Tekst

Det var søndag aften. Datoen var 24. august, 2003 A.D.

Der var noget i luften. Noget anderledes. Noget, der gjorde folk og fæ urolige. Fik menneskene til at vende sig om på den anden side i sengen uden at kunne sove alligevel. Stress? måske. Varme? måske. Luftfugtighed? måske. Fremmed, anspændthed? Ja, hvis ellers man som menneske vil erkende eksistensen af den slags - men det vil man jo ikke, 'det er sikkert bare mig der ikke kan sove'.

Hestene på marken bag Damagerkollegiet, hvor Fjeldhammer bor, var urolige. Gik uophørligt frem og tilbage og prustede, rystede, som om de forsøgte at ryste en sværm af usynlige myg af sig igen og igen.

Fjeldhammer sanser at noget ikke er, som det skal være. Kan ikke sætte en finger på hvad der er galt, men tager en trøje over skuldrende og forlader sin lejlighed. Går ud i den mørke nat og ned til det fjerneste hjørne af kollegiet, til indhegningen med hestene.

Hestene tøver og flytter mistænksomt på sig, da de øjner Fjeldhammer. Sanser at heller ikke han er helt normal, ikke er som andre mennesker. Tøver. Ved ikke hvem de skal vælge af de to ukendte og foruroligende væsener de kan sanse.

En indskydelse får Fjeldhammer til at gå rundt langs folden, ned ad græsbakken og ind i den lille skov der løber bort fra kollegiets område. Langt uden for lyskredsen og murstensbygningernes tryghed.

Herinde er der mørkt. Stjernerne oplyser i glimt de grønne blade med et sært, sølvagtigt skær. Fjeldhammer spænder ubevidst sine sanser. Mærker hvordan nogen eller noget får selve den natmørke skov til at holde vejret i stilhed - eller i tavs pine.

Der findes pludselig en lem foran Fjeldhammer, ikke ulig nedgangen til en gammel bunker, som tilsyneladende leder ned i jorden, stadig længere bort fra kollegiet. En snusen i luften afslører den umiskendelige stank af mug og pis, som strømmer op nedefra.

What the Hell, måske bliver dette alligevel bare en aften som så mange andre trods alt. Stille som en kat lader Fjeldhammer trøjen og skoene glide af kroppen,hvorefter han glider ned af de fugtglatte trin, der er hugget ud i jorden.

Hernede er der sort som i graven, og stanken er tiltagende. Det er sgu' til at få kvalme af, rent ud sagt. Fjeldhammers nattesyn er ikke det bedste, og efter et øjeblik er han henvist til at famle sig frem på må og få. Tanken om at hente hjælp er ikke den første der slår ham - bliver der ballade kan han altid hente forstærkninger andre steder fra eller bare vælge at skride. Umbaen er ikke mere end et enkelt skridt borte alligevel.

Hulen er heldigvis ikke hverken særlig stor eller labyrintagtig - ellers var Fjeldhammer meget hurtigt kommet i problemer med at finde vej i mørket. Det letteste er egentlig at gå efter stanken - og så et spor af fugt og slim, der langsomt vokser i den retning han bevæger sig.

At skifte til kampform har ingen hensigt herinde, da gangen er for lille til at kunne bevæge sig ordentlig i. Derimod er Hispo en dejlig ting netop i dette øjeblik - og så gør 4 ben det også lettere at holde balancen på det smattede underlag.

Efter ca. 150 meter udvider gangen sig til noget større - en hule af en slags. Herinde får Fjeldhammer, efter at have misset med øjnene i det svage, grålige lys der strømmer ind fra toppen af hulen, øje på det, der sandsynligvis har afsat det slimede spor på jorden: En blæksprutte! Eller i hvert fald et levende væsen af en slags, der ligner en blæksprutte til en forveksling. Også selvom denne her har ti arme og og har omtrent samme dimensioner som en stor afrikansk elefant, hvad kroppen angår. Armene er i hvert fald et par meter lange.

