Tekst

Blotreferat
Mols Bjerge d. 28. august 2004, tiltagende fuldmåne.

Troldhøj har for tradition en gang om året at passe landet omkring blotstedet på Kalø slotsruin. Stedet har været glemt alt for længe og kræver nu sin ret igen. Der skal blotes og ofres til landet. Da Troldhøj denne velduftende sensommeraften begav sig til det årlige Kaløblot blev de dog vildledt af et andet kald. Mols Bjerge var vågnet til et øjebliks bevidsthed og ville høres. Stedet som ulvene blev ledt til lå på en mark mellem bakkerne og viste sig ikke at være et gammelt blotsted. I stedet havde det været centeret for en åndestorm, ligesom den der hærger København. Troldhøj blev kaldt for at Landet, fjenden og de tre kvinder som stoppede ham kunne blive husket.

Drageild åbnede blotet ved at fortælle historien om tre Fenrirkvinder som havde ofret sig til åndestormen for at stoppe den. De var gået ind i hjertet af stormen og havde der givet deres navne til den. De blev selv glemt af verden og ophørte med at eksistere, men stormen døde hen og Landet faldt i søvn. Han havde set dele af begivenhederne i et syn, men visse dele manglede. Navne. Dette pålagde han septen at fylde på som historien blev fortalt, og således blev den genoplivet i åndernes påhør. De nye navne blev også de gamle navne. Landet vågnede. Navnene der blev givet til de tre kvinder var Måneløs til den yngste, Ral til den mellemste og Brunhilde til den ældste. Landet blev, meget passende, kaldt Jylland. Fjenden fik navnet Fenris. Om marken i Mols Bjerge nu er blevet knyttet til Troldhøj og kan bruges som blotsted fremover vil tiden vise. Det er ikke sikkert den viser sig igen.

Da folk fik sat sig ned og taget fat på kødet blev de to Glasgængerhvalpe fra København diskuteret. Mugge og Benedikte havde fulgt dem hjem, men havde mistet dem derovre. Tilsyneladende stak de af under et besynderligt udbrud fra åndestormen. Det blev besluttet at lade dem være indtil videre. Drageild ville ikke risikere at miste ressourcer på dem, når han ikke engang kunne være sikker på om de var til at stole på. Der var dog flere der udtrykte håb om at komme til at høre fra dem igen, og Aslak var noget misfornøjet med, at vi overhovedet havde ladet dem tage hjem. Han mente, at havde vi beholdt dem noget længere kunne vi have rettet op på dem en gang for alle og fået nogle gode ulve ud af dem.

Så blev en ny orden ført til den nuværende. Det har længe været visse ulves lyst at plante deres rødder lidt dybere i landet og tage et territorie. Septen fulgte trop og det blev sådan at Under Bjerget tog Troldhøjs centrale territorie i Gjern Bakker, hvor Viets centrum førhen befandt sig. Stormrytterne var kun repræsenteret af Røn, så intet land blev givet dem endnu. Vinterulvene tog Djursland som huser Aslaks fædrene slægt. Managarmr tog intet territorie. Beowulf samler stadig Troldhøjs land og Vogteren af Landet udfører stadig sine pligter over alt. Men ligesom de to kobler i Viborg har taget sig et territorie har resten af landets kobler gjort det samme. Afmålt et land, hvor de særligt er knyttet til.

Managarmr havde i lang tid været på krigsstien. De jagede den ulv som skulle have været den femte i deres kobbel, men som aldrig blev fundet. Hun havde i lang tid påvirket dem på afstand, pustet til deres vrede og sendt dem sære drømme. Hun havde også dræbt Toke Lysets Viljes søster, så der var hævn i luften, og deres alfa, Morild Søn af Jærv, havde ladet dem søge den hævn på egen hånd et stykke tid.

Opgøret med hende var dog en blandet fornøjelse. Det stod på Studstrupværket uden for Århus, hvor de hurtigt blev skilt fra hinanden. Magne, Dina, Markus og Nephet blev ført ind i en lomme af umbraen og var tæt på at falde i den femte ulvs magt . Hendes fælde blev dog hendes egen også.

Hun gav dem menneskekød at spise forklædt som frugt, og de spiste glade af det, selvom et eller andet i dem godt vidste, hvad det var. Men da de havde spist op tvang deres sult dem til også at æde deres tabte kobbelsøster. Derefter blev de spyttet ud af umbralommen igen og nåede lige at se Toke falde i kamp til en stor flok skripi og fomori. De nåede kun lige akkurat væk. Kort efter forsvandt også Nephet. Hun havde brudt sin pagt med Koen om aldrig at spise kød og skulle råde bod.

Denne forseelse blev der set meget strengt på af jarlen. Han dømte at hvert kobbel skulle pålægge dem en straf og således skulle også Udfordringens Mester, hvis hun fandt det nødvendigt. Det endte med at Managarmr i et år ikke måtte spise hverken kød eller salt (overhovedet), de skulle bespises sidst til blot og minde kredsen om hvorfor de gjorde det. De skulle kigge ned i jorden, medens de spiste, de skulle ikke tage noget territorium og løbe som gæster overalt og de skulle sørge for at lære historien bag hvert af litaniets regler fra en af septens skjalde. Mika, som ikke var overbevist om Tokes død, ville vente en måned med at lade sin straf falde.

