Tekst

"Stille! Jeg er ikke glad for at fortælle alt det her, når der er så mange ører der kan lytte. Du sagde, at du kom for at lære, så hør efter! Dette er vores arv, den ære, der er blevet overgivet os fra vores forfædre. Det er stemmerne i vores blod, de tanker der kommer så dybt fra vores sind, at vi ved, at de ikke er vores egne… det er tiden der taler. Det er vores historie.

Engang, da alt var dækket af store skove, fulde af eg, ask og fyr, gik en mand og kedede sig. Det var sådan det hele startede, dengang himlen var ren og vandet klart. Manden, der faktisk var mere end en mand, hed Loke. Han var blodsbroder med den øverste af guderne, Odin, og han var af jætteæt. En lille undseelig og tyk mand var han faktisk. Ikke synderligt høj, eller stærk. Hans lod var et andet end kampens, men det kommer vi til.

Som sagt så gik han i skoven og kedede sig. Han var ikke synderligt vellidt blandt nogen, ikke at det generede ham, men et vennebesøg kunne måske have fået hans tanker på afveje, og så havde verden set anderledes ud. Nu skete det hverken værre eller bedre, end at han fandt en kvinde. Ikke en helt almindelig én godt nok, men en jættekvinde. Nu er en kvinde jo som bekendt en kvinde, selvom man godt nok kunne have sine tvivl i det her tilfælde: Hun var stor som et hus, og hendes hud var mere knortet og vredet end barken på et gammelt træ. Hun stank som en oprørt mose, og hendes sved randt i skvulp fra hende når hun vendte sig, hvilket for resten skete meget sjældent, for jætter kan sove længe, længere end fader bjørn.

Loke stod og studsede lidt over denne kvinde, der for resten ikke har noget navn, men hvad skal man også kalde sådan et væsen. Find du noget passende. Han spekulerede på, hvad der dog kunne blive af sådan en kvinde, som hun lå der i skovbunden. Hvor kom hun fra, og hvad lavede hun her. I sin åndsfraværenhed havde Lokes hænder bundet hans bukserem op. Den lille tykke mand stoppede op i sin tankerække, kiggede ned af sig selv, kiggede rundt for at se om der var andre, smilte så listigt og kravlede op på den sovende kvinde. Det var efter sigende ikke helt nemt for Loke, at finde frem til den rigtige ende af jættekvinden, så grim var hun, og han brugte lang tid på, at glide rundt i hendes svedvåde fedt, men til sidst fandt han hvad han ledte efter, og fik, ret hurtigt, ordnet hvad han nu var kommet for at ordne. Derpå hoppede han ned fra kvinden og gik let fløjtende tilbage mod Valhal.

Skæbnen ville det således, at jættekvinden vågnede fordi hun havde fået ondt i maven. Det var som om hun havde spist noget som hun havde glemt at slå ihjel, for det rodede rundt i hende, frem og tilbage, frem og tilbage, aldrig stoppede det, og hun troede at hun skulle dø. Efter et stykke tid, troede hun, at hun skulle besørge, men i stedet for alt muligt andet kom tre små slimede væsener ud. Ynkelige var de, og jættekvindens første tanke var at spise dem, for hendes mavepine var væk, og hun var nu blevet noget sulten efter alt det mas.

Men pludselig gik det op for hende i al sin gru, at hun var blevet udnyttet mens hun havde sovet til middag. Hun blev vred og hun ønskede hævn, så hun samlede de tre små kræ op, og gik op til Valhal. Der fandt hun Loke og alle guderne. Loke var, endnu en gang, ved at prale med hvad han havde lavet ude i skoven, også selvom de fleste af guderne ikke brød sig om historien og fandt den frastødende. Men alt forstummede i gudernes hal, da jættekvinden maste sig igennem dørstolperne og kaldte på sine ungers far.

Selvom Loke lige skulle et eller andet, så blev han nødt til at høre kvindens sag. Efter lang tids tale, blev det under stor morskab besluttet, at Loke måtte tage sig af sine børn, og således skete det, at Midgaardsormen, Hel og Fenris Ulv kom til gudernes bolig fordi den første Rotegar spillede et puds. Husk det, næste gang I lader jeres vrede ramme en Rotegar, at det var hans slags, der fædrede vores fader, Fenris Ulv, at det var hans slags, der satte verdensordenen og startede alt. Husk det, og ær ham for det, men vid også, at de med deres list lægger grund for alle de tre…

Hvad? Forstår du mig ikke? Hvad er der at forstå, det er jo klart som dagen? Hvis du vil bruge tale som de andre stammer forstår, for det er ofte nødvendigt, så kalder de simpelthen Midgaardsormen eller Jormundgaard, for Ormen slet og ret. Hel kalder de for Væveren, spørg mig ikke hvorfor lige nu, det kommer vi til, og Fenris Ulv, hvor fader, kalder de for Wylden, det skabende, kraftige, vildskaben. Det du mærker i dit blod…Garou.