Lamslået betragter Fjeldhammer det utrolige syn: hvad han end havde ventet at finde hernede var det i hvert fald ikke en skabning, der normalt er henvist til de store oceaner, langt fra Troldhøjs jord og kyst. Hver en muskel i hans veltrænede krop er spændt som en stålfjeder, parat til at kæmpe. Så minder han endnu en gang sig selv om, at han har lovet at være en artig og ansvarlig ulv og ikke rode sig ind i ballade med sære væsener han ikke kender, og ikke uden en morsom tanke på både dette og hint lader Fjeldhammer skuldrene falde en smule og skifter fra Crinos til Glabro. Hvilket gør ham i stand til omtrent at se lige ind i dyrets ene øje. Og hvilket øje er det ikke: Fascinerende er det at kigge ind i, som en malstrøm af farver og former, der skifter konstant, som øjet i en tropisk tyfon.

Og pludselig får Fjeldhammer virkelig en grund til at stirre: En pludselig, ukendt indskydelse får ham til at fokusere og betragte det hvirvlende øje meget nøje – og på en fantastisk måde virker øjet pludselig som en billedskærm, der tilsyneladende har et budskab at vise den nu totalt forvirrede og fascinerede skjald:

Det handler om forureningen i havene og langs alle verdens kyster. Fra nord til syd og fra øst til vest. Tavst flimrer ufattelige, rystende billeder af olieforurening, dumpning af kemisk og biologisk affald og mange andre uhyggelige ting op i det store, stirrende øje og brænder sig fast i Fjeldhammers bevidsthed. I tusinder af havfugle basker fortabte med vingerne og skriger deres lydløse dødsskrig med den unge skjald som rystet tilskuer.

Og det handler om de ting, forureningen fører med sig udover døde dyr og døde havmiljøer. Nemlig at sære, skræmmende eksistenser dukker op i dybhavet hvor havbunden nu ligger død og kvalt under menneskets forpestning af det levende hav.

Skræmmende, mareridtsagtige væsener der får selv de største uhyrlige skabninger i Hollywoods film til at ligne Bamse og Kylling. Nogle med lighed som de gigantiske, på et vis majestætiske blæksprutter man de seneste måneder har set skylle i land i Sydamerika. Andre ligner væsener der burde befinde sig på en anden planet eller i en anden dimension – alle andre steder end på jordkloden.

En stemme uden ord trænger vej ind i Fjeldhammers sansebedøvede hjerne og fortæller, langsomt og nøgternt, at dette er hvad der venter os. Noget af det sker allerede i dag. Andet er i færd med at ske og vil blive til virkelighed inden for en kort tid. Der er spor af sørgmodighed i stemmen. Som en mor der sørger over sine døde børn, som en, der har mistet alt håb for fremtiden og ikke længere har nogen grund til at leve.

Måske er det Gaia selv der taler til Fjeldhammer. Måske er det Ægir, havets gud, eller måske Ran, havets og alle jætters moder. Måske er det en fe eller et andet ånde-væsen, som gør opmærksom på sig selv og vil have Fjeldhammer til at gøre en indsats. Måske er det slet ingen af delene, og i virkeligheden bare noget der sker, når man går tur en mørk nat fordi man ikke kan sove.

Fjeldhammer ser i et glimt, hvad der minder mest af alt om en portal til Umbraen. Den ligger tilsyneladende i Brabrandsøen, og benyttes tilsyneladende fra tid til anden af visse kræfter eller væsener, der ønsker at komme ind i vores virkelige verden. Måske er det fordi Brabrandsøen står i en eller anden forbindelse med havet, at dette sker. Måske fordi søen er forbundet med Århus å, hvor der tilsyneladende også sker mærkelige ting. Skade kun, at Fjeldhammer som alle andre har forbud mod at nærme sig åen under nogen som helst omstændigheder. På den anden side, når man har set hvad Fjeldhammer lige har set, har man ikke den store lyst til at undersøge om åen tilfældigvis bebos af sådan nogle grimme tingester.

