Tekst

Hvalpenes tur til slagmarken
Er med på turen: Benedikte, Toke, Ask, Markus, Dina og Fætte

Et par dage efter blotet den 15 november 2003 kommer Toke forbi hvalpenes hus. Han siger at de skal komme med for det er på tide at de alle lærer at slås sammen og stole på hinanden. En anelse bitterhed sniger sig ind i hans stemme. På spørgsmålet om hvor de skal hen kommer han ikke med noget svar siger bare at de skal pakke til at være væk et par dage og følge med. Udenfor holder en Taxa kørt af en af Tokes slægtsfolk. Da alle har sat sig ind kør taxaen og næste stop blive Benedikte samlet op. Turen går så et langt stykke og ender i et skovområde hvor Slørbryder venter. Det ser ud til at han har forberedt et eller andet ritual. Toke fortæller nu at de er på vej til den anden side for at finde et sted hvor der er kamp sådan at hvalpene kan blive bedre bundet sammen. Det sted de er på vej til kaldes slagmarken så der skulle blive rig mulighed for at kæmpe.
Slørbryder udfører ritualet og alle går igennem inklusiv Toke og Benedikte. På den anden side ses et gråt og trist landskab hvor en lang og lige vej går helt ud til horisonten. En grå tåge slutter tæt om vejen og gør det svært at se særlig langt og der er mærkelig tyst og stille. Langsomt vænner øjnene og ørerne sig til omgivelserne og lyde og billeder begynder at træde frem. Det første der træder frem er lydene. 1000 forskellige lyde fra kamp. Sværd mod sværd, våben der affyres, råb og skrig. Det er umuligt at sige hvor de kommer fra for det er som om at de kommer fra alle og ingen steder. Billeder begynder at kunne anes i tågen, men de skifter meget hurtigt og det er som om der ikke rigtig er nogen sammenhæng, en kampvogn det ene øjeblik og en viking det næste, udover at der altid er kamp. Hvis nogen af hvalpene prøver at gå ind i tågen vil Toke holde dem tilbage og sige: ”ikke endnu tiden skal nok komme, men hvis du går derind nu så fare du vild og det er forbandet svært at finde ud igen, jeg har været der”.
Alle kan føle vreden boble inden i sig og da Dina kommer med en eller anden kommentar til Ask er han lige ved at fare i flint, men de andre når at stoppe ham.
Toke genner alle ned af vejen og kommer med et par formaninger om at han ikke vil se nogen stå alene og at hvalpene altid skal holde sammen.
Lidt længere fremme i tågen begynder der at kunne anes en bygning på vejen. Det er et skilderhus og overvejen sidder en bom. Over huset sidder adskillige skilte pegene i forskellige retninger og med forskellige by og stednavne på. Da alle kommer lidt tættere på træder en soldat ud af skilderhuset og råber dem an, men da han ser Toke smækker han hælene sammen og gør honnør: ”Det er bare dem sir, jeg har ventet dem en tid, alt er parat som beordret. Udrustningen ligger bagved her”. Han slår bommen op og lader alle komme igen. Bagved huset ligger ni bunker udrustning hver indeholdene: en uniform, en nymodens riffel og en blå hjelm. Ved første berøring af udrustningen sker noget underligt, det er som om man instinktivt ved hvordan genstanden skal bruges i det øjeblik den tages i hånden. Efter at være kommet i tøjet og på vej væk fra posten råber soldaten: ”Når ja skulle for resten hilse fra Iljana og sige at hun kommer senere, der var et eller andet hun skulle ordne først”.
Det første skilt vi møder er et stort skilt der har stået noget men det er blevet streget over til ukendelighed. Noget nyt er blevet skrevet og det er ligeledes blevet streget ud. Det eneste man kan tyde af skiltet er at det må have startet med et A. Kigger man derind kan man se en stor åben slette som er fuldstændig gold og tom, som om at den kamp den referere til ikke er blevet udspillet endnu.
Flere skilte passeres og endelig stopper Toke ved et skilt mærket Jugoslavien.
Da alle er nået frem strækker Toke armen bag om ryggen til sit basis. Trækker et magasin frem, klikker det på riffelen, tager ladegreb og træder ind i tågen.
Tågen bliver tykkere men i et er den væk og alle befinder sig i et stort virvar af soldater og køretøjer. Et stor skilt forkynder navnet på lejren ”Camp Dannevirke”.
