Tekst

(Følgende udspiller sig cirka en uge før landsblotet i Sorthøj 2008.)

Nogle kilometer sydøst for Jelling, hvor Grejs Å løber, er skoven på umbrasiden tæt og gammel. Når man træder bag det yderste lag, ind blandt tykke stammer og tunge grene, forsvinder larmen fra umbraen udenfor og erstattes af rolig knagen og lyden af småvæsner med skarpe tænder og travle poter. Skoven er ikke lys, men heller ikke dunkel. Den er et mørkegrønt sted derimellem, og luften er lun og fyldt med skovens lugte.

Her gør nogle få stærke ånder bolig og svagere ånder tager plads hvor de kan finde den. Aslak har samlet Troldhøjs krigere - Magne, Benedikte, Sortmåne og Ildsjæl - for at opsøge en slumrende ånd derinde, en af Jyllands gamle Stærke. De kommer for at bringe uro tilbage til skoven og trække en hæderspris med sig derfra. På vej til området har de trukket et mindre følge af skripi og anden dårligdom, som de sætter nogle farvestrålende ånder til at trække om hjørner med. Det er nogle forvirrede og omskiftelige forvaltere, og den ordning lever kun på lånt tid, ved de.

Til selve skoven byder de en ulvs tjeneste fra nymåne til nymåne, for velvilje og som betaling for den ubalance de har i sinde at bringe ind. Skoven giver plads, og gamle veltrådte stier åbner sig for krigerne. Stier mod kamppladsen nær midten. Turen gennem skoven er kort og rolig. Aslak og Magne går forrest og taler lavmælt om det kommende landsblot. Benedikte lytter interesseret, men har dog hele tiden et øje på de to bagerste og omgivelserne. Ildsjæl er tavs og mægtig. Lige så utidig som han kan være når det slår ham, lige så fokuseret og roligt tung bliver han når det gælder. Sortmåne betragter sine frænder med brune øjne og et barns nysgerrighed.

Skønt ingen af ulvene kender størrelsen af den kommende opgave er de klar over at den nemmeste del er overstået da de ankommer til kanten af kampcirklen. Pladsen er ældgammel og rigeligt stor for varulve at brydes på. En mod en eller mange mod mange, der er plads nok og den sorte jord tørster som om den ikke har fået blod siden jætterne var små. Langs kanten rundt er der gjort holdere, udhugget i sten og skåret i træ, så cirklen kan lukke de kæmpende inde med spyd - eller sølvspidser, til særlig udfordring eller straf. Der er varulvetegn flere steder i cirklen.

På en flad sten overfor de fem gæster sidder en rynket, ældet kvinde, stille som graven og grå som stenen under hende. Skoven er vokset hende over fødderne, og hendes arme er plettede af mos i flere nuancer. Det lange hvide hår bevæger sig roligt i takt med skovens åndedrag, og kun de sammenknebne øjne ser levende ud, stålsatte, skønt uden glød.

Krigerne trækker ind lysningen og Aslak træder frem mod ånden og præsenterer sig. Modi, søn af en Modi. Vogter af Landet, alfa af Troldhøj, forrest i Den Sidste Vinter. Jarl af Jylland. Der er vist ingen af dem som forventer en reaktion, og den tavse forfader ser da heller ikke ud til at ænse deres tilstedeværelse. Fuldstændig som de regnede med. Det siges at kvinden på kamppladsen løb tør for udfordrere og er groet til i glemsel. Indtil videre ser den gamle historie ud til at passe, og Aslak kaster et blik på de andre, hvorefter han udfordrer hende til kamp. Lige lidt sker der. På tur udfordrer de andre hende ligeså, men uden held.

Ildsjæl prøver at flytte hende, og Sortmåne at nedstirre hende, men de fejler. Magne sætter sig ved hendes side og drejer nu og da hovedet og betragter hende lidt, mens Benedikte og Aslak kæmper i midten af cirklen. Efter noget tid har de prøvet lidt af hvert, og ingen form for udfordring eller opildnende adfærd hjælper. Hun er tabt for omverdenen.

