Tekst

En kortere version af denne historie blev fortalt til blotet i Troldhøj d. 11. oktober 2003. Alle tilstedeværende var under indflydelse af fe-vin, så det er kun Røn og Benedikte, der kan genfortælle historien - men alle der hørte den kan huske den, så her er den.

----
Historien om Væveren, Forskergruppen og Energiboblen.

Del 1 - Forskergruppen

Da Benedikte kom til Troldhøjs sept i april 2002, arbejdede Røn, der dengang endnu blev opfattet som slægtsfolk, i en forskergruppe på universitetet. Røn var begyndt at mene, at noget sært gik for sig i forskergruppen, og ville gerne have hjælp til at finde ud af, hvad det var. Med sin erfaring fra forskergruppen i Schweiz mente Benedikte, at det måtte være noget for hende, og hun meldte sig til at hjælpe Røn.

Sammen med Sømosens Søn tog Benedikte ned på universitetet kort efter, hvor de forsigtigt sniffede rundt på gangene og i umbraen omkring fysik og biologi. Her fandt de dels ud af, at biologi virkede MEGET ubehageligt i umbraen - faktisk havde de slet ikke lyst til at kigge nærmere på stedet - samt at der på fysik og kemi fløj nogle sære, store myg rundt i og omkring forskergruppens kontorer. Myggene var ikke deciderede væver-ånder, men havde alligevel med deres skinnende, metalliske kroppe og sølvfarvede øjne noget Væver over sig. Morild var senere forbi for at se myggene, men kunne heller ikke nærmere placere dem.

Røn og Benedikte blev enige om, at Benedikte skulle søge om et job i forskergruppen, så hun kunne følge begivenhederne - og Røn - på nærmere hold. Benedikte har uddannelse og erfaring med administration, regnskab, oversættelse o.l., og fik snart et job med præcis dette i forskergruppen, dog under en anden del af gruppen end Røn, nemlig Biokemi. Denne position gav Benedikte god adgang til alle mulige papirer og oversigter over interne strukturer i gruppen, og dermed burde give hende gode muligheder for at finde ud af, hvad der foregik.

Sådan gik det dog ikke. Gennem hele efteråret ledte Benedikte og Røn i alt, hvad de så, efter tegn på mistænkelige forhold. Benedikte undersøgte organisatoriske sammenhænge, arbejdsgruppestrukturer, sponsorkontakter o.l., mens Røn holdt øje med det daglige arbejde og de akademiske sider af projektet. Det meste af det, de fandt ud af, var små tegn uden konkrete beviser eller spor. Alle i forskergruppen virkede trætte, uengagerede og initiativløse, og projekter og planer stivnede i møder og bureaukrati - tydelig indflydelse af væveren, ja, men ikke mere end så mange andre lignende steder. Røn selv følte sig påvirket af stemningen, men hverken hun eller Benedikte kunne sige, om det havde en mere alvorlig baggrund end almindelig stress og travlhed. Samtidig havde Røn ganske uventet Skiftet - hun var ikke slægtsfolk, men varulv. Det kom som en glædelig, men omvæltende nyhed for hende selv og septen, og tog noget tid at vænne sig til for alle. Tid tog det også for Benedikte at vænne sig til at skulle være mor - i sensommeren var hun taget til Schweiz for at mødes med et slægtsfolk, som kunne være en passende far for hendes barn, og mødet havde båret frugt.

Sidst på året lykkedes det Benedikte og Røn at iagtage myggenes færdsel over et længere stykke tid, og de fandt ud af, at de tilsyneladende kom fra, eller i hvert fald på en eller anden måde var knyttet til søen i universitetsparken. Mellem et bestemt hjørne af søen med mørkt, stillestående vand, og kontorene på fysik, bevægede myggene sig i et sært, kompliceret mønster frem og tilbage. Benedikte og Røn anstrengte sig for at gennemskue myggenes adfærdsmønster og mål, men måtte give op og se tiden an. Indtil videre havde myggene tilsyneladende heller ikke gjort noget dramatisk, men Røn og Benedikte var af den klare overbevisning, at de havde noget med trætheden blandt forskerne at gøre. Af frygt for at ødelægge eventuelle spor kunne de bare ikke gribe ind, før de vidste mere om, hvor myggene kom fra, og hvad deres sande formål var. Røn gjorde sin uddannelse færdig ved juletid, men fik ikke umiddelbart noget nyt arbejde. Hun blev ved med at komme ofte på universitetet i det følgende semester, under dække af at skulle gøre nogle ting færdige til en artikel.