En temmelig forvirret udseende løjtnant kommer løbende: ”Nå der er I vi skal til at afgå for at beskytte en nødhjælpskonvoj, kom op i PMV’en i en fart vi er allerede bagefter”
I farten bliver gruppen skilt sådan at Toke og Benedikte kommer i første PMV mens hvalpene kommer i anden PMV.
Kolonnen sætter sig i bevægelse og kører langsomt ud af lejren. Stemningen i PMV’erne er lidt anspændt, men efter lidt tid begynder folkene at præsentere sig og ønske velkommen.
Efter at være kommet ud af de mere beboede og knap så ødelagte områder begynder kolonnen at komme til der hvor krigen har raset. Hele landsbyer er jævnet med jorden og mange steder brænder det stadig. Luften begynder at smage anderledes som om der var død i luften og enkelte steder kan der ses lig der ligger i vejkanten. Flere gange høres der sporadisk skydning men det virker ikke som om det er rettet mod kolonnen.
Inde i en lille landsby mødes den første forhindring. Vejen er spærret og det er ikke til at se hvad der er bag spærringen. Kolonnen stopper og alle sidder af køretøjerne. To mand bliver sendt frem for at undersøge mens resten af delingen lægger sig ud for at sikre. Pludselig eksplodere verden. Den forreste PMV rammes af en granat og flere slår ned i nærheden. De to mand der var sendt frem mejes ned af en maskingeværsalve. Det er som om alting derefter går meget langsomt. Der skydes sporadisk igen men det er ikke lykkedes at finde ud af hvor der er blevet skudt fra. De to der er blevet skudt rører stadig på sig. Premiereløjtnantens stemme lyder højt over al larmen. Toke, Bjarne i henter dem ind, i andre støt på min kommando, ”Støt”. Alle soldater begynder at skyde og Toke og en anden soldat styrter frem fra deres dækning, løber frem griber de to soldater i kraven og begynder at trække dem tilbage mod dækning. Toke når dog kun at tage et skridt så rammes han i låret, derefter i skulderen og falder så om. Det samme sker for den anden soldat og nu ligger der fire soldater ude på den åbne gade.
Toke er kun halv ved bevidsthed og når at råbe ”PAS PÅ S” før han passer ud”. Premiereløjnantens stemme høres nu igen: ”Tunge våben i stilling, sygehjælper gør klar, hold udkig efter fjendtlige stillinger”. Hurtigt derefter lyder det fra en soldat ”maskingeværsrede kl. 1 høj 300 meter, bunker kl. 2 lav 250 meter”. Alle gør sig klar og de afsluttende ordre kommer: ”Markus, Ask i henter Toke og Bjarne, Pedersen og Larsen i henter Kristian og Michael”. ”Støt”, larmen fra de tunge våben er overvældende og et par hundrede meter fremme eksplodere de to udpegede huse da granater og tunge maskingeværer forvandler dem støv.
Imens er Markus og Ask fremme, men ud af ruinerne springer to meget store sorte hunde knurrende frem. Geværet er allerede i skulderen men det virker ikke som om kugler standser hundene. Først efter 25-30 skyd ligger de helt stille og fra deres sår bløder blodet ikke rødt, men sort. Der er ikke så meget tid til betænkning og alle soldater bliver halet tilbage i dækning. Sygehjælperne finder sårene, men det er som om Tokes sår ikke vil hele. Fete arbejder febrilsk, men det virker ikke som om der er meget at gøre. Forbinderne bløder konstant igen. En lille fugle kommer strygende igennem røgen og sætter sig på Fetes hænder. Den har en lille grøn kvist i næbbet som den lader dumpe ned på såret og samtidig kigger den Fete dybt i øjnene. Langsomt begynder såret at lukke sig og den hvide kulør Toke havde i hovedet begynder at forsvinde.
Bagfra kan nu høres lyden fra andre PMV’er og over bakken kommer to kørende med røde kryds på siden. Da de er fremme begynder de at læsse sårede ind. Toke er nu så frisk at han kan stå på benene og han forbliver sammen med hvalpene.
Soldaterne er ved at pakke sammen og sætte sig tilbage i PMV’erne. Toke trækker hvalpene tilside og siger: ”Vi må videre kom, jeg har snakket med dem og det er i orden de klarer sig”. Bagved landsbyen ligger en lille sø og ud fra den ligger en tæt tåge. Da gruppen træder ind i tågen er de tilbage på vejen de startede fra. Længere nede af vejen kan et nyt skilderhus skimtes. Det virker af en lidt ældre dato og soldaten her er klædt derefter. Historien gentager sig, soldaten hilser på Toke og vinker dem igennem. På den anden side af huset ligger der seks bunker udrustning og et lille brev. Uniformerne er denne gang ensfarvede og riflerne ligner noget der kunne være brugt omkring 1940-1945.