Den Anden Begyndelse

Du siger du gerne vil høre mere? Så hør efter, for Fenrirernes historie er lang, længere end min tålmodighed med unge ulve, der ikke kan huske deres barnesagn. Nå, men altså: Da de tre var kommet til gudernes hjem, følger en lang historie om hvorledes de opfostres der og til sidst bliver bortvist. Denne historie kan du for størstedelen læse i menneskenes historier, eller myter, som de kalder dem…led efter navnet Bjørnvig, han er slægtsfolk og skriver om den slags.

Hovedsagen er, at Fenris Ulv blev lænket. Hvorfor og hvordan må du spørge om andetsteds, men vid, at det ikke var uden ofre, at den lænke blev smedet, der strammer om Ulvens hals. Mange ting er ikke længere, fordi de blev brugt op i den lænke. Vi er børn af Fenris Ulv, han, der står lænket til den sidste dag. Til Ragnarok, hvor Nornerne brænder alt deres garn og kun få tråde vil blive glemt af bålets flammer. De få, der skal skabe den nye verden, efter at Einherjerne har stormet over Idasletten og verdens kyster er sunket i grus.

Nå, men jeg foregriber mig selv… hvor var vi. Ah, Fenris Ulv… vor fader. Vi kommer fra norden, der hvor vi blev sat dengang bjergene endnu var unge. Nu, i vor tid, har menneskene slået streger på tværs af landet, og kalder vores arnesteder for Danmark, Norge, Sverige, Island, Finland, Nordtyskland og mange andre navne og steder. Det er længe siden. Dengang var der ingen veje eller byer. Dengang var der ingen bismag i vandet. Dengang var Hel og hendes indflydelse stadig ikke i verden. Dengang løb vi frit i store skove.

Men tro ikke, at det var let. Dengang var der også kolde stormvinde og bølgerne slog knusende mod kysterne. Der var ikke megen føde, og den der var, skulle jages. Vi levede vildt og rent, med kold, klar luft i lungerne. Vi var tættere på Gaia dengang. Ingen behøvede, at minde de unge om hende, som det så ofte sker i dag, og som jeg gør nu. Det var dengang at vi fik vores Sejd og Galder fra Odin og den store moder. Dengang, da vores riter var mørkere og vores tilbedelse vildere.

I dag kalder de os primitive, men le af dem, hvis I hører de ord, og hav medlidenhed, for de andre stammer har glemt, hvordan det var at leve med Gaia i altings begyndelse, og det er også derfor, at de farer vild, når de søger altings afslutning, for de har glemt lyden af den oprindelige Garous hjerteslag, som de lød i verdensskovene dengang de første kobler jagede. Vi må prøve at minde dem om det, men frem for alt, må vi sørge for ikke selv at glemme.

Dengang var vi mægtige krigere, mægtigere end vi er selv i dag, for vi var blevet hærdet godt, og idet vi begyndte at løbe vidt omkring skete det, at vi fandt dybe sår i skovene. Sår efter ild og store kroppe, der havde braset gennem alt levende. Det var jætterne, de mægtige. Midgaardsormens lejesvende. Med jætter i landet kom der også trolde, eller også var de der i forvejen og blev pludselig vækket… Der var megen kamp i de dage, men vi sejrede og udslette en efter en alle Gaias fjender. Tro ikke at det var let, for det var det ikke.

I mange år var vi de jagede. Det var os, der havde det tunge, varme pust i nakken, mens vi løb for at kunne kæmpe en anden dag. Kujoner?… nej. Dengang, i vores begyndelse, lærte vi betydningen af sorg. Sorgen over broders død. Fenrirs fødsel var ikke let, og der gik lang tid, lang tid siger jeg dig, før vi fik overtaget.