I foråret 2003, hvor Benedikte nærmede sig enden på sin graviditet, kom de endelig til et gennembrud i ulvenes overvågning. Benedikte kom forbi en printer en sen aften, hvor hun arbejdede over for at forberede sig på sin barsel, og fandt her en håndfuld papirer med arbejdstegninger af noget, der i høj grad lignede de myg, Røn og Benedikte havde brugt så lang tid på at holde øje med. Benedikte blev på kontoret natten over for at se, om nogen kom efter papirerne, men da dagen gryede og ingen var kommet, tog hun papirerne med sig. Hun viste dem til Røn, og sammen studerede de dem og blev enige om, at det ganske rigtigt var arbejdstegninger til myggene.

Kort tid efter dette gik Benedikte på barsel, og det blev sværere for hende at holde øje med, hvad der skete på universitetet. Røn holdt øje med printeren, samt smugkiggede på alle de computerskærme, hun kom i nærheden af, men fandt ingen spor af, hvem der havde printet tegningerne ud. Hun så heller ikke nogen, der virkede som om, de savnede noget, så Røns og Benediktes konklusion var, at nogen ved et uheld var kommet til at printe tegningerne ud uden at vide det. Måske var det ikke engang nogen i samme bygning.

I midten af maj kæmpede Troldhøjs sept mod Drageildskripien, og fra da og til efter næste blot holdt Benedikte sig på afstand af sine septfæller, som stadig var påvirkede af de skripihuder, de havde båret under kampen. Først sidst i juni dukkede hun op i septens midte igen og kunne genoptage sine pligter. I den tid, der var gået, havde hun til gengæld også gjort, hvad hun kunne for at komme til bunds i sagen. Under sit besøg hos sine tidligere sept-fæller i Schweiz havde hun vist dem arbejdstegningerne og forklaret, hvad hun og Røn indtil videre havde fundet ud af. Efter et kort blik på tegningerne stoppede de hendes forklaring, og brugte et stykke tid på at sætte en "støjsender” op for at afværge væverens øre fra deres samtale. Benediktes glasgængervenner har stor erfaring i at kæmpe med væveren i hendes mørke aspekter, og ved, at så snart man begynder at opsummere, nedskrive, genfortælle eller på anden måde systematisere viden, er der en risiko for, at væveren ”hører” det og lytter med. Især når den viden omhandler hende selv.

Under dække af støjsenderen fik Benedikte fortalt historien, og glasgængerne studerede tegningen nøje. De kunne hurtigt fortælle, at de genkendte generelle dele af konstruktionen andre steder fra, selvom de ikke kunne sige præcis, hvordan myggene i Århus var blevet modificerede. De fortalte, at den konstruktion, tegningerne beskrev, højst sandsynligt blev brugt til at opsuge energi med henblik på oplagring. Det var helt sikkert ikke noget, Århus-folkene havde fundet på, snarere noget, de var blevet ”påduttet” andetstedsfra, og helt sikkert led i en større sammenhæng, som glasgængerne ikke selv kendte til bunds.

Benedikte fik også at vide, at når hun og Røn snakker sammen om dette, må de aldrig gøre det systematisk - de skal i stedet bruge indforståede, løsrevne sætninger, f.eks. fortalt midt i en samtale om noget helt andet, være fulde, mens de snakker om det, eller på anden vis gøre samtalen så ustruktureret som mulig. Glasgængerne har deres måde at gøre det på, men den vil næppe virke for Røn og Benedikte derhjemme. Røn finder på at ”skjule” Benediktes seneste nyheder i en runde løgnehistorier under en træningsdag midt i juli, hvor det i øvrigt viser sig, at slægtsfolket Mikael er klart den bedste til at finde på absurde historier.

Herfra bliver Røn og Benedikte enige om, at næste skridt må være at finde ud af, hvor al den energi bliver af, og muligvis stoppe drænet. Skønt de ikke kan fortælle, præcis hvor de skal hen, og hvad de skal lave, får de lov at tage afsted af Aslak, og en mørk septemberaften forsvinder de to ind i umbraen ved universitetssøen...