Brevet lyder: Kære Toke, kom lidt før dig så vi er taget videre, I indhenter os nok. Elsker dig Iljana.
Ikke langt fra hvor udrustningen lå står et stort skilt mærket D-day. Det er der vi skal hen siger Toke og træder igennem barrieren. På den anden side slår blæsten lige ind i ansigtet og hvis man kigger sig omkring kan man kun se hav til alle sider. Gruppen befinder sig et landgangsfartøj der i fuld fart er påvej mod en strand der kan anes ud i horisonten. Snart efter begynder man at kunne se de første glimt inde fra stranden af og kort tid efter slår skumsprøjtet fra en granat der rammer vandet ind over båden. Flere i landgangsbåden ser nervøse ud, men samtidig også fattede og beslutsomme. Ikke lang tid går og pludselig kommer råbet:” Så det nu”. Sekunder efter klapper landgangsklappen ned og verden bliver lige pludselig meget vedkommende. Maskingeværsild kommer flere steder fra og stranden genlyder af eksplosioner. Alle fra båden styrter fremad for at komme i dækning og kampen er i gang. Toke og hvalpene samles bagved en dækning hvor det virker umuligt at komme videre fra da der skydes fra flere sider af og samtidig er en morter ved at skyde sig ind på stillingen, så situationen begynder at blive lidt presset. Men i det øjeblik hvor det ser sortest ud eksplodere bunkeren hvor der skydes fra i et flammehav. Alle styrter frem til næste dækning og sekundet efter falder der en granat hvor de lige havde siddet. Efter noget tid har styrken kæmpet sig væk fra stranden og kampen går nu imellem de forskellige bunkers og skyttegrave. Det hele er meget kaotisk og i kampens hede kommer en tysker ind bag Fætte og hæver sin bajonet. Det er også alt han når for da har Dina sendt ham tre skud i brystet og han falder om. Igen bløder fjenden ikke rødt men sort. Toke nikker og siger ”godt gjort” og sparker bajonetten væk og da skinner lyset i den forsølvede bajonet.
Kampen vare en tid endnu og de amerikanske styrker er ved at have overtaget og begynder at grave sig ned. Det er på tide at få sig et hvil og alle sætter sig ned og får noget at spise og drikke.
Pludselig er der en person der springer på Toke bagfra. Han kaster hende til siden og skal til at trække sin kniv, men i næste øjeblik har hun kastet sig om halsen på ham og givet ham et lidenskabeligt kys. Toke virker et øjeblik rystet men maner sig så op og skubber pigen blidt ned. ”Iljana nu lidt høflig, det her er mine hvalpe, Markus, Ask, Dina og Fete. Det her er Iljana, datter til bedstefar ild”. Iljana er lidt mindre end Toke, har langt rødt busket hår og en spinkel bygning. Kigger man hende i øjnene er det som at kigge ind i en meget intens flamme. Efter lidt snik snak siger hun: ”Jeg så i havde problemer før så jeg tillod mig at ordne den bunker der lavede problemer, håber det var i orden”. Så vender hun sig om og råber ”I to drog få så lettet røven og kom herop jeg har fundet dem”. Henvendt til hvalpene igen ”Det er bare mine brødre de er ikke helt så hurtige, men de har selvfølgelig også meget mere at slæbe på” siger hun med et smil. Over bakken kommer to høje rødhårede mænd gående. De bære begge to på en flammekaster men det ser dog ikke ud til at sænke dem de går fremad i et roligt tempo. De kommer frem præsentere sig og sætter sig prustende ned.
Det er ved at være eftermiddag og havgusen begynder at danne en tæt tåge som kommer rullende ind fra havet. ”Når vi må til at videre” siger Toke og alle begiver sig mod stranden. Vel igennem tågen er de tilbage på vejen og turen går videre.
Iljana går rundt og småsnakker med hvalpene og virker meget venlig, men flere gange bemærker Dina og Fætte hendes brændende blik i nakken, men ligeså snart de kigger, så kigger Iljana væk. Under en samtale med Ask spørger hun lidt henkastet om han ved om der nogen anden pige som Toke ser noget til. Da Ask spørger lidt ind til det siger hun at det er lige meget glem at jeg spurgte.