Det var vores Modier, der gav os sejren. Dengang var livet kamp, ligesom det er nu, men det var en anden slags kamp. Det var en åben krig om du vil, og vores krigere var de stærkeste. Det var dem, der var vores Alphaer dengang, dem, der sikrede vores efterkommere liv. I lang tid, var de lederne, helt op til den store søvn, men det kommer vi til, du skal bare vide, at når du ser en Modi, så husk på, at det var hans slags som alting støttede sig imod i begyndelsen. Anerkend ham for det, for hans stolthed er ikke tom, men husk også, at den styrke, i sidste ende, blev brugt forkert. Husk, at den store søvn kom fordi ingen kendte andre veje end modiens. Men der var en grund.

Dengang var vores styrke stor og vores iver endnu større, og mens menneskene fik marker og byggede byer og anlagde veje, rejste Fenris børn ud i verden og gjorde store heltegerninger. Vi dræbte det onde og det forstyrrende hvor vi kom frem, vi…hov, du smiler. Glæder dine forfædres hæder dig? Føler du stolthed over deres sejre? Vent med at føle stolthed til du kender dem til bunds, ellers gør du dig skyld i den samme forbrydelse som de gjorde! Ja, du hørte rigtigt, forbrydelse… al deres virksomhed førte til en næsten fuldstændig udryddelse af Jormundgaards vældige lejesvende, men husk, at hvor der er for roligt falder folk i søvn.

Det skete også dengang, og Gaias krigere begyndte at kede sig. Alt hvad der bar Jormundgaards klare ansigt havde de slået ihjel for længst, og i deres kedsomhed vendte de sig imod lokale konger… og imod hinanden. De havde i deres krigsiver mistet det klare billede af, hvad de kæmpede for og i stedet kæmpede de bare… Hvad? Siger du at de manglede tradition? At de manglede vores regler for ret og uret? Du tager fejl. Alt det havde de, i overmål, ligesom vi har det i dag. De havde strenge klare regler for hvordan man opførte sig og hvordan man ikke opførte sig. Der var en streng og klar retfærdighed, og alle uoverensstemmelser blev løst på et tinge, et moot for retfærdighed og aftaler. De var rolige, når de ikke var i kamp, tag ikke fejl af det, hvorfor skulle de også være andet? Tro ikke på, hvad andre stammer mener, at de ved om Fenrirer og vores historie. De ser kun vores vildskab i kamp, ikke vores tålmod og visdom ved tinge.

Det disse krigere manglede var erfaring. De vidste ikke, at Jormundgaard kunne have flere skikkelser end den de havde set, for den havde aldrig skiftet før. Men hvad der er mere vigtigt, så troede de heller ikke på, at den kunne skifte form, og deri lå deres fejl, for det burde de have. Enhver orm skifter ham. De burde have passet på deres slægtsfolk i stedet for at jagte hæder. De burde slet og ret have tænkt sig om. Deri er deres forbrydelse. Ikke i noget de gjorde, men i noget de ikke gjorde…

For tilbage i krigernes hjemegne, lå trygheden tykt. Der var solgule marker, der duvede tungt i vinden og kreaturerne tyggede dovent af det rigelige drøv. Der var ingen jætter, ingen trolde, ingen drager, til at forstyrre freden. Alt var stille. Mulden var lun, og høsten havde ikke været fejlslagen i mange år. Frugten hang tung på træerne i skellet ved skoven og lyset lå dovent langs kornet, der strakte sig langt og vidt helt op til selve gården, hvor et par trælle gik og passede deres arbejde med dyrene. Okserne fulgte velvilligt med, og et par piger fniste da en ung mand hilste på dem. Bag laden voldtog gårdmanden sin datter. Ingen hørte skrigene. Det var sådan det startede… det sneg sig ind, denne laden stå til. Folk ignorerede den ådselsstank, der bredte sig.

Hvordan det skete? Hører du ikke efter! Hmm, så tager vi det igen, fra begyndelsen. Da vi havde drevet de store umiddelbare trusler fra vores hjemegne fik vi tid til at høre på rygter og nyt fra fjerne egne. Det sagdes, at de andre stammer stadig ikke havde udryddet deres jætter, så mange Fenrirer drog udenlands, anført af vores Modier, for at finde hæder. Det fandt de også, i rigt mål, men de betalte en pris, for tilbage i hjemegnene var kun slægtsfolkene tilbage.