”Tag ud til Kattegat” lød svaret på Fjeldhammers endnu ikke stillede spørgsmål. ”Tag ud til kysten, besøg nogle af øerne, se hvad der sker med dine egne øjne, og tal med kystens beboere”, fortsætter stemmen. ”Du er god til at snakke med folk, du kan indgyde tillid i folk der ikke kender dig og ellers ikke lukker op for fremmede. Brug det til din fordel”.

Så Fjeldhammer får lov til at forlade byen af sin Alfa, pakker sin rygsæk og tager i første omgang til Hou, hvorfra han sejler videre til Samsø. Taler de næste par dage med flere af de lokale fiskere om de 'underlige fisk' der svømmer rundt 'derude'. Det er ikke let at blive klog på hvad kystens folk præcist mener, og hvad de egentlig har observeret, men det står efterhånden klart at det ikke bare er turisthistorier og skipperskrøner det handler om. Der er helt sikkert et og andet i gære derude.

I disse dage gør Fjeldhammer for første gang brug af sin viden om, hvorledes man berører Nornernes skæbnetråde, som han har lært det fra Herren af Højen. Dette bruger han heldigt til at møde de helt rigtige mennesker at snakke med, nemlig dem der dels har set noget usædvanligt, og dels er til at få til at tale om det, når Fjeldhammer først har vundet deres tillid og stiller de rigtige spørgsmål.

På tredjedagen er det tid til at tage tyren ved hornene for alvor. Denne dag, selv samme aften som Fjeldhammers septfæller samles til blot under den samme stjernehimmel, går den unge skjald på uinviteret visit. Den heldige vinder er et ganske lille, transportabelt anlæg til findeling af kemikalier som egentlig er beregnet for genvindingsindustrien. I dette tilfælde er problemet blot at de lokale har mere end en almindelig mistanke om, at stedet i virkeligheden fungerer som dække for udskibning og dumpning af kemikalier i det kystnære område. Placeret på en øde plet på Samsøs østkyst langt fra myndighedernes mistænksomme blikke, og med et anlæg der ikke fylder mere, end at det kan pakkes sammen på et par lastbiler og flyttes, hvis lokummet begynder at brænde.

En ung, lokal fiskerknægt anviser Fjeldhammer stedet og kører ham det meste af vejen derud. Resten af vejen bliver tilbagelagt lydløst og uset på fire bløde poter, hvis ejermands pels er lige så mørkegrå som de lavthængende tågeskyer der indhylder kysten.

Dét at kunne færdes lydløs er en rigtig rar ting, for der viser sig faktisk at være en form for aktivitet på den flade strand, skjult bag nogle høje klitter. Herfra kan Fjeldhammer roligt iagttage hvordan adskillige mænd går frem og tilbage mellem små kemikalietanke og en stor, mystisk indretning Fjeldhammer aldrig har set før. Det påfaldende er, at de 6-7 mænd nede på stranden tydeligt fra tid til anden kigger sig skyldbevidst omkring, samtidig med at de konstant taler sammen i små radioer med head-set, selvom de ikke går særlig langt væk fra hinanden.

Et telt af en slags er rejst helt nede ved vandkanten, og af og til går en bestemt mand ind i teltet for at komme ud igen et øjeblik efter. Ingen af de andre mænd kommer i nærheden af teltet, men synes ligefrem at holde sig så langt væk fra det som muligt. De er travlt optaget med at rigge nogle rør til, som tilsyneladende går fra deres maskine og direkte ud i havet. Maskinen er i øvrigt dækket af et kamuflagefarvet net, og er således kun vanskeligt synligt fra luften, og antagelig så godt som usynlig her midt om aftenen.