Længere fremme af stien spærre to mand vejen. De er begge klædt i kilt og bære sværd og skjold. Det virker også som om at de venter Toke og vinker alle igennem. Udrustningen består denne gang af kilt, sværd og skjold.
Ikke langt fra står et skilt mærket Stirling Bridge. Her skal vi ind siger Toke og træder igennem. På den anden side er luften tyk af spænding. En stor åben eng strækker sig til alle sider og ind til engen går en bro. Over broen kommer en større styrke engelske riddere. Samlet på engen er en stor styrke skotske krigere. Da englænderne er ved at være kommet over broen men ikke har reorganiseret sig endnu, da lyder et horn og skoterne går til angreb. Kampen er ikke lige. Godt nok er englænderne flest men skoterne har fordellen af englændernes manglende mobilitet og skotterne kæmper med en vildskab og indæthed sjældent set før. Dette er en kamp hvor det er svært at styre sin vrede pga. den intensitet der ligger i luften. Efter mange timers kamp samles alle blodige og svedige. Englænderne er slået på flugt og der bliver et kort øjeblik til at slappe af og lappe små skrammer.
Igen igennem tågen og tilbage på vejen genner Toke flokken videre. Efter en tid spærres vejen på ny af krigere denne gang ligner de meget danske vikinger. De vinker som før alle igennem og bag dem ligger der udrustning. Denne gang er det sværd og skjold og vikingeklæder der ligger parat og skiltet siger denne gang Danmark.
På den anden side befinder vi os i en vikingelandsby. Frygten ligger tykt i luften og der hersker en panisk stemning. Kvinder og børn styrtet rundt med bylter i hænderne og mange virker som om de er ved at flygte. Hvad de flygter fra viser sig som tre drageskibe som er på vej ind igennem fjorden for fulde sejl. Ikke lang tid efter lægger de til land og mørke og ond udseende mænd springer fra borde. Selv på afstand kan man mærke stanken af korruption og ødelæggelse. Mens kvinder og børn flygter mod skoven gør en gruppe mænd sig klar til et modangreb på stranden. De kan dog ikke stille meget op for angriberne er ikke kun flere de begynder også at gro flere arme og få tentakler. Den lille styrke bliver hurtigt nedkæmpet og angriberne bevæger sig mod byen hvor Toke og hvalpene står.
Toke bander højt og begynder at dirigere folk rundt til deres positioner og råber til Iljana at noget er galt og at hun skal få sine brødre til at sætte alle sejl til. Iljanas to brødre går nu fra at være to høje mænd til at være to levende flammer der begynder at sende en strøm af ild mod angriberne. I første omgang ser det ud til at stoppe dem men så træder en lille person frem i mørk kutte frem og hæver armene og det er som om et skjold sænker sig ned foran og ilden har nu ingen virkning. Den kutteklædte person træder nu tilbage bag rækkerne af krigere og de vælter frem igen. Alle gør sig nu klar og Iljana piler rundt. Hun bruger 5 sekunder på at have øjenkontakt med alle og efter det kan man føle en intens flammende lidenskabelig beslutsomhed for at kæmpe, for at være der for de andre.
Så kommer stormen. Angriberne sætter i et højt hyl der isner helt ind i knogler og går så til angreb. Den første bølge vælter ind mod den lille gruppe og det bliver meget hurtigt klart de er håbløst i undertal. Alle kæmper dog intenst og langsomt bliver fjenden nedkæmpet, men der bliver ikke et øjebliks ro for så kommer næste bølge af fjender væltende. Flere af hvalpene bliver bragt i knæ, men hver gang er der en hjælpende hånd fra en kammerat og ingen bliver ladt i stikken. Tredje bølge af fjender kommer nu væltende og det ser sort ud. Men ved en sidste fælles kraftanstrengelse bliver også disse fjender slået tilbage og så pludselig er kampen slut. Hobetal af døde fjender ligger omkring hver enkelt og alle har og alle har sår og mærker over hele kroppen og er smurt ind i blod. Den kutteklædte person er dog intet sted at se. Ved fælles hjælp får alle slæbt sig hen mod skoven hvor en tæt tåge er ved at danne sig. Vel igennem tågen er alle tilbage på vejen og lidt længere nede kan anes at vejen slutter brat. Da alle træder ud for enden af vejen er de tilbage hvor de kom fra og hvor slørbryder venter på dem.