Del 2 - Rejsen til energiboblen

Benedikte og Røn snuser lidt rundt i Umbraen på må og få og falder over et skummelt kabel, som ligner en Væverting. Den ene ende fører tydeligvis tilbage til universitetet, hvor den får tilført energi fra de ækle metalmyg. Uden at diskutere videre om det, følger Røn og Benedikte kablet ind gennem umbraen. For at undgå at tiltrække sig opmærksomhed fra Væveren og hendes hjælpende ånder, følger de ikke sporet efter snude-til-kabel metoden, men flakker rundt i de umbrale riger de kommer igennem og rejser ligesom tilfældigt hele tiden videre i kablets generelle retning.

De følger kablet gennem umbraen ud af byen, og uden at de bliver klar over hvornår overgangen sker befinder de sig på en hedelignende slette (lidt mere tør og afpillet) som kablet skærer en lige linje igennem. De følger det lidt, men kan jo ikke bare snuse videre langs med det, så de begiver sig ud over sletten for at kigge lidt på området.

Efter lidt tid får de øje på nogle små hjortelignende dyr, som de sætter efter; de ser ud til at byde på en glimrende aftensmad. Hjortene modsætter sig ideen og stikker af. Heldigvis stikker de i samme retning som kablet løb, så de jagter efter dem, nu forklædt som to ulve på jagt efter hjorte. Efter en længere og meget tilfredsstillende jagt løber hjortene ind i et skovbryn, der sært pludseligt dukker op i horisonten. Det føles som om man skal masse sig gennem en slags hinde for at komme ind i skoven, men skidt. Benedikte og Røn har sat næsen op efter hjort til aften, og nedlægger da også en lige inden for skovbrynet. Veltilfredse tager de sig tid til at gå i gang med at æde den.

Imidlertid får de konkurrence fra en uventet kant; aldrig så snart har de lavet et takke-byttet-rite og bidt hul på dyret før en flok velorganiserede, meget store røde myrer tropper op og begynder langsomt men sikkert at partere deres hjort i små, bærevenlige stykker. Det er alt det at ulvene kan få hvad de kan spise. Undrende og irriterede følger de efter myretroppen for at se hvad den har for med deres højst private hjort. Til deres overraskelse opdager de at myrerne vender tilbage til en meget lang kolonne af myrer, der alle slæber af sted med små ting. Nogle af dem er larver og lignende ting som man kunne forvente myrer beskæftigede sig med, men langt de fleste er små stykker frosset energi; Røn og Benedikte har fundet kablet igen i skikkelse af en insektkolonne.

De følger kolonnen et stykke gennem skoven; de har trods alt bemægtiget sig deres bytte, ikke? Røn knurrer lidt af de formastelige, men er forsigtig med at forstyrre kræene. Man har vel hørt om hærmyrer. Det er en rar skov, meget lig dansk urskov de bevæger sig igennem, men pludselig slipper den op. Efter en smal stribe sand løber de pludselig på grå klippe. Kablet er blevet til en iskold bæk. Den damper ligefrem af kulde. Ulvene løber væk fra den før den fryser deres poter af. Lynhurtigt bliver de klar over at de ikke kommer til at finde den igen, for klippesletten er ens over det hele, men det viser sig ikke at gøre så meget, for stedet her har kun en retning at bevæge sig i; indad. Hvad de end gør, kommer de til at løbe mod midten.

Midten af sletten viser sig at være et stort, hult, lodret rør, som opsluger bækken og en hel del andre bække. Uden på har det en lille åben vedligeholdelseselevator. Forsøgsvis klatrer Benedikte og Røn op på den, og den går straks i gang. Sådan stiger de uden på kablet op i himlen. Elevatoren stopper i et stor, fintmasket net af tråde, som energien fra røret løber videre igennem, nu i et kabel igen. Stædigt følger de to ulve sporet.