En musvåges kaldeskrig lyder ud i den stille nat. Et godt tegn. Fjeldhammer har set hvad han ville og gør sig parat til at trække sig tilbage for at planlægge det næste træk, da et andet fugleskrig flænser luften over hans hoved, og, uheldigt nok, tiltrækker sig mændenes opmærksomhed. Skriget kommer fra en havmåge, et gigantisk, sort, olieindsølet eksemplar af slagsen. Fuglens øjne skinner som orange glødelamper, og et kort sekund synes Fjeldhammer faktisk han kan se ondskaben og fordærvelsen lyse ud af øjnene på kræet.

Så meget for overraskelsesmomentet. 6 par rasende og bange menneskeøjne stirrer pludselig op mod skrænten hvor Fjeldhammer har ligget skjult. Fandens fjerkræ, det er én stor beskidt sammensværgelse dette her.

Tre mand begynder samtidig og lydløst at løbe hen ad stranden og op mod Fjeldhammer. En anden løber ad en sti bagom klitten og sandsynligvis op mod en pickup, som står parkeret godt hundrede meter oppe ad grusvejen. Han skal sikkert afskære Fjeldhammer flugten bagud. Da Fjeldhammer ikke er verdens bedste svømmer, og desværre ikke kan flyve i dette øjeblik, kan han lige så godt løbe fremad i stedet for. Så det gør han.

Dette træk får to af angriberne til at standse usikkert et kort øjeblik, hvorefter den ene skriger et eller andet uartikuleret og løber i den modsatte retning. De sidste to fortsætter deres løb, den ene med en springkniv i hånden, men når ikke mange meter før de standser op, og til deres rædsel konstaterer at den lille snushane pludselig er blevet erstattet af et uhyre på næsten tre meters højde, med meget store og meget skarpe klør og tænder. Resten af deres liv bliver kort og næsten smertefrit.

Lynhurtigt vender Fjeldhammer sin opmærksomhed mod teltet, hvorefter han løber derned. På vejen overhaler han den tredje angriber, der, tilsyneladende ude af sig selv af chok og angst kaster sig i havet og begynder at svømme væk, for at lægge afstand til den behårede dræber der pludselig er trådt ud af nattemørket. Han får lov at svømme i sin egen sø, og Fjeldhammer tordner i fuld fart ind i den svagt oplyste telt-barak.

Herinde møder der ham endnu et totalt uventet syn: gulvet og væggene i teltet er overstrøet med hvad der ligner forskellige kropsdele fra blæksprutter i alle størrelser og former. Som et blæksprutte-slagteri eller -rædselskabinet. I det fjerneste hjørne af teltet befinder teltets mystiske beboer sig: Et menneske. Eller det var han sikkert en gang. Nu er han Formor, et besat, bestialsk væsen med et temmelig skræmmende udseende: Halvt mand, halv blæksprutte, med to lange fangarme i stedet for almindelige arme, og et stort, skarpt næb i stedet for en mund. Og med kun et enkelt øje – midt i panden.

Her skal handles hurtigt, men inden Fjeldhammer når at reagere, rystes teltet af et brag og den kampklare Garou kastes til jorden, ramt i skulderen og overkroppen af en ladning blyhagl på klods hold.

Det gør sgu' ondt, for en del af haglene er gået næsten hele vejen gennem kroppen. Men det er trods alt kun en mindre forsinkelse på vejen mod fjenden, hvad han end er for en, og skytten bliver hurtigt uskadeliggjort med et par velrettede, knusende poteslag.

I mellemtiden når festens hovedperson imidlertid at løbe forbi Fjeldhammer og ud af teltet og videre ud i vandet. Han er hurtig, og vil meget snart være langt væk, for Fjeldhammer har ingen mulighed for at svømme efter i det tempo, og har ikke hverken en vandscooter eller en jetmotor på ryggen. Indædt bandende optager han den håbløse jagt, men kan se at løbet er kørt i løbet af få sekunder hvis ikke der indtræffer et mirakel.

Det gør der. I al fald set fra Fjeldhammers synsvinkel.

Den ukendte stemme, der talte til ham i hulen under Damagerkollegiet, for hvad der virker som uger og år siden, er pludselig i hans hoved igen. Eller nærmere: i hans hoved, hans hjerte og hans instinkter.

