Vis tekst

  Sidst opdateret: 17. feb 2011 00:30
  Kan læses af: alle

Så stod de der og talte, ulvene i cirklen. Talte om ritet der skulle styrke septen, om ritet der havde styrket septen, blændet af smagen af sejr og illusionen af styrke. Så de ikke hvad der var sket? Mærkede de det ikke? Hvordan kunne de le og klappe hinanden på skuldrene nu?

Havde ulven nordfra vidst hvad han gjorde? Var det sket som han havde planlagt? Havde det været overlagt at dræbe kaninen? At lade dens varme blod blive et med blotpladsens frosne jord? Med kaninen var fornyelsen dræbt, forårets kraft, Troldhøjs fremtid, alt sammen flød det ud mellem sprækkerne, som blodet havde forladt den døde kanin.

Flokken omkring hende jublede, hyldede ulven nordfra, forstod de det ikke? Så de ikke hvad der var sket? Mærkede de ikke at med kaninens sidste åndedræt forlod håbet Troldhøj. Der var kun døden tilbage. Døden før Ragnarok. Den død Magne havde været den første til at se. Troldhøjs død.

Hun kunne ikke lade galskaben fortsætte. Hun måtte få dem til at lytte. Få dem til at forstå hvad der var sket.

Bagefter var Katla ikke længere i tvivl. Septen havde anderkendt at hun forstod ritet bedre end nogen andre havde gjort. Det var ikke her hun havde set sig selv for blot en vinter siden, på Kalø, hvor hun først blev Ritemester. Mest for at drille Magne.