De havde svært ved at klare sig i det barske klima, så de begyndte, som alle mennesker gjorde, at bruge deres intellekt til at opveje deres naturlige svagheder. De byggede huse, fordi de ikke var hårdføre som vi var det. De byggede folde til dyrene, fordi de ikke kunne jage som os. De byggede veje, fordi deres ben blev trætte før vores gjorde det. Om vi ikke opdagede det? Jo selvfølgelig gjorde vi det… det er svært at skjule en civilisation, men vi gjorde ikke noget ved det, blandt andet fordi det skete så langsomt, men også fordi vi ikke så noget ondt i det. Vi kunne jo se, at vores slægtsfolk havde brug for deres hjælpemidler. Desuden var det modiens tidsalder, og for en modi er ondskab kun blandt det han kan slå ihjel. Der var jo ingen trolde eller jætter, kun byer og marker.

Ingen anede at det var Hels skødehund Nidhug, der havde lukket kæberne om sine første ofre. Jormundgaard var blevet en indre fjende. Den var blevet til hadet og frygten i vore hjerter. Den var blevet til uretfærdigt raseri, misundelse og magtbegær. Mange af disse følelser er i dag, ligesom de var det dengang, nogle af Hels bedste værktøjer, for disse ting kan i et menneskes hjerte udslukke al kreativitet, al vildskab al tankeløs kærlighed. Vid, at når alt bliver for statisk, så åbner Jormundgaards svælg sig under menneskers sjæle. Og vid, at disse følelser i en Garous hjerte betyder døden.

Således kunne Jormundgaard komme listende ind ad vores bagdør, fordi vi jagtede hæder borte fra vores arnesteder. Vi havde tvunget den til at være listig, og den lærte i overmål. Det er dette der menes, når der tales om Fenrirernes forræderi, for det var dette, der førte til, at Fenris Ulv blev lænket endeligt fast, og lænken drevet i bjergenes grundvold. Det er vor arvesynd. Forstår du nu, hvorfor du ikke skulle glæde dig over dine forfædres hæder for tidligt, for selvom de var store krigere, så gjorde de uden at vide det Hels værk.

Det er grunden til vores klagesange. Vi øver bod for vores forfædre og vi gør det ved at være de sidste. Vi lider for deres brøde, for vi har det samme blod. Tiden nu, er et rite, der renser verdens blod. Det er Ragnarok. Vores liv er én lang jernbyrd og selvom vores kød syder og vores fedt drypper brændende fra et åbent sår, så husk på, at smerten renser ud, at den minder os om, hvad vi glemte. Når dine negle bliver sorte og forkuller og hårene på dine arme krøller sig smeltene sammen, så husk, at dit offer bliver modtaget, og at du derigennem giver selve livet en ny chance. Og når ilden engang når til dine knogler, når dit kød er brændt væk og du til sidst dør, så vid med dig selv, at Fenris Ulv vil høre dit navn i vores sange, for du rensede hans æt og lod din vrede blive hørt.

Den Store Søvn

Hmm, du spørger meget. Det er godt, søg viden hvor du kan og mens du hviler. Du vil få brug for den, mere end nogen anden. Hvad Den Store Søvn er? Det kommer vi til om lidt. Først må vi starte hvor vi slap. Sidst fortalte jeg om hvordan Hel spredte sig og hvordan hun fik overtaget, for det gjorde hun. Fenris Ulvs stolte børn fandt pludselig alt anderledes. Ingen bød dem velkomne når de vendte hjem, ingen kendte længere de gamle sagn og ingen fortalte dem til deres børn. Traditionen var død og ingen troede på deres guder. Hjemlandene var blevet forvandlet til fede striber af tung agerjord. Slægtsfolk havde glemt hvad de var og smålige krige om handel og markskel raserede som de eneste. Folk var blevet kristne.

Fenrirerne forstod det ikke. For dem var deres guder alt, og de havde stolet på, at deres slægtsfolk opretholdt traditionerne. Dette blev begyndelsen til Den Store Søvn, der skulle vare i ottehundrede år. Fenrirerne prøvede at rette op på balancen, men deres gamle metoder virkede ikke. Modiens vej var blevet gold og fyldt med bitre torne og der stod ingen nye ledere på spring. Ingen viste hvordan man omvendte folk og bragte dem tilbage. Det var en tid med dobbelt skam, for vi havde ledt vejen for en indre råddenskab, og kunne ikke fjerne den igen.