Endelig kommer de til kablets endelige mål - en stor modbydelig teknoboble med mange tråde ud fra. Den er tydeligvis Væverværk, men der hænger en svag, men tydelig stank af Orm omkring den. Tilsyneladende fodres der energi ind i den fra mange sider. Forsigtigt nærmer de sig den gigantiske boble. Overfladen er næsten mælkehvid og fyldt med vævertråde, og inden i boblen skimtes komplekse, krystalliserede energimønstre, oplyst af et koldt, glitrende skær. Et øjeblik tøver de og prøver at fatte boblens enorme størrelse; at sætte den ind i forståelig sammenhæng i deres univers. Da er det som om den svinder ind og bliver lille, kun en enkelt knude i et enormt net af tråde, hvor identiske bobler udgør trådenes samlingspunkter. Deres synspunkt skifter straks igen, og de ser hvordan bare denne ene boble fylder deres horisont. I et kort øjeblik har de to ulve fået et glimt af Væverens Net og dens hjerte - et skræmmende syn - og de står tavse og fordøjer indtrykket.

De opdager, at boblen bevogtes: store, blinde silicium taranteller lapper og genvæver den konstant som en gigantisk æggesæk, mens den langsomt vokser. Men nogle af de gigantiske edderkopper er befængt med sygdom. De har forkrøblede lemmer, store opsvulmede gevækster på bugen eller andre deformiteter, og de opfører sig forkert. Nogle river små rifter i boblen når de trækker deres lamme ben efter sig, andre spreder den energi der skulle bruges til at lappe til de forkerte steder, hvor den skaber sære kunstfærdige, symmetriske mønstre.

Som de betragter boblen opdager de, at der sidder iglelignende væsner nogle steder på den; de udsuger de steder, hvor der er rifter og nogle af dem har hele hovedenden dækket af fejlvoksende krystal. Små sorte biller med alt for mange ben hænger her og der og ødelægger den perfekte krystal omkring sig ved at gnave i den. Små klumper brækker nu og da af, og straks løber en bille afsted med dem, væk fra boblen. Silicium-tarantellerne glider tavst og systematisk hen over overfladen og prøver at genoprette skaderne efter de destruktive væsners angreb, men der er for mange til at edderkopperne kan holde dem helt væk.

Benedikte og Røn studerer på afstand de energisugende igler, og ser, at de er meget lange; faktisk kan man ikke se enden på en eneste af dem. Stilfærdigt følger de en iglekrop, som først fører ind i et sært rige af klare krystaller. Overalt høres en dæmpet, knitrende hvisken, som om krystallerne selv har stemmer og forsøger at fortælle forbipasserende noget. Hele tiden hører ulvene lyde, der næsten er ord, og en sær fornemmelse af, at stemmerne siger noget meget vigtigt frister dem til at blive for at lytte og måske forstå, hvad der bliver sagt. Men de skal jo følge kablet, og afsted videre går det.

Krystallerne bliver pludseligt sorte obsidian-sten og deres inciterende hvisken holder op. Benedikte støder sin fod mod en skarp sten og udstøder et overrasket råb - stenen bider hul helt ind til knoglen og en strøm af blod løber ud. Blodet flyder ned over stenen, og til ulvenes væmmelse suger stenen væsken til sig, vibrerer et øjeblik, og bliver større! Røn støder også sine fødder - det er nærmest umuligt at lade være - og efterhånden som de bevæger sig gennem det fjendtlige landskab trækker de en stribe af blod og voksende sten efter sig. De begynder at føle sig en smule svimle, og Røn lægger mærke til, at de også er blevet blegere. Selv deres tøj ser ud til at miste farve...

Pludselig glider en skygge henover en stor obsidian-sten og videre hen mod ulvene. Den bevæger sig ikke som skygger plejer at gøre; som om den har sin egen vilje flakser den i en cirkel rundt om Røn indtil den hurtigt farer ind mod hende. Da den kommer helt tæt på, ser de at skyggens ”ansigt” ser svagt menneskeligt ud - der er et mønster i det stoflige mørke, og ansigtet har både øjne og mund, selvom begge er udtværede som gammel maling. Skyggen vikler sig om Røn, og munden sænker sig mod hendes arm mens hun forgæves kæmper for at komme fri. Hun mærker en skarp smerte og en varm, løbende fornemmelse, da spidse tænder borer sig ned i hendes kød og begynder at drikke hendes livskraft. Benedikte må bruge al sin styrke på at få fat i skyggevæsnets flygtige form og rive det fri af Røn, før hendes liv ebber ud. Med et rasende brøl river og flår Benedikte i skyggen og snart efter ligger hundrede små bidder af mørke spredt ud over obsidian-landskabet. Langsomt blegner stykkerne en for en og forsvinder, og Benedikte og Røn vender ryggen til denne tidligere rejsendes sørgelige endeligt. Med stor forsigtighed fortsætter de videre og kommer endelig ud - blege og trætte, men stadig i live.

