Vis tekst

  Sidst opdateret: 24. aug 2006 23:30
  Kan læses af: alle

(Dette er en gammel tekst, der er skrevet med bund i Magne for et år eller to siden.)

Kædemandens dans

Jeg har kendt kædemanden længe. Vi har danset en dans. Jeg har mødt ham på mine ture gennem byen. Jeg har opsøgt ham når jeg har mistet kontrollen. Når jeg har haft brug for at slippe dyret fri. Når jeg bare vil have tæsk. Vi har danset hver gang til alt dans har været drænet fra mig. Hans smil har altid været bredt når jeg har forladt ham. Altid med halen mellem benene. Heldigt for mig kan han aldrig forlade sit fængsel.

Jeg ved ikke hvorfor jeg bliver ved med at komme tilbage. Og jeg ved ikke hvorfor han altid står der med et smil på læberne. Altid klar til at tage imod mine aggressioner. Han står midt i fængslet bundet af kæder og alligevel er han urørlig. Hans bevægelser virker langsomme, nogle gange næsten tunge. Så man skulle tro at han kunne fanges. Man altid når man langer ud efter ham er han på et andet sted. Man står på det forkerte ben eller klørene vender den forkerte vej. Så begynder hans dans for alvor. Man sætter af i det næste udfald, men det som om han allerede ved hvad man vil gøre, for med sine langsomme bevægelser flytter han sig så man igen står med siden eller ryggen til. I hans dans har han næsten altid fat i en. Han lægger altid tryk på så man mærker truslen fra ham. Truslen mellem krigere, hvis du ikke presser imod så er du færdig. Så man giver modtrykket. Og så har man tabt. For så overgiver man sig til ham. Resten af dansen er det ham der styre. Man bliver svinget rundt. Hele tiden forsøger man at kæmpe sig ind mod ham for at sætte en klo i. Men han leder bare en videre i de næste trin. Til sidst ender man i en bunke på jorden. Mens han står uberørt og med et smil på læben. Jeg ved ikke hvorfor han smiler. Han er fængslets ånd. Frustrationen stråler ud af stedet hvor folk sidder indelukket. Lænket er han alligevel det frieste væsen jeg har mødt. Han dans er fri og ubesværet på trods af kæderne. At han ikke er blevet ædt inden fra af mørket og ormen forstå jeg nok aldrig. Jeg er sikker på at der ville være meget lidt lys tilbage i mig.

Det jeg begynder at forstå er hans dans. Kædemanden har lært mig noget om bvevægelse. Noget om at slås. Han har lært mig at når der bliver trykket kan jeg lade være med at trykke imod. Jeg kan tage imod i stedet. For på den måde tager man kontrollen. Men det er ikke den kontrol jeg er vant til. Det er en kontrol der er lige så instinktiv og umiddelbar som vreden i mig. Deri ligge måske hemmeligheden i hans frihed. Hans reaktion er altid umiddelbar. Altid kontrolleret, men aldrig styret.

Dans, dans, kædemandens dans.