertil fører igennem kulde og varme, vådt og tørt og starter ved Troldskovens Konge og går mod øst.
Transporten af busken og de to, som er sprunget af dens frø, havde rosenbusken også udtænkt. Den trak sig sammen, blev mindre og mindre indtil den kun var en ganske lille kugle af tæt sammenfiltrede grene med stikkende torne. En hispo ville lige kunne gabe over den og holde den mellem tænderne uden at stikke sig i munden eller på tungen, så det var hvad Enevold gjorde og forsigtigt lirkede den fri fra jorden.
Rosenbusken ledte ulvene hen til de to mindre buske, som også trak sig sammen til tornede kugler af rosenbusk, og Blodpote og Tornetunge tog hver en kugle i munden og sammen løb den hen til det gamle bøgetræ i Hammer Bakker - Troldeskovens Konge, og der instruerede Rosenbusken Enevold, Holderen af landet, til at lægge den fra sig og bide et lille stykke bark af den gamle kæmpe. Enevold bed ganske forsigtigt et lille stykke bark af den gren, som den gamle knudrede bøg holdt ned mod ham, da Enevold samlede rosenbuske op igen strakte den en torn ud og stak ham i munden. Med et hyl slap krigeren denw tornede kugle, men i det samme ændrede hans sanser sig og han kunne se et lysende spor strække sig østover. Rosenbusken blev forsigtigt samlet op igen og de tre ulve løb mod øst af sporet.

Sporet strakte sig langt og de tre løb i timevis indtil trætheden begyndte at melde sig. Rosenbusken havde jævnligt stukket Enevold i munden og smagen af blod fornyede hans evne til at se det sæte spor, som de fulgte.
Da solen stod op kunne de knapt løfte poterne længere, og de lagde sig ned ved en kilde, hvor rosenbuskene grådigt stak deres rødder ned og drak dybt og længe.

Næste dag tog de afsted igen, og mens de løb lagde de mærke til hvordan der blev koldere og kolder og efter kort tid faldt de første snefnug mens vindånder dansede omkring dem og lavede sære figurer i sneen.
Vinden tog til og snart var de ude i en decideret snestorm. De tre rosenbuske blev sært stille, og ulvene måtte gå meget forsigtigt for at undgå at bide sammen om de frosne torneklumper. Stormen tog til i styrke og mens Enevolds sanser vendte tilbage til normale forsvandt sporet fra hans øjne. Han lagde rosenbusken ned og så febrilsk på de to skjalde, som fulgte hans spor mens han forsøgte at fortælle hvad der var sket.
Et vindstød greb fat i en tornede kugle, som var rosenbusken og rev den væk.
De to skjalde så på hinanden og Tornetunge smed sin tornekugle foran Drifa, som forsigtigt lagde en pote ovenpå tornene for at holde fast i den mens Tornetunge og Enevold sprintede efter Rosenbuskens frosne kugle.

De to hispoer piskede igennem snestormen og det var ved et rent lykketræf at Tornetunge havde grebet den i luften. Rosens torne rev ham i munden og den stærke smag af blod fik hans sanser til at ændre sig - nu var det ham, som så det glitrende spor henover sneen.
Drifas pote blødte voldsomt da de kom tilbage, men intet, som ikke helede hurtigt da Enevold tog den tredje rosenrugle op og kort efter var en blodig plet på jorden det eneste vidne om deres eksistens.

De fulgte sporet gennem snestormen, hver gang sporet fadede væk fra dem bed Tornetunge let sammen om kuglen og blodsmagen kaldte åndesporet frem igen og de to andre fulgte efter ham.

Snestormen forsvandt lige så hurtigt som den var startet og mens ulvene stadig fulgte sporet blev landskabet helt sommerligt omkring dem. De frosne rosenkugler tøede op igen og skød små grønne knopper i ulvenes munde, men det varede ikke længe før solens nådesløse stråler fik de små grønne skud til at visne og falde hen - den næste udfordring var igang og de store pelsede ulveforme gjorde intet godt for ulvene mens det bare blev varmere og varmere.