Fra obsidian-landskabet kommer ulvene til en kold ørken af sort, finkornet sand. Sandet bliver gradvist mere vådt og ildelugtende og klæber til deres sårede poter. Iglekroppen vrider sig som en sandorm gennem det stinkende mudder. Snart bliver umbraens landskab mere og mere modbydeligt, forvrænget, sumpet og ødelagt og iglens krop forsvinder over en kyst ned i lige så slimet og stinkende saltvand.

Her forlader ulvene den og søger tilbage mod den uendeligt lille del af skabelsen som mennesker kalder for virkeligheden, fast besluttet på at bryde det kabel, som langsomt suger energien ud af det land og de folk, som Gaia har givet dem at beskytte. Hvad formålet end er med energiboblen og det net af bobler, den er en del af, og hvad meningen end er med de mange energiførende Orme-igler ved Benedikte og Røn ikke, men de har i hvert fald ikke tænkt sig at lade Troldhøjs land være en brik i puslespillet.

Jo tættere Røn og Benedikte kommer tilbage mod hverdagens verden, jo mere klart bliver det dog for dem at de ikke bare kan gnave kablet over og spæne. Væveren ville komme væltende ned over Troldhøj i strømmevis. Men hvordan skal de skjule deres spor, så Væveren ikke opdager at den har mistet en tråd til varulvetænder? Benedikte får ideen: ”Lad os prøve at finde Herren af Højen”. Røn stirrer tåget på hende. Hun var travlt optaget af at udtænke en rimelig forklaring på hvor hun har tilbragt det seneste ikke nærmere definerede tidsrum - hvilken dato er det mon derhjemme? - og det varer et øjeblik inden tiøren falder. Herren af Højen, åh ja, der var et eller andet med ham og Væveren. Nogle af hans folk, måske? ”Klart. Lad os se om vi kan finde ham. Men lad os lige droppe forbi en aviskiosk på vejen. Jeg vil godt lige vide datoen. Der skulle være semesterstartsfest her en af dagene. Måske kunne vi invitere nogle feer med til den, som en slags geninvitation?” De dropper ud af umbraen og finder til deres overraskelse ud af at de kun har været væk en lille uge. Umbraen er et sært sted, eller også har højere magter holdt hånden over dem.


Del 3 - Feerne kommer til fest

Snart efter begiver de to ulve sig vestpå langs Viborgvej og ender ved udkanten af Gjern Bakker. Sensommeren er blød og eftergivende herude med en sælsom mildhed og varme skygger, og da de træder sidelæns er det som at smelte sammen med den. Gjern Bakker eller Herren af Højens land er et rige i gyldent, mørkegrønt og rødt med krogede graner og ege som tyst strækker sig op af en dansende tåge der har lagt sig i dale og lysninger mellem bakkerne.

Som de rejser ind i landet fornemmer de mere, at det drager dem til sig og leder dem rundt end at de egentlig selv har den store kontrol med deres færden. Skovene er desuden helt tyste og tomme, selv for dyr, indtil de pludselig støder på en fest.

I en lysning, hvor træerne læner sig ind mod hinanden og nærmest danner et tag er stillet et groft langbord der bugner af mad, vin, exotisk frugt og kunstfærdige kager. Omkring bordet sidder en stor gruppe nøgne børn med lyse lokker om hovedet og perlende blå øjne som muntert ser på de to ulve. Børnene ser ud til at være mellem fire og syv år gamle. Deres kinder er røde og friske, men som ulvene træder nærmere, budt velkommen af ivrigt vinkende børnehænder, ser de at kindernes rødmen ser ud til at stamme fra de anseelige mængder vin, børnene drikker. På nærmere hold kan Røn og Benedikte også se, at børnenes øjne er blodsprængte og røde, så de har nok siddet og drukket i lang tid. Ikke desto mindre er de venlige og danser grinende og hujende omkring ulvene i lysningen. Børnene byder dem at tage plads ved bordet og ikke holde sig tilbage og de virker egentlige sært harmløse, selvom det er lidt underligt at lugte sprit på et barns ånde eller høre barnetale sløret af fuldskab.