Krigerne kigger omgivelserne an en sidste gang inden de begiver sig ud af skoven for at iværksætte næste og sidste planlagte mulighed. Vel ude derfra sætter de i hver sin retning for at kalde ballade til sig. Egnen er godt nok relativt uforstyrret, men flere af ulvene er nærmest eksperter i at finde noget der vil slå dem for panden, og det varer ikke længe inden de kommer løbende fra hver sin retning med et antal fjender i hælene, altsammen oveni den klump de trak med sig på vej derned.

I et nu løber de over frit land, og i næste nu trænger de ind i skoven fra flere sider. Ind i det tavse, rolige dyb med larm og had i hælene. Skoven gør plads og leder troligt kampen mod dens rette sted. Alle ankommer de stort set samtidig, og som krigerne hver især ser hvor meget de andre har trukket med går det op for dem at de har strukket sig farligt langt for sagen. Nuvel, enhver erfaren kriger ved at man kæmper bedst når man ikke lader sig spænde til, og den bedste måde at slappe af er så simpel som at finde smilet frem, så der udveksles brede grin da de hyler Mani til sig og vier deres blod til gamle Odin.

Kamp, kamp, kamp.
Ildsjæl løber fjender under fode og træder aldrig baglæns.
Benedikte trækker en flok til sig, afværger, hærder sig, og heler hurtigere end de kan skade hende.
Kvinden på stenen blæser skovens støv ud af lungerne og blinker glemslen ud af øjnene.

Og jorden drikker blod.

Kamp, kamp, kamp.
Sortmåne overdøver de hadske væseners kampgejst med vinterens klagende hyl.
Magne danser kædemandens dans og kaster fjender mod fjender.
Den gamle krigerånd rejser sig med en snerren og bevæger sig stift mod midten af cirklen.

Mod kulde, sang og dans.

Kamp, kamp, kamp.
Aslak smitter fjenden med frygt, og kalder Vreden i sine frænder.
Ildsjæl knuser alt der prøver at undslippe.
Ulvenes forfader taber støt sin rynkede ælde.

Til krigerkraft og strid.

Kamp, kamp, kamp
Benedikte udnytter afmålt enhver ordentlig åbning, og slår hver gang en skripi til jorden.
Sortmåne dræber roligt alt hvad andre har i ryggen. Hun skiller dem ad som med et barns nysgerrighed.
Den gamle fenrir genfinder sin styrke og angriber til alle sider.

Med tand og klo så skarp.

Kamp, kamp, kamp.
Magne danser tæt, men aldrig med blottet strube og altid kun rørt af én fjende ad gangen.
Aslak lader gamle ord rulle og give ham kraft, og flår mekanisk alt over han kommer i kontakt med.
Krigerkvinden fanges af blodrus og dræber i et væk til de sidste skripi er faldet.

Men rusen varer ved.

Med fjenderne nedkæmpet vender hun sig mod Aslak. De er begge et sted på kanten af kontrol, og cirklen kalder på dem. Hun er nu yngre og ganske stærk at se på, mens Aslak er såret og træt. Jorden er våd af blod og træer og sten omkring dem er røde af det. Jo mere de slås, jo stærkere bliver hun, og styrken opvejer næsten hendes træthed. Hendes hvide hår er blevet gyldent. Da Aslak ikke kan magte hende længere træder andre til. Således bølger kampen, og først da hun kan lægge krigerne ned to ad gangen er hun synligt træt. Nu har det varet længe nok, og ulvene kaster sig over hende og afslutter affæren.

Der på den ældgamle kampplads i skoven har fem krigere vækket en sjette, og som tak lader den gamle fenrir sig binde af Aslak til at udføre Troldhøjs gerning. Den nat løber forfaderen gennem umbraen og krydser grænsen til Sorthøj, septen ved Valhallas Port, på bud af Jyllands Jarl. Med Aslaks mandat fortsætter hun gennem det nordjydske territorium og stopper først da hun når sit mål ved en evigt sulten offermose.