Afmagtshyl var ikke sjældne i de dage, og vores tal blev hurtigt små. Vi trak os tilbage til vores trygge huller for at slikke vores sår, til Island og de store nordiske skove i Sverige og Finland. Dette eksil er, hvad man kalder Den Store Søvn. Vi vidste ikke hvordan man kæmpede i den nye verden, så vi lod være, og vi glemte, som kun sovende kan glemme. Fenrirerne blev et folk, der levede med få trofaste slægtsfolk i afsides, gammeldags samfund. Vi holdt til i hedehusene og ødegårdene.

Gennem de næste ottehundrede år holdt vi liv i historierne, det var alt. Ottehundrede år, skulle der gå, før vi atter rejste os og brølede. Ottehundrede år før vi lærte, hvad vi burde have vidst fra starten… at vi har en pligt, uanset prisen. Dette var en sorgens tid, husk det. Kun én god ting kom der af det… Modien var ikke længere alene. Alle månefaser var lige i den store søvn, og derfor rejste de sig også skulder ved skulder da de endelig vågnede. Sådan skete det, dengang, at Fenr… sover du? Hmm… typisk, unge ulve. Ja, ja, så må vi fortsætte senere…

Den Sidste Begyndelse

Så, nu er det tid til at vågne op… hallo? Er du vågen?… UD AF PELSEN SAGDE JEG!!… ja, du behøver ikke at se overrasket ud, klokken er allerede halv fem og du er gået glip af mange ting, men det kan jeg altid fortælle om. Du kom for at lære, gjorde du ikke? Så sæt dig op, spis, og hør efter. Hmm, hvor kom vi fra? Nå jo, Den Store Søvn, som den er blevet kaldt af eftertiden. <br><br>Den varede indtil begyndelsen af 1900-tallet, der hvor menneske var godt i gang med at svine alting til. Nordens Fenrirer var ikke længere helt så få som vi havde været, men vi sov stadig. Lige indtil vi blev vækket med et tågehorn. Det hele startede på Island, eller rettere, han kom fra Island. Gamle Enøje blev han kaldt. Han var en mægtig Godi, selvom nogen siger, at han var en ånd. Men uanset hvad han var, så åbnede han vores øjne. Han rejste fra Vi til Vi og talte sin sag, vores sag. Han vækkede de gamle og fortalte dem, at de havde sovet, og at det var tid til at vågne op. Der var ting der skulle ordnes, for verden var begyndt at gispe, jorden blev kvalt og vandet skummede sort. Ragnarok ulmede og der var brug for os. Men frem for alt havde vi en gæld vi skulle betale før det var for sent, for vi blev skabt til at kæmpe, ikke til at slumre. <br><br>Han åbnede mange af vores gamle hellige steder, og viste os hvordan vi kunne finde den styrke vi havde brug for i vores traditioner. Han kaldte vores totemånder, vores Fylgjer til os igen. Han var den mægtigste af vores helte. Husk det, når du kæmper, at én enkelt kan gøre den største forskel, hvis han sætter sine kræfter ind det rigtige sted. Hvad? Hvem hans familie er? Han har ikke nogen… ingen kender ham faktisk, det er derfor at mange tror han er en ånd. Jeg sagde at han kom fra Island. Det gjorde han også, men ikke forstået på den måde, at han var født og opvokset deroppe, for det var han ikke. Det var bare der man så ham første gang.

Hvor han virkeligt kom fra, hvor han har sit hjem, det ved kun guderne. Ja, måske finder Danser ham på sine rejser, for det er ikke unormalt, at en så mægtig Godi finder sit hjem i umbraen. Dem, der mener, at han var en ånd finder også styrke til deres teorier i det faktum, at han forsvandt, da hans opgave var fuldført. Du må selv finde ud af hvad du tror om ham… om du mener, at han var Fenris Ulv selv, der tog skikkelse og kom til os, om det var Odin, som mange tror, eller om det var en gylfin fra fjerne egne. Hvem ved, du bestemmer selv, men glem ham ikke, for det er ham, der har givet os muligheden for at kæmpe, for at bruge vores liv til mere og andet end at sidde og fortælle vores unge ulve ammestuehistorier som jeg gør nu.

Hmm, hvad der skete da Gamle Enøje havde vækket os alle, det må kunne spørge Drageild om, det er jo trods alt ham, der er Skalden, desuden er det nutidig historie, og det er altid bedst at få fra folk der kan huske den, ikke fra et gammelt fjols, der har gået for meget blandt ånder."