Tekst

- oprindeligt 2 mails til Troldhøj den 10. og 11. Apr 2002 af Jorgo. User discretion advised.

Hvis nogle af jer var i umbraen i timerne før daggry i dag har I kunnet mærke et mægtigt skælv med epicenter i bakkerne vest for Århus. Et kort øjeblik knugedes alle hjerter af en subsonisk brølen og det umbrale lys mørknedes af en hadefuld sky i vildsom flugt over himlen.

Siden har umbraen gentagne gange skælvet under dønningerne af kampen mod dragen. Luften forvrides i spastiske ryk da en giftig hvæsen spytter urord ud over den umbrale by. Det kommer i hurtige hidsige udgydelser som nærmest er færdige før man når at holde vejret. Pauserne imellem er timelange og dødsstille.

En sjælden gang vil dønningerne rykke jer vagt i pelsen, selvom I måtte befinde jer på den sikre side af sløret. Nærmest som følelsen
af at en har sneget sig op på jer bagfra og skal lige til at gribe fat.

Det fortsætter med varierende intensitet til et par timer efter midnat. Derefter er der helt stille.

I aften (næste aften - red.) omkring klokken 20.00 fortsætter kampen med et apokalyptisk bulder. Et kort øjeblik når virvaret en endnu ikke følt intensitet. I umbraen føles dette øjeblik som en time og farver den med skygger som blodrødt kryber langs jorden, medens himlene splittes af mægtige ånders klør. En dunkel hvæsen pisker igennem enhver tilhørers hjerte og den gift den efterlader bliver hængende som den glasklare smerte i en tand.

I de næste mange timer mærkes kampen konstant i umbraen. Udenfor den hænger en dyster, men nedtrykt vrede over alle der har ånde at lytte med. Som en kæmpes hjerteslag rammer kampens ebbe og flod landet ubarmhjertigt. Omkring jer falder fugleånder udsugede til jorden, græs hvisner og luften bliver fad og tung at indånde. De gamle blodbøge som holder Troldhøjs kraftnet sammen stønner og giver sig og hvisker frygtsomt på deres skjulte bøgesprog.

Henad natten er det umbrale Århus slidt og blødende. Dets ånder er døende eller har gemt sig og jo tættere man kommer på epicentret i Gjern bakker, des værre står det til. Alt er præget af tilfældige ødelæggelser - tilsyneladende uden gerningsmand. Et sted brænder selve jorden med klare grønne flammer. Et andet sted er en hel lund smeltet bort til en stinkende svovlsump. Generelt er ødelæggelserne kaotiske og massive.

Kort før midnat holder kampen op igen, men ikke som før med en pludselig stilhed. Denne gang sættes der et punktum med et
øresynderrivende skrig som hele septen hører. Selvom det ikke indeholder nogen ord er det klart for enhver at skriget er fyldt af
overrasket vrede.