”Råb!”, byder stemmen ham. ”Luk munden op, brug din stemme som ingen før har hørt den! Vis, at du er skjald af fødsel, at din stemme har magt, og at din vilje kan flytte bjerge og standse flygtende fjender!”

Så Fjeldhammer begynder at hyle. Et langt, gennemtrængende og kraftfuldt hyl gennemtrænger pludselig natten, fyldt med hån og nedgørelse af den flygtende fjende. Og en stærk bøn til havets Moder om at fastholde fjenden og lade Fjeldhammers vrede nå ham.
Resultatet er fantastisk: Formoren, som netop er ved at dykke ned under vandet flyder i dette øjeblik pludselig ovenpå som en korkprop, samtidig med at han indhyldes i en sort, tjæreagtig substans som umuliggør enhver bevægelse. Havets Moder har talt, og Fjeldhammer forstod at lytte. Nu udnytter han chancen og får hurtigt indhentet sin modstander og, efter nogen kamp, dræbt ham.

Hmm...

Det ser ikke godt ud at lade den slags ting ligge og forurene havet, det er beskidt nok i forvejen, og hvis først en eller anden tager et billede af fyren her og render til avisen med det, er det ikke til at sige hvad der kan ske...

Altså tager Fjeldhammer sin døde modstander på slæb og bringer ham ind til kysten igen, hvor han lægges ved siden af de tre øvrige døde. Så kommer Fjeldhammer i tanke om ham, der løb op efter en bil. I menneskeform løber han hurtigt op til bilen og finder ganske rigtig manden og bilen. Manden, en ældre, gråsprængt fyr af østeuropæisk udseende er tilsyneladende død af hjertestop, forårsaget af chok. I al fald skinner hans kolde, døde øjne af åbenlys rædsel. Nå, Fjeldhammer tager også ham med ned til stranden.

Tilbage genstår spørgsmålet om hvordan man skal rydde op efter alt det her svineri. Det begynder at haste, for solen er ikke langt fra at stå op ude i nordøst, og Fjeldhammer selv er såret, træt og udmattet. Så han gør det eneste han lige kan komme på: går op til den nu forladte bil, flår en af bildørene af (hvilket er let når man er tre meter høj og stærk som kun en Fenrier ), og bruger derefter døren som skovl til at grave en grav i sandet, neden for den højeste af klitterne.

Heri dumper han ligene af mændene, formoren og teltet samt mændenes østeuropæiske pas og en del falske Euro-sedler (de ser i hvert fald falske ud). Resterne af blæksprutterne som også lå i teltet lægger Fjeldhammer forsigtig op i en lille robåd han finder tæt ved. Da graven er kastet til, og netop som den opadgående sol bryder vandspejlet, sætter Fjeldhammer sig ved årene og lægger fra land. Og endelig, på dybt vand langt ude i Kattegat giver han havets Moder de stakkels rester af hendes børn tilbage.

Resten er historie: Fjeldhammer vender tilbage til den unge mand der hjalp ham tidligere om aftenen og hans familie. Her får han et varmt bad og en seng at sove i. Senere samme dag fortæller han hvor de kan tipse de lokale miljømyndigheder om, at de kan demontere og afhente et ulovligt spildevandsanlæg...eller noget. Eneste betingelse er at de ikke nævner Fjeldhammer selv i den forbindelse, hvilket de lover ham.

Så tager Fjeldhammer afsked med sine værtsfolk og vender snuden mod fastlandet. Ikke sikker på at han har løst det store mysterium om, hvorfor der lever mærkelige blæksprutter under hans kollegium, og ikke fordi han har udrettet mirakler for at standse forureningen af havmiljøet, det være sig lokalt eller globalt.

Men han har taget en bid, og sikret sig at i hvert fald kyststrækningen omkring Troldhøjs land også fremover vil være renere og smukkere end den ellers ville have været.

Saadan kan der komme saa meget ud af en nat hvor man ikke kan sove...