Solen bagte og heden blev hurtigt ulidelig mens ulvene stred sig frem. Rosenbuskene, som før havde været tavse forde de var frosne var nu tavse fordi varmen tappede dem for væske - selv den smule savl, som de fandt i kæften på hver deres ulv var livsvigtig for dem og deres rødder drak så grådigt at Enevold måtte snerre af dem for at få dem til at dy sig.

Da varmen endelig stilnede af kom rosenbusken og en af de to små til live igen - den anden var tørret så kraftigt ud at da Enevold lagde den på jorden ved et lille vandløb blev den bare liggende - ingen små rødder skød ud fra den tornede kugle, ingen kølende vand blev suget ind i de tørstende grene - den lille rosenbusk var død, og dens væsen blev til en mild tåge, som lagde sig over jorden før den forsvandt.
Rosenbusken var meget stille den nat og skjaldene hylede klagefuldt over den lille ånd, som nu ikke var med dem længere.

Da de havde hvilet samlede Tornetunge og Drifa hver deres tornede kugle op efter de havde trukket rødderne til sig igen.
Rosenbuskens torne strakte sig let og Tornetunges navn gav pludselig en ny mening mens hans øjne fangede synet af den lysende sti, som de fulgte.
Enevold var på mærkerne og klar til kamp da den næste udfordring kom - det var ikke et hav, som de havde forventet, men en sump med lange lianer og sugende huller under den stinkende vandoverflade.

Enevold var klar da nogle lange lianer viste sig at være ganske ondsindede og greb fat om skjaldene, som var ude af stand til at forsvare sig med mundene fulde af tornede kugler. Krigerens tænder og kløer rev lianerne fra hinanden of de havde åbenbart ikke forventet så voldsom modstand fra indtrængererne, så de trak sig hurtigt tilbage, men indtil ulvene nåede ud af sumpen kunne de mærke sumpens øjne på sig.

Koldt og varmt, vådt og... kun en enkelt udfordring var tilbage, og de gruede alle for den.

Den kom snigende. Landskabet var fladt, men det var ikke en ørken, som de forventede det. Det var ikke sand, som de trådte på. det var salt.
Solen var ikke så slem som salten under deres poter. Den sved og brændte og fik deres poter til at flække, ku for at trænge dybere ind. End ikke en bloddråbe nåede at falde på jorden, men smerten blot steg og steg.
Endnu en gang var det tørken som fik rosenbuskene til at klappe i, men ikke den varme tørke, men den udpinte, størke, som sugede væsken ud af alt, det kom i kontakt med.

Tørsten var ulidelig og det endte med at de gik i menneskeform for at have beskyttelsen fra deres sko. Blodpote rodede lidt rundt i en pung, hun bar ved bæltet og tog en rulle sisalgarn frem. Med nogle velplacerede knuder og lidt meget forsigtigt vrikken lykkedes det at binde snoren om begge tornekugler så de kunne bære dem ved snorene for at undgå at stikke sig.

Tørsten fik overtaget. Tre ulve faldt side om side og saltet under dem brændte, opsugede grådigt deres sved.

Med et hyl satte Tornetunge sig op. Rasende tvang han sig selv på benene og i Kampform, samlede de to andre op, Blodpote med tornekuglerne hængende om halsen, og satte i løb fremad. Blodsmagen var forsvundet og med den sporet, men han kunne huske retningen og han løb i blinde mens saltet brændte hans poter.

Den mudrede vandpyt stank fælt af brakvand, men for ulvene var det deres redning og da Tornetunge smed sine fæller ved kanten af vandhullet og, stadig i kampform, skovlede vand op i sine store hænder og øsede det over deres ansigter. Enevold og Blodpote kom langsomt tilbage til livet og den ene rosenbuse strakte rødderne ned i vandet. Alle drak de grådigt, alle bortset fra den anden af de to små. Den havde lidt samme skæbne som sin bror og var visnet helt ind til hjertet så den aldrig ville strække sine grene mod solen igen.

Bedrøvede gravede Ulvene et lille hul og lagde resterne af den unge rosenbusk derned, da de skubbede det salte sand hen over den følte de et stik af smerte, men Rosenbusken bød dem at rejse sig og komme videre - de var stadig ikke fremme i havens paradis.

