Tekst

Menneskene er en stadig vrimmel, der nager og larmer. I værste fald samles de som Niflheims forstummende frosttråde, Væverens hjernedøde fortrop. I bedste fald er de avlsmateriale eller ikke i vejen. Dog rejser der sig fra tid til anden - og i disse de sidste tider stadigt oftere, en hadefuld skygge ud af denne vrimmel. En befængt rædsel, der kan fælde selv den største ulv. For årtusinder siden kom de første af disse monstre ud af tågerne over Irlands heder og lærte Fiannas ulve at frygte mennesket, og de gav dem deres navn: Fomor.

Den besmidtede horde har siden bredt sig over verden. Den kommer altid til syne, hvor den menneskelige ånd svigter. Hvor styrken blegner og hvor frygt og had tager over længe nok til at blive permanent. Fomoren er altid incestofferet, den krigsmærkede, narkomanen, voldtægtsmanden, morderen eller bare den, der gennem et helt liv er blevet kværnet ned af et ligegyldigt mellemlederjob, af et ligegyldigt ægteskab, af en ligegyldig villa i en ligegyldig forstad. Hvad kommer først? Det pludselige udbrud af vold og overgreb eller den langsomme snigende fornedrelse? Hvad åbner sprækken? Måske er det lige meget. For varulven er fomoren en fare, der kommer uset og uventet og skal udryddes så hurtigt som muligt. Den opstår, hvor der før var fred, og den kommer uden forvarsel. Den er ikke som spiraldanserne, der altid ligger og lurer i deres labyrinter. De er en konstant trussel. En hær der mobiliserer til angreb med jævne mellemrum. Fomoren dukker bare op.

I Danmark er fomoren oftest kommet til syne blandt de forarmede og udstødte. Den enlige mor med vodkaflasker under vasken. Den fraskildte mand med to børn og en ekskone i et lykkeligt ægteskab i Jylland, der altid drikker alene nede for enden af baren. Tossen i pelsfrakken, der taler højlydt med sit eget spejlbillede i Illums glasfacader. Men selvfølgelig er fomoren også opstået i Mærsks bestyrelser eller i Hobros forstæder eller som ham den søde unge medhjælper i børneren. I dag har fomoren et nyt ansigt, og det er arabisk. En horde af krigstraumatiserede arabiske flygtninge er strømmet ind over grænserne. Deres børn mangler opdragelse og er fanget i ingenmandslandet mellem to kulturer, der hader dem. Den nye fomor taler arabisk og har ar efter pisk på ryggen eller brændsår fra elektriske stød på genitalierne. Den nye fomor taler dansk med tung accent og påkalder koranen, mens han hælder endnu en jack d og cola ned og snuser endnu en streg op i næsen. Den nye fomor kan ikke få job, må ikke gå med sit tørklæde, skal integreres koste hvad det vil!, skal se at lære noget dansk, synes at danske piger er nogle ludere, går med kniv og skal udryddes så hurtigt som muligt. Varulvene må holde et ekstra vågent øje med de der arabere. Den brune hud, dynejakken og tørklædet må blive faresignaler, så ikke fomoren rejser sig bag hans ryg og fælder kæmpen uden kamp.