Tekst

Troldhøj er både den yngste og den ældste sept i Danmark. Ja måske også i Norden. Utallige årtusinder er det siden, en gammel helt valgte sin død i en lindorms hule og kaldte en vølve til at binde stedets kraft. En historiker vil måske sætte Beowulf til at have levet og kæmpet engang i jernalderen, men sand ælde kender ingen alder. Ligemeget hvad Troldhøjs ulve ved om Viets fortid, kan de i deres knoglers værken og deres ånds syngen mærke vægten af de æoner, der ligger før. Viet er ældre end noget andet.

Men Trodlhøjs sept er ikke gammel. Da skæbnen kaldte Drageild til landet og opløftede ham til arvtager af det ældgamle Vi, var han kun lige begyndt at få skæg. Det var vel i starten af 90erne, og de ulve, der løb i Århus, kunne knapt kaldes en sept. De havde løbet, hvor de fandt det nødvendigt og gemt sig, når fjenderne blev mangfoldige og fik øje på dem. De havde samarbejdet, når deres forskelligheder tillod det og ellers ladet hinanden være. Ingen af dem anede andet end i de dybeste drømme, at der havde ligget et Vi af Troldhøjs format i deres baghave.

Men timen oprandt, Vogteren blev kaldet og Viet vågnede af sin ældgamle slummer.

Dengang da det blev skabt, var det med kræfter som ikke findes på landet længere. Selv ikke den største gode kan i dag måle sig med modien Beowulf i galdr og sejd. Ånderne lystrede, når han kaldte og bøjede sig for ham i ærefrygt. Hans goders magt kan ikke udtrykkes med moderne ord. Da Beowulf skabte Viet var det som en døende mand med en gift gnavende i sit hjerte. Han skabte det for ikke selv at falde og blive en ligeså stor ondskab, som han havde været en kriger for Gaia. Så en morgen drog han med sin hird ud til højen og slog ormen ned og fik banesår i forsøget. Han gik ind i højen med sværdet hviskende panikslagne bønner ved sin side og kaldte der på en vølve stærkere end nogen gode på landet. Tung af ligdunst og gravmuld sang hun sange om bånd og hemmeligheder, om kongsmagt og glemsel, om søvn og sorte drømme. Troldhøj opstod der med skyggen af en lindorm, et hadefuldt sværd og en gammel, træt kriger under sig.

Siden har Viet stået der blandt lyngklædte bakker med sin krogede eg på toppen, men ulig andre Vier af samme styrke har det ikke strålet og funklet med sin magt. Det har ikke kaldt på gud og Gylfin fra nær og fjern. Tværtimod har dets kraft skærmet det og sløret det i tåge og glemsel. Troldhøj holdt den morgen op med at være et sted og blev en tilstand - en følelse af vigtighed og hemmeligholdelse som forplantede sig til de ulve der håndfæstedes til det. Sådan har det været siden, og den dag i dag er det stadig ikke muligt at nærme sig det sted. Det snyder en og leder en i andre retninger. Det vil altid bare være en knold jord, med et gammelt træ på toppen og muggen lyng på siderne og så en stemning, en halvglemt drøm. I skyggen omkring det ligger en kold tåge og våger man sig ind i den, er det eneste der er sikkert, at man ikke når ind til Viet.