Da de havde hvilet sig lidt havde de overskud til at se sig omkring og opdagede en mur af klipper, som strakte sig skråt bagud så den var svær at få øje på. Muren dannede en spids hen mod ulvene og hvor den mødtes var der et hul. Rosenbusken virrede med dens tornede grene - det var indgangen til haven de kunne se, nu var der ikke langt igen.

Da var det de hørte lyden.
Det var som tusinder af små fødder, basken fra tusinde små vinger og lyden af tusinde små kroppe, som trak sig igennem saltet bag dem.
Ulvene vendte sig om og tog straks kampform, for de lyde de hørte som fra en sand syndflod af små væsner. De var i mange former, fra larver, som ormede sig afsted, til slimede biller på størrelse med en Crinos' knyttede hånd. Omkring væsnerne var en giftig sky af råddenskab og ulvene så med rædsel hvordan de fulgte deres fodspor gennem saltet, drejede lidt til venstre og stilede direkte mod ulvene ved det lille vandhul.
Rosenbusken trak sig sammen til den tornede kugle og Drifa bandt endnu en gang snoren om den, så den kunne bæres lidt lettere - den gamle snor var blevet sprængt da den foldede grenene ud ved vandhullet - og hang den om på ryggen, hvor tornene ikke kunne nå igennem den kraftige pels.
Drifa Blodpote, Asbjørn Tornetunge og Enevold mødte bølgen skulder mod skulder. Kløerne lynede og ormebæster faldt som græs for en le, men de blev ved med at komme, og langsomt men sikkert blev de tre ulve presset baglæns, tilbage mod klippemuren og der, hvor porten skulle være.
Der gik ikke lang tid før de indså, at det ikke var en port - det var et tjørnekrat så tykt og sammenfiltret at et forsøg på at trænge derind ville resultere i den visse død, og de blev stadig presset længere og længere tilbage. Enevold gjorde et desperat forsøg og råbte til tjørneporten at den skulle åbne sig for Sorthøjs Holder af landet, men intet skete. Tornene raslede, men stadig var de sammenfiltrede som et panser.

Ulvenes kløer dryppede af slim fra de dræbte bæster da de tre ulve stod så tjørneportens pigge prikkede luften lige bag dem, og stadig kom der flere og flere af de slimede bæster imod dem, og det var da en ekstra bølge af pansrede biller væltede frem mod dem at de blev tvunget adskillige skridt tilbage - men i stedet for at møde hårde torne og kraftige grene bag dem mødte de tom luft og de faldt oven i hinanden da den piggede støtte viste sig at være forsvundet bag dem.
Tjørnekrattets grene havde filtret sig ud af sig selv og havde åbnet sig for ulvene, og som slanger skød de samme grene frem mod den stadig angribende horde af ormevæsner og spidede dem da de lukkede sig sammen som en uigennemtrækkeig mur mellem ulvene og deres fælles fjender. Få væsner var blevet fanget indenfor muren, men de gjorde ingen skade alene og de blev hurtigt slagtet, og da de var nedkæmpet opdagede Ulvene to ting; rosenbuskens tornede kugle var blevet mast. Den var knækket i småbitte stumper da den landede under de tre ulve og i kampen derefter. Den anden ting var, at der stadig var torne hele vejen omkring dem.
Tavse samlede ulvene forsigtigt de knækkede grenstumper op og så sig omkring. De kunne mærke en liflig duft af blomster i en retning, og det var den vej de gik. Tornekrattet åbnede sig for dem og lukkede sig bag dem indtil de tre nåede igennem og stod i en varm og solrig have.

Et lille vandfald faldt ned og formede et vandløb, som snoede sig igennem den cirkelrunde have til en stor sø, og på søens bred voksede en stor, snehvid eg. Overalt var der planter - blomster, træer, buske. Alle regnbuens farver og en sand syndflod af dufte svirrede i luften overalt omkring dem og ulvene stod nærmest i vantro - det lignede en lyserød parodi på noget, man kunne se på et pigeværelse, men kun ved første blik.
Der var også torne, tykke og uigennemtrængelige.
Haven var dråbeformet og hele spidsen var fyldt af det tætte tjørnekrat, som var porten ind til haven. Det var så stort at selve haven blev rund i formen, og det var så tykt og massivt at selv en ildsprudlende fjende ikke ville kunne brænde sig igennem - tjørnens masse ville simpelthen kvæle ilden.
Der var kødædende planter, som lystigt guffede af de insekter, som fløj rundt og bestøvede havens mange beboere, og da ulvene fik øje på stedets vogter var de lige ved at tro, at de havde fundet et indtrængende ormevæsen.