Straffen blev modtaget med oprejst pande af Managarmr, som anderkendte deres skyld. Ikke alle var dog enige med dem. Mange synes straffen var vel hård og det kom til åben kontrovers mellem Sortmåne og Drageild. Hun kunne ikke se, hvordan varulve skulle holde deres kampvilje og styrke oppe på grøntsager og var vred over at Drageild med sin dom tog styrke fra septen. Snart var flere blandet ind i diskussionen og fuldmånen gjorde sit arbejde en tid. De respektive kobbelalfaer fik stoppet diskussionen til sidst, da de opdagede, at den havde bevæget sig ud på et sidespor som handlede mere om bank end om mad. Men Sortmåne stillede sig først tilfreds, da hun fik lovning på at sagen ville blive taget op efter en måned, når man kunne se om Magnes kampevner havde taget skade af kuren. Den historie har ikke fundet sin afslutning og mange mener at dommen faldt hurtigt og med ringe omtanke.

Efter gemytterne kølede af kunne Røn forklare om, hvad hun havde opdaget om åen og dens nye herre. Som det allerede er blevet fortalt havde ulvene på dette land i fordums tid en pagt med åens folk som blev beseglet med ofringen af en jomfru. Om dette offer skulle falde til hvert jævndøgn eller kun på jævndøgn som også havde en halvmåne var lidt uklart, men det var i hvert fald det der stod mellem fortsat fred og en udmattende krig med en fjende ingen rigtig havde bekæmpet før. På det næstkommende jævndøgn ville månen være halv og åfolket havde bedt Røn om endnu et offer, for at ære den gamle pagt. Hun bad til blotet lov om at måtte gå i åen for at give sig selv som offer.

Dette vakte noget bestyrtelse. Få ville risikere at miste Røn, med mindre man kunne være helt sikker på at alternativet ville være værre. Drageild ville ikke lade hende gå, hvis ikke hun regnede med at komme tilbage i live. Aslak mente på den anden side, at hvis valget stod mellem Røns liv og en krig måtte vi ofre hende. Røn har dog efterhånden stor erfaring med feerne, og hun mente at et blodoffer kunne være mange ting for en åmand. De fascineredes særligt af kvinder, fordi disse "kan dø flere gange." Hun mente, at hun snarere ville komme tilbage som moder end som strandvasker. Dette beroligede folk en smule og tøvende gav jarlen hende lov til at fuldføre denne opgave.

Som det blev fortalt til alblotet i Aalborg havde Mugge forbrudt sig mod en ånd og skulle som bod dø en æreløs død. Ikke mange så en udvej ud af dette. Aslak fra Den Sidste Vinter bad dog om at betale boden for Mugge, da det var for hans kobbel, at Mugge havde risikeret åndens vrede. Det fik han lov til. Fristen for betalingen af denne bod ville falde kort efter blotet, og Aslak annoncerede, at han var klar til at tage boden på sig.

Morild gjorde et rite, hvor Aslaks to kobbelfæller, Sortmåne og Ildsjæl blev pålagt mange eder om at hjælpe deres alfa til at udføre opgaven. De skulle ikke vige fra hans side og faldt han skulle de falde med ham. De skulle også sørge for at han gennemførte og slå ham ihjel selv, hvis han ikke gjorde. Morild bandt boden i Aslaks halskæde, men da han skulle til at have den på igen nægtede han. Allerede der havde han mistet kampgejsten og modet. Og allerede der måtte Sortmåne og Ildsjæl vise, at de stod ved deres ord. Efter en del jagt og kamp, fik de to kobbelfæller nedlagt deres alfa og påtvunget ham boden. En knækket mand, og ikke til at ryste for ærlig kamp, slog Aslak sig resten af blotet på mjødflasken og udgød nu og da sin frygt for septens kommende undergang.

To af vores hvalpe fik lov at stige i rang. Markus gik ud i den store skov mellem verdnerne og kom tilbage som Ragnar, cliath. Han fik lov at løbe med septen, da han med velvalgte ord fortalte, hvad han ville gøre for den. Især til jarlen talte han, om den snigende orm han ville se og slå ned på før den nåede at blive stor. Dina blev ledt samme vej og kom tilbage som Katla. Hun blev bedt om at få septen til at le, for at få adgang. Men meget var der ikke at le ad, så indtil videre løber hun som gæst på landet i Managarmrs varetægt.

Så blev knoglen brændt og nogle få historier fortalt. Røn fortalte om krigeren Blod som var stærk nok til at ingen kunne tage hornet fra ham, når han først havde fået fat i det. Han døde ikke på slagmarken, men i under bordet i hallen, kvalt i sit eget bræk, efter han mødte Korn som altid fylder koppen, når man tømmer den. Magne fortalte os om en odder han havde mødt som ledte efter havets overflade og fandt den.

Det var sommerens sidste blot. Kalø blev ikke æret denne gang, men efteråret og vinteren venter stadig. Denne beretning bliver af ånderne bragt til alle som lytter godt efter.

Deltagere:
Aslak
Sortmåne
Ildsjæl
Morild
Magne
Dina (Katla)
Markus (Ragnar)
Drageild
Benedikte
Mika
Mugge
Røn