De feststemte børn vil meget gerne høre nyt fra den store verden og spørger ivrigt til adskillige ulve fra septen - Fjeldhammer, Slørbryder, Sømosens Søn, Morild og måske flere. Det begynder at blive svært at skelne alt deres ævl fra hinanden, og hvad laver Røn og Benedikte da også i det hele taget her, når de burde finde Højen og dens Herre? Men der sidder de nu en gang, og de feer, de gæster er utroligt hjælpsomme. Tiden går og festen bølger som et dybt hav. I udkanterne af ulvenes synsvinkel kan de se børnene stirre intenst på dem med kæmpestore gule dyreøjne, men på det tidspunkt virker det meget naturligt, og retter de blikket direkte mod børnene ser de blot ind i deres rødsprængte blå børneøjne. Hvem Røn og Benedikte lige snakker med hvornår er lidt sløret, men de er sikker på, at de har vekslet mange spændende ting med deres værter og vist nok også bedt om hjælp fra dem.

Da ulvene vågner op med tunge hoveder fuldt påklædte i Røns seng er det meget svært at skille hændelserne i skoven ad. Hvem snakkede med hvem, hvad blev der talt om, hvorfor blev de siddende hos børnene, når de egentlig skulle tale med deres Herre? Men det er Røn og Benedikte nok også ganske tilfredse med i deres stille sind. De fik vel gjort, hvad de kom for, ikke? Og da de finder vinflaskerne på Røns bord er de sikre på at noget godt i det mindste er kommet ud af mødet. En sær sikkerhed omkring affæren holder i hvert fald uroen ude af kroppen.

Feerne dukker da også op, da Røn og Benedikte sidder og venter på dem i umbraen ved unisøen under festen. Ligesom før kommer de løbende uden en trævl på kroppen og med vinflasker i hænderne der virker alt for store til deres små kroppe. Straks de ser kablet i søen bruger de lidt tid på at dykke ned under vandet og undersøge det, men siger så til Røn og Benedikte, at arbejdet ikke vil være svært for dem, med mindre de bliver observeret af nogen. Med det hentyder de tydeligvis kun til ulvene, for parkens andre ånder gør de ikke noget ved. Når Væverånderne kommer skal feerne nok trække sig tilbage, så der er plads til at slås, men så hurtigt som muligt skal ånderne trænges væk fra kablet, så feerne kan afslutte deres arbejde. Ulvene må ikke kigge lige meget hvad.

Så Røn og Benedikte vender ryggen til og snart hører de den diskante hvinen af væverånder i hektisk aktivitet og kampen går i gang. Hele tiden skal de sørge for at stå med ryggen mod søen og feernes arbejde, men på græsset kastes af og til feernes skygger i stjernernes og månes flakkende skær. Og det er ikke små børns skygger, men et foruroligende virvar af alt for lange lemmer med alt for mange led og store krabbeagtige klosakse, der hugger og bider og vrider sig; enorme hoveder på tynde halse og kroppe, som ikke er andet end en række rygradsled trukket på en tynd sene og støttet af alt for små fuglekløer. Alt dette viser de dansende skygger kun alt for tydeligt.

Og så er de væk og væverkablet ligeså. Ulvene ser feerne stavre væk fra søen i mørket muntert vinkende og vaklende. Det kan være deres øjne bedrager dem, men det ser ud som om feerne brat forsvinder i skyggerne for foden af en bakke. Skygger som et kort øjeblik afslører en lille trind mand i farvestrålende klæder som hæver armen til en hilsen og sender jer et blink med sine safirblå øjne.

Efter kablet er væk falder al Væver-koordinationen fra hinanden og universitetets arbejde falder tilbage i sin vante gænge, med lidt færre møder end der var før, og nogle folk der har fået nogle ge-ni-a-le ideer til den her fest. Myggene er væk, og alle spor efter Væverens energidræn er slettet. Det gigantiske net af energibobler ligger stadig derude i umbraen, mægtigt og ildevarslende, men det får ikke længere kraft fra Røn eller hendes forskergruppe. Røn og Benedikte ved, de en dag bør vende tilbage og undersøge energiboblerne nærmere, men det er en helt anden historie.