Helt dækket af stride børster og med en lang, rotteagtig hale med noget, som lignede en skarp kniv for enden. Armene var lange og ledløse og endte i smidige tentakler i stedet for fingre. Dens ansigt var roligt og endte i en lang, spids snude, med en lyserød tunge, som spillede som en slanges.
Ulvene ville have angrebet om ikke vogteren havde rakt ud efter resterne af rosenbusken og forsigtigt taget dem ud af ulvenes poter. Den studerede de knækkede grene og bad Ulvene følge med.

Ved søens bred knælede vogteren og lagde resterne af rosenbuskene ved roden af en anden, større rosenbusk. Ulvene så busken bøje sine grene ned og berøre resterne af Ulvenes rejsefælle, og som om den var skabt af tåge blev rosenbusken fra Sorthøjs land suget ind i Havens rosenbusks masse af filtrede grene og blev en del af dem.
Vogteren kælede for en af rosenbuskens blomster og vendte sig mod ulvene og bød dem på mad og hvile.

Ulvene opdagede hvor udmattede de var efter rejsen, som havde taget adskillige dage, og de blev i tre dage i haven indtil de var veludhvilede og friske igen.

De levede af planternes saft, som smagte herligt og generøst mættede dem hver gang de var sultne.
Vandløbets nymfer og træernes ånder dansede med dem i månens skær og Enhjørning og Den Hvide Hjort var kommet løbende og havde hvilet sig en nat, før de var sprunget ud af haven over den store mur.

Vogteren havde lyttet til deres fortælling, og han havde fortalt dem hvad Rosenbusken ikke havde vidst: Fra haven breder alle planter sig til deres levesteder, men selve haven er forbeholdt de planter, som er udset til at være moderplanten, hvorfra de andre skal skyde. Ingen plante kan trænge ind i haven, medmindre den er udset til at blive den næste stamplante. Det var den lov, som havde dræbt den sidste af de tre rosenbuske da den trængte ind bag tjørneportens sikkerhed.

Rejsen var forbi, løfterne var blevet indfriet og som bevis gik vogteren hen og tog en gren fra et slankt bøgetræ. Bøgetræet slap villigt grenen, som med det samme blev rank og hård. Med spidsen af halen skar vogteren et mærke på staven.
Vogteren rakte Tornetunge staven og fortalte at omde skulle få brug for at komme tilbage ville staven vise vej, og om haven skulle få brug for støtte fra Ulvene ville staven lade dem vide det. Tornetunge ville forstå dens sprog.

De bød hinanden farvel, og da Tjørneporten stadig var under angreb af den bølge af ormebæster, som havde fulgt ulvene til haven, bød Vogteren dem at krybe igennem det største øje på havens store knudrede troldetræ - en bøg, hvor grenene var skudt ud igen fra stubben og havde dannet knudrede former.
Ulvene adlød og de de krøb alle igennem øjet på det gamle træ.
Da de kom ud på den anden side opdagede de, at det træ, de var kommet ud igennem, var det træ, de var startet ved, Troldskovens Konge i Hammer Bakker.

De så på hinanden.
Så så de sig omkring.
Tornetunges hånd havde endnu ikke forlads staven, hvor mærket øverst lyste med et blødt, grønt skær.

Pludselig vendte Tornetunge og Enevold ansigterne mod en hybenbusk som stod nærved. De stod og lyttede lidt mens Blodpote så på med undren - det eneste hun hørte var en raslen af blade og grene, men de to andre forstod tornenes sprog da busken bød dem velkommen hjem.

Rejsen havde været lang og de var alle savnede, så de hilste hinanden farvel og drog hver til sit - Skjaldene tog hjem til deres familier og Modien tog op på Højen - de havde en stor historie at fortælle